Der var engang… af Svend Nielsen

Der var engang ……skrevet af Svend Nielsen
Besættelsen af Danmark 1940-45
Onsildgruppen

9. april begyndte med at jeg som lastvognchauffør var ude at køre for en landmand i Nr.Onsild . Pludselig var luften fyldt med store sorte transportmaskiner så vi talte om hvad det skulle betyde . Tyskland og Danmark havde jo en venskabs og ikke angrebspagt  fra juni 1939 men da vi kom til Randers fik vi besked . Danmark var besat og havde kapituleret . Landmanden og værten hvor vi var talte meget om situationen og mente nok at danskerne kunne lære meget godt af tyskerne da de var et meget dygtig folk . Jeg sad med en underlig smag i munden men som en ung og uerfaren mand på 20 år havde jeg ikke nogen muglighed for at gå dybere ind i diskussionen med ældre folk .
Da vi kom til juni måned og hvis jeg ville beholde mit arbejde var jeg nødt til at køre med bilen på Ålborg flyveplads 5 dage om ugen . Arbejdet var at køre jord fra landet ind på flyvepladsen . Det hold jeg var i bestod af ca. 75-80 lastvogne der kørte 18 timer daglig fra kl. 4,00 om morgen til 22,00 aften . Da vi kom til august måned  var vi snart færdige med disse jordvolde men et par dage før vi var helt færdige kom der besked om at vi godt kunne fortsætte for jordvoldene var vendt forkert . Jeg husker ikke om det var nord-syd men det var forkert de skulle vende øst-vest .  Vi chauffører som boede på en gård var enige om at det kun var for at holde os i arbejde . Vi tjente jo ret godt i forhold til hvad vi kunne tjene derhjemme . Vi var en hel del der rejste hjem.

I 1941 måtte vi til at køre på gasgenerator fordi benzinen var på ration . Det var erstatning der var brugbar . I 1942 købte jeg vognmansforretningen på Viborglandevej 59 og blev gift men i 1943 kom en tysker og sognefogeden . De mente vi havde god plads så vi måtte aflevere et værelse til en tysk befalingsmand og et kælderværelse som blev brugt til værksted for reparation af våben og cykler . De flyttede dog ud igen i efteråret 43 .
For mit vedkommende gik tiden ganske rolig bortset fra da også generatortræ blev rationeret . Så var der problemer når vi kørte meget for spritfabrikerne  og da Carlo og jeg klagede vores nød til driftlederen på Trinderup bad han os kommen på besøg en dag . Vi gik en tur i skoven og fandt nogle store bøgetræer som vi kunne fælde hvis vi så kunne fortsætte med at køre for dem . Carlo og jeg var skovarbejdere et par dage men vi fik træ til generatoren . Det gik fint indtil vi skulle have træet tørret inden det kunne bruges for så kom en ivrig poletibetjent forbi Veggedal hvor jeg fik mit træ forarbejdet . Det kostede mig en bøde og lidt afgift pr. hl.

Den 29 august 1943 to tyskerne det danske militær og så skulle vi have pas . Den 30 august kørte jeg grise til Hobro slagteri . Vi havde ingen vanskeligheder med at komme til Hobro men vi kunne ikke komme hjem igen uden pas som vi skulle have ved tyskerne der havde kontor i den gamle Villa Alfa nu hvilehjemmet Karmel . Der var trængsel for at få pas . Jeg ventede et par timer . Så gik jeg ud af køen og kørte gennem Apotekerskoven hjem efter et læs mere og sidst på dagen da vi kørte til Hobro igen så de tyske vagter på os men sagde ikke noget . På det tidspunkt kunne vi få pas mrd det samme og kunne køre hjem igen.

Modstandskampen startede for mit ved kommende efter nogen snak frem og tilbage med flere af mine senere kammerater uden direkte at komme ind på hvad vi skulle gøre . Først lige efter 19 september 1944 da politiet var afvæbnet kom der gang i det . Lige herefter kom en mand en aften og bankede på vor dør . Det var politibetjent Hinch Sørensen fra Hobro der kom cyklende fra Hobro . Han gik forsigtig frem – om jeg eventuelt kunne køre en tur i morgen aften ? Da jeg sprugte hvad det drejede sig om svarede han at det var bedst ikke at vide for meget . Så sagde jeg straks ja og næste aften stod han på Randersvej og sagde hvor vi skulle køre hen . Det blev min første min første køretur . Den blev til Barsbøl skov nede Ouegård hvor der nogel dage i forvejen var faldet noget ned  men et par containere var væk og først fundet dagen efter . Det første var flyttet af vognmanden i Oue men da han var bange for at hans naboer ville vide hvad han kørte efter om natten sagde han nej . Der skulle være en pause så derfor kom der bud til mig . Varerne blev kørt til depot ved Kielstrup sø .

Næste køretur var ganske u skyldig . Det var efter  en samtale med en mand som også kom på cykel . Det var redaktør ved  Jyllandsposten Eigenbroot fra Ålborg . Vi kørte til Arden på Roldskov savværk hvor han kontaktede bogholderen eller direktøren som kom med ud på pladsen og gav ordre til at udlevere et læs træ som vi fik læsset på uden papir eller følgeseddel . Træet blev aflæsset i Oue ,Stenild , Snæbum og i Onsild . Det blev brugt til kasser når våben m. m. skulle videre.

