Arne Erikslev

Indlæg af Arne Erikslev, den 7. marts 2018, om min barndom og opvækst i Onsild.  

Fra skole til skole

Jeg er født den 25. april 1944 på Ålestrup skole, hvor min far var 2. lærer. Jeg er nummer to ud af fire søskende.: Erik, mig (Arne), Jørgen og Grethe.

Den 1. juli 1950, hvor jeg var 6 år, flyttede vi til Onsild skole, hvor min far blev førstelærer og senere skoleinspektør på den nye centralskole. Med stillingen fulgte også hvervet, som kirkesanger.

Jeg har hele min barndom og opvækst således boet i skolebygninger, hvorfor jeg også har den holdning, at man aldring er færdig med at uddanne sig.

 

Landsbysamfundet

Mit første indtryk af min nye by var, at den var opdelt i kirkebyen og stationsbyen.

Kirkebyen indeholdt kirke, præstebolig, missionshus, forskolen (”Rytterskolen”) og skolen med to klasseværelser. Hertil kom købmand, auto- og cykelværksted samt forsamlingshus.

Mange af de store slægtsgårde var flyttet ind mod kirkebyen.

Stationsbyen, hvor der var flytning fra den gamle stationsbygning til den nye over viadukten.

Her var der en stor brugsforening med grovvarer, købmand, mejeri ”Sædager”, bager, slagter og frisører. Pigernes Kro, hvor der i en periode var rejsebio. På et tidpunkt var der også to mindre møbelfabrikker, sadelmager, andelskasse og vognmand med grusgrav.

Banedriften havde tiltrukket personer udefra, så der var udvikling.

Der var en del ansatte karle og piger på gårdene hvilket skabte liv i kirkebyen.

Når jeg besøger byen i dag, så er det trist at erfare, at landsbyen stort set har mistet alle sine aktiviteter bortset fra mejeriet. Husenes vedligeholdelsestilstand vidner om fraflytning og tilbagegang.

Centralskolen er nu friskole, og der er en velfungerende idrætsefterskole.

 

Præst og degn / kirke og skole

I landsbyen havde præsten og degnen en noget ophøjet status, og der var den gang respekt om deres hverv.

Sognerådsformand og sognefoged kom måske op på rangstigen, men de var ikke så synlige i dagligdagen.

Vi boede i skolen mellem de to klasseværelser og fru Thougaard boede ved siden af det ene klasseværelse. Herudover var der også i begyndelsen forskole ”Rytterskolen”, som var ledet af Gudrun Lassen.

Fru Lassen var ellers et dejligt menneske, men da der på et tidspunkt blev besluttet, at hun med 1. og 2. klasse skulle gå med børnene til forsamlingshuset for at lave gymnastik, så tændte hun helt af. I en klassetime kastede hun en urtepot i bordet af arrigskab for min fars beslutning, så jeg følte mig lidt ramt og skyldig.

Det at være førstelærer betød, at min far stod for alt på skolen også det praktiske. Begrebet pedel fandtes ikke. Tørv skulle løftes i fletkurve (det skulle jeg hjælpe med) fra depot til klasseværelser for opvarmning i kaminer, boldbanen og en kæmpe have skulle passes (der, hvor centralskolen senere blev bygget), skoleskemaer skulle laves i sommerferien mv.

Når der skulle laves reparationer og vedligeholdelser, så var det skolekommissionen, der skulle besigtige først og tage stilling. Min mor havde tit nogle ønsker om vedligeholdelse af vores bolig, hvor min far var mere tilbageholdende for det kostede jo penge.

Det blev så Marius tømreren, der fik ordren – fordi han skulle betale af på skat – så han var ikke den hurtigste til at komme. Murer Arne Pedersen og maler Møller Jensen nød at komme for min mor havde altid kaffe og kage på bordet.

For mig var det både en fordel og ulempe at have min far, som lærer. Fordelen var, at jeg tit havde glemt noget, og så kunne jeg gå ind for at hente det glemte, idet jeg vidste, hvornår min mor havde noget godt. Ulempen var, at når der var uro omkring, hvor jeg sad, så var det altid mig der fik besked på at holde op.

Med præstegården lige på den anden side af vejen, så betød det megen kontakt mellem præstefamilien og os på skolen. Udveksling af protokoller, kirkelige begivenheder, sange til gudstjenester mv. Jeg har også selv deltaget i præstindsættelse med tilstedeværelse af provsten.

Juleaften skulle jeg (vi) hjælpe med at tænde levende julelys i kirken, hvilket var højtideligt og spændende.

Det var sådan, at hvis præstens og degnens børn gjorde noget forkert, så var det en større forseelse end, hvis børn af andre forældre gjorde noget.

Det fik så den konsekvens, at når jeg skulle til foreningsbal i nabo landsbyerne, så stod der ikke Arne Erikslev på mit medlemskort, men Arne Kristensen. Så hvis der skete noget uhensigtsmæssigt, så skulle jeg gerne være anonym med sjældne efternavn.

 

Skoletid, kammerater og fritid

Som omtalt, så startede jeg i forskolen hos Gudrun Lassen. Vi var rigtig mange drenge i klassen, og vi havde et godt forhold til hinanden. Så gik turen til fru Thougaard (barnløs og manden cykelsmed). Hun var noget indremissionsk, hvilket prægede hendes adfærd. F.eks. så skulle 2 x 2 elever stå op og udenad fremsige salmevers og tekst fra katekismus. Præstens søn Ove Kjærsgaard kunne teksten udenad, så da fru Thougaard ikke havde den bedste hørelse, så var vi nogle, som blot bevægede munden i takt med Ove. Om hun fik bedre høreapparater ved jeg ikke, men hun opdagede det.

