Aftægtskontrakter og Ålegårde i Onsild

Minder om en svunden tid, fortalt af  Chr. Sørensen, Onsild 

”Himmerland” gengav for nogen tid siden en aftægtskontrakt, der i 1887 var oprettet på Ballegård i Ulstrup. I omtalen stod der, at i dag lyder en sådan kontrakt helt for­tidig. Det er jo også rigtigt. De gamle bønders aftægtskontrakt står nu som et minde om en svunden tid, hvor man jo også havde mulighed for selvpension­er­ing. Det kan vist godt siges, at der her er blevet brudt med en ældgammel tradition. I tilknytning til ovenstående gengives her uddrag fra et par ældre kontrakter, hvoraf den ældste er oprettet ved et ejerskifte kort tid efter overgangen til selveje i 1785, hvor der i afsnittet står:
– Da jeg nu har solgt og aldeles over­draget til undertegnede min egen søn, den eneste Gud har givet mig, min i Sønder Onsild tilhørende og beliggende gård med huse, besætning, ud- og indbo. Og da han under dags dato har forpligtet sig at op­fylde en mellem ham og mig oprettet opholdskontrakt for mig gamle svage mand og syge kone. Så fortrøster jeg mig til ovennævnte opholdskontrakt og sammes opfyldelse så længe vi lever.

Det er jo en meget højtidelig udred­ning. Der omtales her en opholds­­kontrakt. Det er vel en overlevering fra fæstetiden. De gamle havde sikkert ikke dengang kunnet stille så store fordringer som senere selvejende bønder kunne. Fæste­bønderne havde jo ikke så meget at rutte med, da jo kun besætning og inventar var deres. Og i de fleste skifteforretninger fra fæstetiden, var det som oftest sådan, at gælden oversteg formuen.

Endelig var det jo også ejeren, der tog bestemmelsen om familiens forbliven på gården, hvad der synes at have været mest almindelig.

Det synes også mange steder at have været sådan – jeg har i hvert tilfælde set flere eksempler på det – at den ny fæster fik et afslag i fæsteafgiften for at give de gamle fæstefolk ophold på gården. Men kravene har sikkert været beskedne den­gang, og at de første selvejere var mere beskedne i deres krav i kontrakterne, der, som det jo også kan ses. var affattet på en mere familiær tone, end den nyere tids mere forretningsmæssige kontrakter.

Aftægtskontrakt hårdere end gælden

I en kontrakt oprettet på Søagergård i 1831 mellem Laurs Pedersen Qvortrup og sviger­sønnen Chr. Sørensen (Boldrup) står der, at så længe mine svigerforældre og jeg derom kan enes, nyder de kosten ved familiens eget bord ligesom hidtil samt varme og andre bekvemmeligheder i huset som før. Bliver vi derimod tilsinds at ad­skil­les, forpligter svigersønnen sig til at sætte aftægtsboligen forsvarlig i stand og yde de præstationer, som går igen i alle kontrakter af korn, gryn, malt, ærter, brænd­­­sel m. m., tre lsp. røget flæsk, 2 fedegrise, 1 lsp. vandskaget hør, ost og smør. Mælken af en ko, som nyderen selv tager ud af gårdens køer, fra første maj at regne, den øvrige tid ydes 2 pt. sødmælk. Fire får med yngel græsset og fodret, to får til slagtning og 24 rd. i sedler. Det anses som en selvfølge, at aftægtsmod­tageren, hvis de flytter ind i omtalte aftægtsbolig, da er berettiget til at mod­tage en seng med klæder, en kobberkedel, borde og stole, køkkentøj samt ethvert husgeråd, som kan anses for at være fornøden til brug for dem af disse ting. Deres seng med klæder og nævnte kobber­­­kedel, og gangklæder af linned og uldent er mig uvedkommende, hvorimod hvad i øvrigt der måtte være efter dem, går over til mig igen, hvis ejendomen det ifølge skødet er.

De øvrige bestemmelser afviger ikke meget fra Ulstrup-kontrakten. De gamle tiders aftægtsfolk, der var i besid­delse af en kontrakt af omtalte indhold,
skulle jo nok kunne leve en tryg alder­dom. Der var jo ikke noget med værdi­forringelse, som der jo kan være, når det hele er  kapitaliseret som nu. En fedegris var jo en fedegris, ligegyldig hvad den så end kostede. Det er jo også forståeligt, at der dengang mand og mand imellem gjorde sig den opfattelse gældende, at aftægten var et hårdere tryk end gælden. Prioriteringen blev jo i øvrigt begrænset ved, at aftægtskontrakten altid  skulle være først. Men enten man nu blev til­sinds at adskilles eller ej, så blev man jo dengang i hjemmet og kunne være sam­men med de nærmeste og være med i, hvad der forgik. Mon der ikke også i vor tid findes en hel del, der inderst inde godt kunne tænke sig dette.

Fiske- og Ålegårde

Søagergård, der nu ejes af Anders Ander­sen, var gennem lang tid i Qvortrup­slægtens eje, og den købtes i 1785 til selveje af nævnte Laurs Pedersen Qvortrup. Ved ejerskiftet i 1831 blev der foruden de øverige papirer oprettet neden­stående gavebrev.
– Undertegnede Laurs Pedersen af Sdr. Onsild har i forening med tvende mænd sammesteds her opfort en fiskegård i Sdr. Onsild å, og er derved blevet ejer af halvparten af bemeldte hele fiskegarn, nemlig strækningen fra nordre åbred til midtstrømmen. Af denne min halvpart bortskænker og giver jeg herved til min svigersøn, søgnefoged Chr. Jensen, Sdr. Onsild, den halve bred eller en fjerdedel af hele fiskegården. Der overdrages også herved partmodtageren ret til fri færdsel fra og til fiskegården, samt plads til fiske­redskaberenes og materialernes henlæg­gelse ved gården. Det anmærkes i øvrigt, at for så vidt fiskegården siden hen ved lov eller dom skulle blive optaget, pålægges der mig i så henseende ingen hjemmelspligt. (Laurs Pedersen havde ingen adkomst løst). Med hensyn til den 9. paragraf i sagen den 3. dec. 1828 be­mærkes, at den herved overtagne rettighed ansat i værdi i det højeste til 10 rigsdaler sølv. Såfremt  min svigersøn, Chr. Sørensen, skulle lide nogen skade på sin eng, ved skade af bemeldte fiske­gård, da skal gavemodtageren være forbunden med ham at deltage i sådan skades udbedring, på den måde, der efter omstændighederne synes værende mest passende. Dette til bekræftelse under min hånd og segl i vitterligheds vidners overværelse.
Gavebrevet har L. Pedersen underskrevet med vedholdende pen, og det er lyst under Gerlev – Onsild herredsret den 11. april 1831. Man kunne altså dengang også godt lide at spise ål, men set med vore øjne, synes der at have været  temmelig store omstændigheder ved at få fat på dem. I øvrigt var fiske- eller ålegården i åen vist en almindelig foreteelse i den tid.

I 1860  afstod Chr. Sørensen gården til sin søn Laurs Qvortrup Kristensen, der var gift med ane Jensen Højgaard. Søager­gård må være blevet flyttet ud i 1860. I hvert fald har L. Qvortrup i 1870 solgt sin gårdsplads samt en toft og et stykke gadefælled af en ager bred til Jens Chr. Christensen, Kårhøjgård, for 1500 rsd. Han efterfulgtes af sin søn, Kresten Kristensen Qvortrup, der atter solgte gården til sin svoger Chr. Rasmussen, men gården har nu i mange år været på fremmede hænder.

Print Friendly, PDF & Email