Munkekrogen og Munkevejen

Hvad de gamle hulveje fortæller om munkenes færden ved Skalsaaen
I efterfølgende artikel giver gartner Aksel Jakobsen Onsild en interessant og poetisk betonet beretning om munkefiskeriet ved Skalsaaen og det sprog de gamle hulveje taler om forfædrenes færden på Onsildegnen.

Det fiskeri der i vore dage finder sted i Skalsaaen og Kongsvadaaen ved Onsild bygger i hvert fald for en mindre del paa noget ældgammel kultur hvis oprindelse ligger langt tilbage før reformationstiden . Det meste fiskeri der nu finder sted af moderne lystfisker i sportsdress med snøre og snelle danner et nyt moment i aaens fiskehistorie hvorimod der findes en anden fisker . Han kommer fra egnens gaarde eller huse stilfærdig færdes han og som den sidste kulturrest fra fjerne tider ses han sjældnere og sjældnere . Han fisker med ruse eller aalejern eller metoder der er overleveringer fra forfædrene . Iøvrigt er disse aastrækninger i forhold til forrige tider nu særdeles fiskefattig . Af gamle retsprotokoller fremgaar det at der har staaet stridigheder gennem aarhundrede mellem Onsildbønderne og Tjelegaardenes herremænd om vidtstrakte aalegaarde som Onsildbønderne havde i engene .
De føromtalte nu sjældne fiskemetoder er en fattig rest af disse fortidens store fiskeriinteresser.

Munkenes fastefiskeri
Hvad derimod de færreste ved er at oprindelsen til fiskerilag og aalegaardene ikke har en materiel men religiøs grund . Den er nemlig paabegyndt i katolsk tid fra Glenstrup hvor der var munke der hørte under Mariager kloster og de maatte ikke i fastetiden spise kød men derimod gerne fisk . Da munkevæsenet efter reformationen nedlagdes har egnens folk overtaget som en arv det storfiskeri der var blevet en god indtægtskilde .
Hvor omfangsrig munkenes fiskeri var kan man daarlig fantasere sig til . Derimod kan det erkendes naar man retter sin opmærksomhed mod de spor som denne virksomhed har sat i den egn hvor de færdedes .
Munkene i Glenstrup har haft en vej specielt til denne fiskerivirksomhed . Den førte fra Glenstrup over Handest til en fjern afkrog i engene ved Skalsaaen og denne krog kaldes blandt de ældre endnu for munkekrogen .Hulvejens sprog
Over marker og bakker har denne vej gaaet . Den har dæmninger over slugter udgravninger i bakkesiderne hulvejsspor paa skraaningerne . Paa opfyldning over de sumpede enge har den gaaet over stenter og mosehuller til fagstpladsen . Den viser mere end alt andet hvor stor og omfattende fastefiskeri har været . Alene hulvejen lader os ane hvilken trafik den har været udsat for . Dertil kommer at munkene har lagt et stort arbejde paa vejen med indgrøftning og indigning . Den er som paa ældgamle veje blevet et slags puslespil idet kulturen paa lange strækninger har udslettet den . Kun hvor den fører gennem udyrkede bakker og upløjede enge staar sporene endnu tydlige og taler deres mystike stærke sprog . Lad os forsøge at følge denne vej og et par af dens forgreninger . Vi gør begyndelsen ved at træffe vejen gaaende som almindelig markvej lidt øst for Handest grusgrav og vi følger saa hjulsporene i retning mod Ulstrup . Det første stykke af vejen er noget usikker fordi kulturen og ploven er gaaet sporenes saa nær at ethvert præg af det oprindelige er borte . Det er først lidt længere fremme hvor den falder ned mod Ulstrupdalen at vejen faar sit særpræg og her ebber Handestbøndernes nuværende markkørsel efterhaanden ud saa det ældgamle ved vejen ligger uberørt som for aarhundrene siden Hulvejspor opfyldning og bakkeindskærinder viser i stigende grad at den er noget ud over almindelig markvej.