Så opfandt hun en sort bog, hvori der blev sat streger for opførsel. I et frikvarter sneg vi os ind i klasseværelset og ændrede i bogen. Det blev opdaget og sur blev hun.

Så kom turen til min fars klasse. Som skræk fra fortiden, så stod der et spanskrør i en krog. Den metode brugte min far ikke. Blev det nødvendigt, så havde han en metode, som blev betegnet, som mundstilling.

Udover at lege med de nærboende kammerater, så cyklede jeg ofte ud til landmand Viktor Rasmussen på Præstemarken for at se, hvor der skete der. Her prøvede jeg at ride på hest.

Nærliggende så var der megen kontakt med præstefamiliens jævnaldrende børn.

En dag listede Ove ind i sin fars studerekammer og stjal et par cigarer. Under den store kastanje blev de tændte, og vi blev utilpasse af det. Så måtte vi gå til bekendelse, da købmand Dalsgaard sladrede til min mor, da vi havde købt tændstikker hos ham.

På grund af den dårlige kvalitet at cigarer, så er jeg heldigvis aldrig blevet ryger.

Senere så kom Johannes Dahl Hansen til. Han var en noget mere livlig person med krudt i.

En aften var vi nogle stykker, der var samlet på vores loftsværelse, hvor der skulle drikkes før en biograftur. Johannes kunne drikke mest og for at kunne overvære biografen, hvilket var konkurrencen, så havde han taget noget farvet / gennemsigtigt plastik med. Det hjalp dog ikke, da han blev smidt ud, fordi han skulle på toilet hele tiden.

Om sommeren var der ophold på gadehjørnet Viborgvej / Ulstrupvej. De første, der blev kaldt hjem var tvillingerne Misse og Bitte Møller. De blev i det hele taget holdt i kort snor. Måske derfor blev de begge gravide kort tid efter, at de var flyttet hjemmefra.

Udover de traditionelle høstfester, juletræ mv., så var der også en sæson med folkedans i lejede gamle dragter, hvor jeg dansede med Bitte. Det førte senere til dans med danselærer Rosenkilde fra Hobro. Det var sammen med min skolekammerat Svend Erik Møller Jensen (der desværre døde for et par år siden). Han er faktisk den eneste, som jeg fra landsbyen havde kontakt med helt frem til hans død. Vi deltog også i motionsløb: Marselisløb, Limfjordsløb, Fladbroløb m.fl.

Mit hjem var altid åben, og der kom mange kammerater der.

Mange af mine skolekammerater forlod skolen og kom på Harboes Realskole (nu Randers Realskole). Min far var tro overfor kommunen, så min storbroder Erik, og lillesøster Grethe og jeg måtte tage til Sdr. Skole i Hobro. I den periode fik jeg klaverundervisning af organist Dyrholm.

At skulle cykle til Hobro gav god motion, så jeg vandt en Fyrkat medalje ved at cykle hurtigst fra Mariager til Hobro.

Jeg blev konfirmeret i Hobro kirke, hvor mine lokale kammerater blev konfirmeret i Onsild kirke.

Der var jeg noget ked af, men kom dog med til alle konfirmationsfester.

Jeg følte mig ikke rigtig på hjemmebane, men fik dog en god kammerat Steen Bugge fra Skellerup.

Mere begejstret var min skoletid på Handelsskolen i Randers, hvor vi blev betragtet, som voksne.

En kort tid på kontor hos Nordjysk Fjerkræslagteri blev afløst af militærtjeneste ved Kongens Fodregiment i Fredericia fra 3. januar 1964-29. april 1965.

Herefter startede min egentlige og meget spændende erhvervskarriere.

Herom evt. senere!

 

Mere personlige forhold

Mine forældre var gift i 10 år inden vi kom til verden i Ålestrup. Derefter kom vi alle fire med ca. 1 ½ års mellemrum.

Min far var skoleleder og min mor hjemmegående, hvilket gav os tryghed og usædvanlig megen omsorg. Vi var faktisk meget forkælet, men meget forskellige som børn. Bagsiden ved det var måske, at vi blev noget uselvstændige. Jørgen havde ikke lyst til skolegang og flyttede tidlig hjemmefra for at komme ud at tjene på vores onkels gård.

Min far var meget udadvendt, men havde en enorm energi både i skole og kirkeregi, men var også engageret i mange foreninger: Højskoleforening, Sønderjysk forening, dilletant mv.  Han var også ”født” taler ved barnedåb, konfirmationer, fødselsdage, bryllupper, begravelser og alt, hvad der ellers foregik. At deltage i alt det var ikke min mors største ønske, da hun hellere ville være hjemme.

Min far var meget interesseret i historie omkring kirker, så mange søndagsture gik til omegnen kirker. Erik ville hellere hjem til fodbold, så vi havde tit en lille afstemning herom.

Endelig så skrev min far også til flere aviser om lokalstof, hvilke betød, at han bl.a. skulle deltage i alle generalforsamlinger.

Der har altid været opdragelse med frihed under ansvar, hvilken tillid måske ikke helt var inde på det tidspunkt generelt.

Jeg følte måske, at der var en usagt forventning til mig, som ikke gjorde mig helt fri, men det kom jeg senere helt over.

Der var ikke den store økonomi i familien. Så efterkrigen og økonomien betød, at der skulle sparres. Dog kom vi børn i første række. Vi fik derfor først vores bil noget sent, en Ford Anglia, VL 29.708, og senere Volvo.

Desværre kom der et tomrum for min mor, da vi alle var flyttet hjemmefra.

Hun læste meget og løste kryds og tværs, men døde desværre lige før min far gik på pension og flyttede ind i et nybygget hus på Tangkrogen.

Print Friendly, PDF & Email