Den forsvundne Onsild sø

Den forsvundne Onsild sø 

Den gav formentlig stødet til en boplads på stedet – Er Odinshøj grundlag for bynavnet?I efterfølgende artikel giver cementstøber Chr. Sørensen en beskrivelse af den nu forsvundne Onsild Sø, og andre forhold på egnen.

I et dokument om en vandløbssag, der foregik nogen tid efter bykortets oprettelse, beskrives søen, som den øst for byen belig­gende ret store sø – der især i tøbrudstider, når vandet strømmer til helt fra Karlby kan svulme så stærkt op, at vandet da staar helt ind til præste­gården. Videre står der – vi har her i byen tvende vand­løb, det store, der løber gennem lavningen syd for den søndre gård­række, og det lille, der navnlig er i funktion i nævnte tider, begynder ved fattighuse og løber gennem slugten syd for de nordre gårde, og siden sammen med de store vandløb danner bæk der over Poul Mikkelsens mark (Sæd­ager­gård) fører vandet ned til engen.

Tiderne skifter 

Det var disse vandløb, der af og til førte til gnidninger mellem lodsejerne, bl.a. fordi man brugte vandet til overrisling. Og hvis der var en, der efter de øvriges mening tiltog sig mere ret, end han kunne tilkomme, så skulle han kanøfles.

Og så måtte de edsvorne stævningsmænd, der for resten havde en meget højtidelig formular, ud, så kommunens vandsyns­mænd kunne prøve forlig eller afsige kendelse i sagen.

I en vandløbssag, der havde måttet op i højere instanser for at få trådene redet ud, slutter en herreds­fuld­mægtig i Mariager forligsdokument med at notere at et gebyr på 3 rigsdalere for forrettelse, renskrivning og proto­kollering af forliget, vil parterne sikkert synes billigt. Og det kan vist ikke siges at have været optræk­keri. Den gamle skribent har her tegnet et billede, der på en enkel og betyde­lig måde fortæller efter­slægten om søen og dens afløb, som den var, før afvandingen fandt sted. Tiderne skifter og vender op og ned på meget. Den gang kivedes man om brugsretten til søens afløbsvand, fordi overris­lingen i hine tider var et kulturgode. Og da søen i 1940 slog sine sidste skvulp og gennem de nu

rørlagte afløb forsvandt fra jordens overflade, skete det ogsaa for at et kulturkrav kunne ske fyldest. Søens areal på fire tdr. land blev dengang lagt ind under matr. nr. 5c, mod at ejeren Niels Krogh Christensen, som vederlag for overtag­elsen af arealet betalte de påløbende udgifter ved afvandingsforretningen.

Onsild-navnets baggrund 

Når der skal skrives om Sdr. Onsilds historie, er det også  kun naturligt at give søen en plads, for det var sikkert i første instands dens tilstedeværelse, der gav stødet til, at der blev en boplads på stedet. At der her har været beboelse i en tidlig tid, kan der vist ikke være tvivl om. Der findes i sognet en Odinshøj. Og det skulle efter sagkyndiges mening være derfra, at Onsild har fået sit navn. I det olddanske sprog næv­nes Othænshyllæ (Odins helligdom). Navnet skulle så stamme helt tilbage til gudelæren, og det nævnes i det trettende århundrede som Synder Othinshillæ. I første halvdel af 1400-tallet nævnes det som Synder Wonsild, jo ikke langt fra den nuværende udtale. Men først i 1600 tallet har navnet udartet sig til Wognsild, og våbenet, herredets segl, blev den­gang en vogn (Vogn-sild). Dialektudtalen –Sønner- og Na’r Uensild bruges nu kun af ældre mennesker, men det var den alminde­lige udtalelsesform på egnen først i dette år­hundrede. Navnet har altså ikke noget med sild at gøre. Selv om også stats­bane­konduktørerne annoncerer stationen som On-sild med tryk på begge stavelser.

En hellig kilde 

Der findes også en Thulshøj til minde om den gamle herredshøvding Thulen, og der findes nu en Thulsgård oprettet i 1865. Den ejedes i mange år af Aage Thy og ejes nu af M. Friis Nielsen. På marken derude findes også en hellig kilde, ”Ingvord” kilde. Onsild kom jo også til at give navn til herredet. Og der nævnes stadig Tingblokke som marknavn. Tingstedet, der var belig­gende på Højgårdens jord, hører nu under Jens Møller Petersens (?) ejendom [og] er ved over­pløjning jævnet en del ud. Det blev [linje mangler]

skråning ned mod engen, findes der en masse huller dybt nede i jorden med forbrændte sten i bunden, fyldt med aske og enkelte potteskår, helt op til muldlaget. Fjerner man forsigtigt overjorden, kan man se, at jorden har været gravet bort i en kreds uden om selve hullet. Der ligger her et lag (?) flyvesand, hvad jo vidner om, at der her har været fyret gennem længere tid. Fyrstederne ligger temmelig tæt, så man har nok (?) lavet et nyt, når det gamle var fyldt med aske.

De lette jorder blev foretrukket

Sten- og bronzealder­folkene har jo, hvad også deres mange gravhøje og gravkamre viser, slået sig ned på de jævnere og lettere jorder og fortrinsvis fulgt ådalene. De har ikke blot skyet heder og den med skov bevoksede stive lerjord, men også den middelgode jord. I jern­alderen, da våben  og redskaber var blevet bedre, har man vel også turdet vove sig længere ind i landet og tage fat på at rydde skovene og få opdyrket de svære jorder. Skalsådalen har vel nærmest, da de første mennesker kom her til, stået under vand og det kan så tænkes, at de på deres vandringer langs bredden er standset op ved den omtalte bæk. Der skyder sig jo her et for­holds­vis jævnt stykke agerjord ud mellem bak­ker­­ne, og det er herpå de omtalte fyrsteder begynder og forsætter længere udad langs ådalen. Jorden her er af lettere art, og det er måske det første jord­stykke der er blevet dyrket på egnen. Det er vel heller ikke utænkeligt at betegn­elsen Sædagre stammer helt tilbage fra den tid, for hvorfor skulle netop den lettere jord her faa den betegnelse fremfor den sværere jord ovenpå, der jo sikkert først blev opdyrket længere frem i tiden. Jeg skal ikke give mig ud for at være sag­kyndig på det område, men det er tanker, der er frem­kommet ved at gå og se og spekulere over forholdene. Det er jo nu den slags ting, der kun kan gisnes om. Derimod kan det vist godt tages som givet, at man dengang ved at følge bækken og senere de to vandløb er fundet frem til søen, der jo sikkert dengang har været langt større, end den var til sidst. Man har så fundet ud af, at der ved søen og langs de to vandløb var et velegnet sted til en boplads, og har slået sig ned der, fordi der her var let adgang til fersk­vand. Hvordan menneske­ne så  har levet deres liv, skal der ikke skrives om her, men det har været mennesker ligesom vi, selv om de jo levede deres liv under helt andre forhold.

Print Friendly, PDF & Email