Cementstøber Chr. Sørensen

Søndag den 23 februar 1958 Himmerland

Da leerne sang i Onsild enge.En dygtig karl skulle kunne slaa en tønde land om dagen men der var ikke meget at slaa efter.

Cementstøber Chr. Sørensen Onsild beskriver i denne artikel høbjergningen i tidlige tider med henblik paa e vidtstrakte Onsild enge.
Man kunne i tørvejrsdagene for nylig hvor aaen var fyldt til randen og vandet flere steder næsten som smatsøer stod ind over engene ved Onsild ligesom danne sig et billede af forholdene som de var før aaen i 1905 blev uddybet og reguleret.
Før den tid blev stemmeværkerne sat og de pressede vandet opover engene saa de har nok set temmelig vandet ud dengang. De arealer der nu staar under vand er jo også for størstedelen de tørvegrave der staar som et minde om 2 verdenskrigs forcerede tørvegravning og det er jo sådan set et kapitel for sig . Medens der nu dyrkes næsten alle slags afgrøder i engene har det jo langt tilbage i tiden været sådan at engene græsning og hø og ved matrikuleringen blev engene som tidligere omtalt skyldsat  efter græsningsværdi eller efter det antal læs hø der kunne avles delt op i tre klasser . Og naar saa et læs tredieklasses hø skulle veje 50 procent mere end et læs af første klasse skulle man jo have et temmelig stort areal for at bjerge et sådant læs . Det har nok været af den slags græs der var saa fint og tørt at det helst skulle slaas naar det var fugtig .

Det er nok fra det forhold at den gamle remse : Slaa hy i regnvejr aa gør,et tar (tør) i tørvejr . Stammer.
“Søk mæ loret”
Det var den slags hø man kaldte faarehø og det var en gammel snak at naar dette skulle slaas saa maatte hjøllikarlene smide luen mens de strøg leen for ellers kunne de ikke finde ud af hvor de skulle begynde igen . Der har jo øjensynlig ikke været meget at slaa efter og derfor gjaldt det saa meget om at  pigerne fik det revet sammen i holme for kom solen først til at brænde alt for meget kunne det det jo let svinde hen .
For at blive regnet for en dygtig hjøllikarl  skulle man mindst kunne slaa en tdr. land om dagen og saa skulle skaaret være saa jævnt og fint at man næsten ikke kunne se hvad retning der var gaaet.
En ekspert i faget tog gerne et skaar saa bredt som han lige kunne spænde over og han svingede sindig leen rundt med et saa bredt hug som muligt . Kunsten ved det hele var at han forstod at føre leen saa det blev “laaret” -den bagerste del af leen -der kom til at gøre udslaget . Det var derfor man sagde til nybegyndere :Søk mæ loret go frem i skoret” Det kunne jo godt mistydes men den der forsyndede sig mod dette bud fik aldrig rigtig lært at bruge le .

Engene var jo mange steder bløde dengang og man maatte have et spand stude til føre høet op paa mere tørre arealer . Man sørgede også for at faa læssene surret fast paa næsten alle mulige maader . Og det har nok også været nødvendigt især da for dem der havde eng sønden aaen for de skulle ved Ejebro og det kunne godt skumple lidt naar man kørte over vadestedet . Men kom man først vel over saa kom man også ind paa blød vej den saakaldte saaen

Vejene til Saanen 

Bykortet hvorpå sognets daværende veje er aftegnet viser at de to sideveje fra engene nord for aaen også førte ind paa svanen ikke ret langt ovenfor vadestedet . Man kan vel godt tænke sig at der af optil har samlet sig en hel karavane af hølæs der paa de træakslede vogne med bruntjærebøtten under bagakselen gennem svanens mangfoldige spor har knirket sig op mod byen hvor vejen også dengang delte sig paa samme sted som nu men det var kun en mindre vej op til de nordlige gaarde.
Landevejen gik dengang  op gennemdelsydlige bydel og sydom præstegaarden over til søkjærvejen der dengang i lige linie førte op til højgaaden hvor den jo i øvrigt gaar endnu . Paa bykortet er der vist en vej midt ad højgaardens  mark . Den kaldes af nogle for Mariagervejen medens andre kalder den Tingvejen og de kan vel have ret begge hold .Den blev nedlagt da den nuværende Hobrovej en del aar senere blev anlagt.
Kongsvadvejen der dengang kaldtes for Randersvejen Ulstrupvejen og Nr.Onsild-vejen fulgte saa nogenlunde de samme baner som nu. Trinderupvejen stak derimod skraas over Jens Nielsens mark og ramte Nr.Onsild-vejen lidt uden for byen . Desuden udgik der fra Højgaarden en vej der også stak skraas over og ramte Trinderupvejen i svinget ved Baansø.
Derimod var der dengang ingen vejforbindelse fra højgaarden og nord om præstegaarden . Skulle man fra den nordre gårdrække f.eks. Til mølle i Kongsvad maatte man tage vejen syd om præstegaaden.

Høbjergningen en oplevelse

Selvom høbjergningen i ældre tider gav meget slid og slæb saa havde det nu nok alligevel været en oplevelse for piger og karle at komme i gang med . Det foregik jo i sommerens bedste tid og opholdet i den krydrede engduft aaens klukken og skvulpen de mange storke der spankulerede omkring og nu da græsset blev benyttede lejligheden til at faa en ekstra godbid  samt ikke at forglemme leernes muntre klang var jo alt sammen noget der var saa forskelligt fra den daglige trummerum derhjemme . Og saa var der jo også lejlighed til at træffe sammen med andre unge mennesker . For man havde ikke mere travlt dengang end at folkene paa de nærliggende enge tog sig tid til at gaa sammen saa de kunne nyde mellemmadsbedet i fællesskab og efter sigende gik det gerne lystig til ved saadanne lejligheder . Sommetider trak det vel også for længe ud inden man kom i sving igen .
Leernes klang er jo for længst forstummet . Nu er det traktorerne og maskinerne der summer og tager det groveste slid . Det har også bevirket at en høbjergning om vejret er med kan bringes fra hånden paa kort tid . Men alligevel er det sådan at hver gang udviklingen faar et skub fremad og bringer mennesker lettelse og bekvemmelighed saa er der også noget der gaar tabt og det er jo noget der opleves jævnlig nu om dage .

Chr. Sørensen

Print Friendly, PDF & Email