Da verdenskrigen kom til Ørum

På et tidspunkt flyttede min far Peder Nielsen radioen ind i »den pæne stue«, nu begyndte vi, en genbo min far og jeg, at lytte til BBC’s udsendelser til Danmark om aftenen kl. 18.15. Vi lagde os på gulvet nærradioen, det eneste lys i stuen var radioens skalalamper.

Torben Holmgaard Nielsen (f. 1935), der som barn boede i Ørum, fortsætter her sine erindringer om besættelsestiden. Han er i dag pensionist og bor i Fredericia

Den dag i dag husker jeg stadig, hvordan udsendelserne blev introduceret, først med tre gange fire slag på paukere, derefter spilledes lidt af Prins Jørgens March, som så blev fadet ned og speakeren sagde: »Her er London, BBC sender til Danmark, vi sender på 19, 31, 41 og 1500 meter båndet«.Så startede udsendelsen og tyskernes støjsendere. Efter nyhederne, som var det eneste medie, som vi stolede på, kom så sær meldingerne til modstandsfolkene. Det viste sig senere, hvorfor min far også skulle høre dem. Når det var slut, blev radioen stillet tilbage på langbølgesenderen i Kalundborg, nyhederne fra BBC fortsatte da på andre sprog.

Sabotage i Ørum

En nat blev vi vækket. Der var lavet sabotage mod karetmager Jens Hartvigs værksted som brændte. Han lavede kasser som blev monteret på tyskernes lastbiler til transport af soldater, så var det stoppet for en tid. Tyskerne satte herefter vagt på.Da politiet blev interneret af tyskerne den 19. september 1944, blev der dannet et vagtværn af mænd fra byen. Der blev lavet en vagtplan, hvor man skiftedes til at gå vagt om natten, to og to, forsynet med regnfrakker, armbind og gummiknipler.Gummikniplerne var lavet af svær dampslange med en rundstok af træ inden i samt en strop til håndleddet. Vagterne skulle se efter folk med uhæderlige hensigter, og om mørklægningen var i orden.Jeg fik skarlagensfeber i 1944, og blev indlagt på Viborg Sygehus. Få dage efter kom min yngste bror Frank der også, jeg havde smittet ham. Det var før penicillinen blev almindelig kendt, så det betød seks-syv uger i isolation.Når vore forældre kom på besøg, foregik det uden for vinduerne, og vi måtte tale sammen gennem glasset. Hvis man f.eks. ville sende et brev, skulle alle fire hjørner klippes af, så der kunne blæses desinfiktionsmiddet gennem kuverten.Her mærkede man mere til krigen, da der sommetider var luftalarm. En morgen var vores senge trukket hen til døren, og der stod de i en halv rundkreds, så det var nemmere hurtig at få os i beskyttelsesrum. Det blev dog ikke nødvendigt at få os i beskyttelsesrum.

Bombehuller i mark

En nat blev der droppet nogle bomber på Hedegårdens marker på Vingevejen, det var et engelsk bombefly, som blev jagtet af en tysk natjager, og som derfor smed lasten, jeg ved ikke om de klarede at returnere til England. Der var blevet nogle rigtig store huller på marken, som folk skulle ud og se dagen efter. Der fandtes også rester af lysbomber – nok for at piloten kunne blive orienteret om, at bomberne blev kastet udenfor bebyggelse.

Flygtninge til byen

I slutningen af krigen, kom der rigtig mange flygtninge til Danmark. Omkring 100 kom der med toget til Ørum, mest gamle og kvinder med børn. De gik fra stationen og til forsamlingshuset, hvor de blev indkvarteret. De kom simpelthen i laser og pjalter, nogle havde klude viklet om fødderne, de ejede kun det, som de bar på. De kom fra de østlige områder, og flygtede fra de russiske tropper, da de rykkede mod Berlin. Der var en del, som døde under opholdet, for mange steder blev der ikke taget hånd om de syge flygtninge. Det var trist – de var jo uskyldige.Der var et hegn mellem forsamlingshuset og den gamle  skole Lærer Andersen forbød os at tale eller lege med børnene, og i det hele taget at nærme os hegnet, de havde lus, sagde han. Hvad der muligvis også var rigtigt.Flygtningebørnene måtte så lege med hinanden, og det gjorde de. Drengene havde engang banket noget sammen, der skulle forestille en flyvemaskine, som de løftede op og løb rundt med, samtidig med, at andre skød efter den med småsten.To gamle tyske skomagere, der var blandt flygtningerne, besøgte sommetider min far på værkstedet. De prøvede at kommunikere så godt de kunne, den ene havde en teenage-pige med sig, Hannelore Krause hed hun, det var sikkert et barnebarn.Straks efter krigens slutning blev der sat bevæbnet vagt på til beskyttelse af flygtningene, det var CBer, en slags dansk hjælpepoliti.

Befrielsen

Om aftenen den 4. maj var vi børn kommet i seng, da min mor blev kaldt over til telefonen på den modsatte side af vejen hos tømrermester Christian Eriksen. Det var min far, der var sammen med Onsild-gruppen. Han fortalte min mor, at tyskerne ville overgive sig næste morgen kl. otte. Vi blev selvfølgelig meget glade, og fik lov til at komme op igen.Når min far ikke var hjemme om aftenen, troede vi børn, at han var ude med regninger, der var jo mange, som fik kredit dengang.Selv om det var aften, blev der sat flagallé op. Da den senere blev taget ned, blev flagene båret gennem byen, og ingen tyskere blandede sig i det.Næste morgen oplevede jeg, at nogle modstandsfolk kom hen til dyrelæge Herluf Skriver, for at »låne« hans Citroën. Skriver havde nøglen, men var ikke hjemme, så modstandsfolkene fik kortsluttet tændingen og kørte med bilen.Englænderne nåede til Ørum dagen efter, de fik en begejstret velkomst, folk stod langs vejen, vinkede og rakte blomster op til soldaterne i køretøjerne, enkelte af dem blev i byen i et par timer, de blev inviteret ind nogle steder på mad. Imen de spiste, klatrede vi børn op på og i de panserede køretøjer og undersøgte dem. Det var der ingen, der forhindrede os i. Jeg kan ikke huske, at der var våben. De havde muligvis taget dem med ind, men der var rigtig meget ammunition.