Et sidespring
Jeg maa tillade mig her paa bakkeskraaningen nedmod Ulstrup at gøre en lille afstikker i gamle minders tjeneste baade fra vejen og emnet for at besøge en af de mange granplantager der findes ved vejen . Dens store mørke grandække strækker sig ned over en mellem to bakkeskraaninger og midt inde i dens mest skule del finder jeg en stensætning som kan være en sammensunken stendysse fra oldtiden men dens store smukke mossede kampsten ligger saa smukt og symmetrisk at det leder tanken hen paa et stenindrammet nu intørret kildevæld — en helligkilde?
Efter dette lille sidespring fortsætter vi ad vejen den er lidt lukket men følger i et stort sving aadalen . Sideløbende lavninger viser enkeldte steder den gamle indgrøftning .
Et sted ved dens østlige side er der et dige der et stykke fremme danner en lille vinkel ned mod engdalen . Derefter følger den meste uberørte del af vejen . Det er en lang indgravning over siden af en bakke hvor opvoksende træer viser at der ikke har været kørende trafik i aaringer . Her forsvinder vejen ved en gammel grusgrav . Den er et langt stykke udvisket af kulturen og er vanskelig at finde igen men staar man i engen et halvt hundrede meter øst for banebroen over Kongsvadaaen ser man dunkelt vejen dukke frem igen men den nu en ganske anden karakter . Den er her en lav vold der i snolige retning gaar gennem og kan ses paa begge sider af aaen.
Ved overgangen over aaløbet har der været et vadested hvad en del sten paa begge bredder viser . Der har dog ganske sikker været bro over aaen i munketiden saa vadestenene er langt ældre vel nærmest oldnordisk oprindelse . Vejen over engen fører nu mod nordvest til den skærer banen . Her findes ogsaa noget mærkelig et lille stykke af engen er her lidt højere end omgivelserne og har fjerne tider været gennemrodet af menneskehænder og det kan næppe være grus der er søgt efter da dette langt lettere findes i de mange bakker – er det myremalm ? Jeg kom den tanke ved at jeg engang har hørt en gammel forlængst afdød kvinde fra en af de gamle slægstgaarde i Ulstrup talte om myremalm i engene.

Vejen til Munkekrogen
Fra banen fortsætter vejen som en vold opkastet af en grøft paa sin nordlige side Den skærer et sted et forlængst udtørret vandløb mindre end en alen bred . Herover er der bygget en stenkiste af store kampesten . Den er mærkelig i sin form og ligner en lav stenaldergrav . Kort efter gaar vejen ned til aaskrænten og forsvinder fremover men dens retning mod den del af engen ved Skalsaaen der stadig benævnes munkekrogen . Lad os derefter gaa tilbage til stedet hvor man har rodet efter myremalm . Herfra har der været spor der førte nord og fik forbindelse med Ulstrupgaardenes nuværende engvej . Disse spor er nu borte men var tilstede for en del aar siden .
Ulstrupgaardenes engvej har ogsaa i højste grad noget ældgammelt maaske oldnordisk ved sig . Et stor dige sat af jord og sten hegner vejen mod syd og giver den sammen med bakken paa modsatte side hulvejskarakter . Det er med et dybt vemodsuk man ser at det halve af dette olddige er blevet sløjfet i vinter . Dets vældige kampsten ligger nu afdækket og venter paa deres skæbne – en sprængning .
Resten af diget er indgroet i et gammelt syrenbuskads og den nederste del af vejen er den dybeste og ejendommeligste hulvej der findes i Sønder Onsild sogn .
I enkelte ældre gaardmandsslægter i Ustrup kan man endnu høre om munke og aalefiskeri og de gamle gaardes skøder beretter om at de er overdraget de gamle slægter som fæstegaarde af munkene .– Endnu et minde om munkene findes i Glenstrup hvor den gamle klostekirke ligger . — Her vokser bl.a i præstegaardshaven en plante ved navn hestehov der alle steder i vort land er fulgt i klosterenes spor . Den er nemlig indført af munkene for at tjene til føde for vinbjergsnegle som munkene ogsaa indførte . De brugtes ligesom fiskene til føde i fastetiden .
Naar man betænker at vejen har været brugt i aarhundrede før reformationstiden saa man maa indrømme at vejen er gammel . Dens gamle rester beskyttes stærkest af det forhold at dens bakkeskraaninger ikke for tiden egner sig til kultivering . Fredelig ligger de bortgemt saa fjernt fra de offentlige trafikaarer at næppe nok en lyd fra disse naar dertil .
De eneste der hylder denne forglemte vej og synger dens pris er gulspurven der synger sin foraarssang langs dens sider og kragen der gjalder sit skraal mellem bakkerne som de har gjordt i aarhundreder maatte disse fredelige forhold om de herlige gamle vejrester blot bestaa igennem de kommende tider .

skrevet i 1977 af Aksel Jakobsen

youSee_ Aksel Jacobsen