Randers, d.24.juni 2012 
Lokalhistorisk Forening. 
Den døve murer ved Stationen’ dukkede tilfældigvis op i min erindring, og han bør ikke glemmes, men mon nogen husker ham i dag!
I 192o’rne boede der nede i stationsbyen en ældre og meget tunghør murer og han blev altid kaldt den døve murer.

Når egnens befolkning trængte til at få _foretaget småreparationer
tilkaldte man ham, og han kom så vandrende, altid uden madpakke! Lønnen for det udførte arbejde blev fastsat udfra, hvor god en mad han havde fået det pågældende sted.
Specialist var den døve murer nok på et særligt område. Han var god til at fjerne pletter på vægge, fremkaldt af løbesod.

Til opvarmning af komfurer og kakkelovne brugte man mosetørv, hvilket medførte at der dannede sig løbesod i skorstenene. Efterhånden trængte soden igennem muren og der fremkom grimme, sorte pletter på væggen i køkken og stuer, og samtidig afgav pletterne en fæl stank, som ikke var til at blive kvit, pletten skulle fjernes grundigt. Problemet opstod også i mit hjem, og jeg fik lejlighed til at se den døve murer i aktion!

Pudslaget blev hugget af væggen, ved større skader blev også en del af muren fjernet. Og der efter blandede han en mørtel hvori han kom en stor portion nylavet’ ko-lort. Denne blanding blev så klasket på skaderne og væggen blev fint pudset igen.
En sådan behandling mod løbesod kunne holde i mange år, og var jo meget bedre end.at klæbe sølvpapir på sodpletterne, som nogle gjorde, for der efter at male eller tapetsere udenpå og den fæle stank var der jo stadig.
Venlig hilsen

PS. Den døve murers navn kender jeg ikke, – men det gør foreningen måske
Viktor Balle