Modstandsgruppe Onsild-gruppen holdt blandt andet til på Karlslyst, som dengang hørte under Tjele gods. Det var hovedsagelig en modtagegruppe, men der blev også lavet jernbanesabotage.Det eneste minde, der i dag er tilbage fra den tid, er to tyske stålhjelme. De er fra en af sabotagerne ved Onsild, hvor nødværge var den eneste udvej for overlevelse, ved anlæg af sprængstoffer på skinnelegemet.Min far fortalte nødig om, hvad der foregik. Det lå i luften, at man ikke spurgte for meget. Først da jeg fandt Onsild-gruppen på internettet, og fandt ud af at Svend Flensborg, som jeg kendte, også havde været med, og han fortalte mig om det, fik jeg bedre kendskab til den. Man kan læse mere om Onsild-gruppen på onsild-lokalhistorie.dk.Hjemmesiden er, som der står på den, skrevet af Lilly Thorup efter egne erindringer og notater af nu afdøde modstandsmand Ejner Thorup samt af Svend Nielsen. Fordi min far straks efter krigen forlod byen, er hans navn åbenbart glemt på hjemmesiden.Den sidste medlem af Onsild-gruppen, Svend Flensborg, døde den 31. januar sidste år. Jeg kendte ham gennem mange år, da vi begge var ansat ved Shell i Fredericia. En dag, jeg besøgte ham, ikke så lang tid før han døde, åbnede han sig op om sine oplevelser fra den gang. Jeg ønskede at optage, hvad han fortalte, men det ønskede han ikke, at jeg gjorde. Han fortalte blaandt andet, at han opbevarede en engelsk uniform, for at være klar, hvis de allierede havde valgt at invadere Jylland.

Fangevogtere

Umiddelbart efter den 5. maj 1945 blev min far ansat ved fængselsvæsenet. I første omgang som fængselsbetjent. Det blev vor nabo Georg W. Busch også. Vi blev igen naboer i Sejet, som ligger mellem Horsens og Juelsminde, tæt ved Straffelejren Møgelkær, som var navnet dengang, og hvor de blev ansat.Fangerne var de såkaldte værnemagere, stikkere, folk fra terrorgupper med mere. Mere end 30.000 blev interneret, over 12.000 mennesker blev idømt fængselsstraf under retsopgøret, mange fik livsvarig

fængsel og mistede al tillid for bestandig, som dengang kunne tilføjes straffen. Men Folketinget vedtog i 1946 et straffelovsforslag der mildnede straffene. Det betød blandt andet, at den sidste fange blev løsladt i 1960.Kun min far forlod Ørum lige efter krigsafslutningen, resten af familien flyttede ned på Vingevej til min farbror, Johannes Nielsen. Vi forlod først byen næste forår. Min far var først fængselsbetjent i Frøslevlejren, før vi flyttede til Sejet.Frøslevlejren havde huset helte, der skulle ikke sidde landssvigere i Frøslevlejren. Derfor fik den navneforandring til Fårhuslejren, mens den husede den type fanger.

Nabo interneret Georg Busch havde været interneret i Frøslevlejren fra oktober 1944. Han blev arresteret af Gestapo på sin lille datter Kirstens et-års fødselsdag, og hvor familien i den anledning ventede gæster. Georg havde skrevet en artikel i Viborg Stifts Folkeblad, som handlede om hans arbejde i organisationen De Unges Grænseværn, og som Gestapo ville anholde ham for.De rodede lejligheden igennem og fandt en tysk indkaldelsesordre, som han ikke havde reageret på, han blev anklaget for landsforrædderi. Men var der noget, han ikke var, så var det landsforrædder. Han var en god dansk borger, han fik statsborgerskab i 1940.Georgs kone, Magda, kom også efter hans arrestation meget over til os. Jeg husker stadig hende sidde grædende på divanen. Det endte godt, han kom hjem efter 5. maj fysisk uskadt. Men hans lille datter kendte ham ikke, da hun igen så sin far.

Psykiske efterveer Georg Busch var født i Flensborg, og tilhørte det danske mindretal. Da nazisterne i 1930’erne begyndte at skabe uro, sørgede hans mor, for at han kom til Danmark. Jeg besøgte ham en gang hver sommer, til han døde for cirka seks år siden. Han havde for længst lagt krigsårene bag sig, sagde han. Vi talte aldrig om dem, selv om jeg gerne ville have noget at vide.Men jeg ved, at efter krigen, når min far og Georg var alene sammen, blev der talt om noget, som vi andre aldrig fik noget at vide om.Det må have været et enormt psykisk pres, som modstandsbevægelsens medlemmer har været ude for i en tid, hvor der var en hårfin kridtstreg mellem venner og fjender, og hvor de hele tiden var på vagt over for stikkere. Dengang blev man ikke tilbudt psykologhjælp, så mange har helt sikkert fået psykiske skader, som de aldrig overvandt.Der findes i lokalarkivet i Ørum to eller tre ringbind med diverse papirer, som Georg Busch har afleveret. Der i blandt den lille artikel, som var skyld i, at han blev arresteret.