Herefter kom en invitation til at deltage i et møde i Sjørring skole hvor der blev drøftet mange forskellige ting som skulle foregå . Et par dage efter var hele var vi hele flokken som bestod af 12 danske unge mænd og 3 frankmænd som var deseteret fra tysk militær i Viborg og nu boede i en jordhule i Lindum skov . Min første nedkstning var som en hilsen til Christian på pladsen der lå ude  i bakkerne i Hejring . Alt forløb som det skulle . Det var en oplevelse som man aldrig glemmer . Jeg fik til opgave at give flyverne signal sammen med  2 mand mere med lommelygter . Pludselig var flyverne over os og der lød en rislen som om vinteren når sneen glider ned af taget på pandepladerne og vi kunne i måneskin se 12-14 forskellige farver på faldskærmene der faldt ned rundt om os med lygterne . I løbet af  10-15 minutter var alt samlet sammen læsset på lastbilen og kørt i depot i Onsild Enge.

Næste gang vi var på besøg ved Christian kørte vi forgæves og dagen igen forgæves . Der kom igen fly til os så vi var lange i ansigterne . Da der kom hilsen til Christian 3 gang var vi enige om at rykke derud . Vi havde jo vagtværn på gaden i Onsild som hele tiden kunne høre når jeg startede på gasgeneratoren og se at jeg kørte . Den aften da hele flokken cyklede ude på landevejen ved saltværket i Brøndum kunne vi høre mange flyvere summe i luften så vi fik travlt med at komme på plads og vi var dårlig på plads før maskinen var lige over os . Den gav et lille blink og fortsatte men 2 minutter senere var den vendt om og vi fik vore gode sager . Nu var vi noget i knibe for vi manglede bilen for at få alt  væk . Carlo og jeg fik besked på at hente bilen . Der var bare den forhindring at jeg havde kørt 2 aftner så jeg måtte ikke køre ud igen den aften . Carlo havde bilen til at stå på Trinderup fordi forsamlingshuset i Onsild var besat af tyske soldater og mange gange når han kom hjem skulle han køre for dem . Han boede jo i købmandsforretningen lige over for . Vi kom til Trinderup og fik bilen gjort klar til at køre da der blev lys i gården . Der komen lille en ud af munden for hvad gjorde vi nu ? Vi tog en hurtig beslutning og gik ned til døren . Ud kom chefen sammen med fruen og et par personer mere . De så noget på os men Carlo sagde til dem at alt var i orden . Det var os der skulle køre en tur og de blev klar over at de ikke skulle efterlyse bilen og ønskede os god tur . Den aften er en vi sent glemmer . Vi kom over til Hejring fik læsset i en fart og kørte . da blev den første lysbombe kastet så der var helt lyst over Klejtrup men Carlo kørte alt hvad bilen kunne køre  Men da vi kørte ovre på Sjørringbakken var der biler bag os i Lindum . Vi kørte nu uden lys og nåede ind over Onsild enge . Da vi var ved vejen ud til vores depot sagde Carlo : ” Svend kan du bruge håndbremsen lidt . så vi kan få drejet af vejen .” jeg bremsede så med håndbremsen for hvis han brugte fodbremsen kunne de måske se vores stoplys . Straks efter da viholdt på vejen ud til depotet røg der et par tyske biler forbi . Vi fik læsset af og cyklede hjem 1 eller 2 mand af gangen . Der var efterhånden helt lyst så vagtværnet i Onsild skulle ikke se en flok cykelister så tidlig en morgen .

Pladsen ved Tjele Risegård hvor Tjele Camping ligger i dag hed Winston . Her fik vi også ned kastning . Der cyklede vi over og når vi havde fået vores sending ned blev den kørt i depot i maskinhuset ved Karlslyst . Vi kørte med gammeldags kassevogn . Vi var selv heste til at trække vognen så det var nok et herlig syn når vi kom kørende sidst på natten med vores køretøj . En nat da vi kørte op af bakken efter Nr. Vinge kom der en bil nede ved Tjele . Så måtte vi hurtigst muglig af vejen . Der var heldigvis ikke meget vejgrøft og vi holdt i skjul mens bilen kørte forbi .

En anden gang ved Christian var en af franskmændene og jeg vagt . Det var en kold tør nat og da der pludselig kom et vindstød og bladene blæste over os viste franskmanden hvor hurtig han var . Samtidig med at bladene blæste ned  lød et klik og hanen på maskingeværet var spændt . Jeg fik et skub så jeg lå og kravlede under en frugtbusk et øjeblik men der skedte ikke mere så vi kunne godt fortsætte på vor vagtpost .

Samme nat blæste en af vore Containere noget uden for pladsen men vi skulle finde den og det gjorde vi også men vi var kede af det for landmanden havde lige tilsået marken med korn . Da Mogens næste formiddag ville se hvad vi havde trampet ned var hele marken igen harvet og det var ikke til at se at der havde været gæster om natten .

Sabotage har jeg ikke selv deltaget i men gruppen fik også en hilsen til langelænderen . Det betød at så skulle jerbanen have en lille hilsen . 1 gang var gruppen i gang med jernbanen mellem Fårup og Onsild . Der var endnu ikke dobbeltspor til Fårup . Kun mod Hobro var dobbelsporet færdig . Samme aften gik Peter og jeg og slæbte et lille læs fra depotet i Onsild til et havehus nede i Vestergade i Hobro så det var nogle andre der fik det hverv . Hvem ved jeg ikke men det var en hård tur . Vi holdt mellem 2 huse og måtte bære kasserne ned af en havegang ca. 100 m men gruppen fik levet et fint arbejde med banen fik jeg at vide for næste dag kom en jernbanemand og spurgte om jeg ville køre arbejderne til Randers når banen var repareret . Jeg fik kreaturhækkene med presening på bilen og kørte til Randers med folkene . I mellemtiden var jernbanen sprængt igen ved Bjerregrav så jeg måtte vente ca . 1 ½ time medens arbejderne fik noget at spise og en madpakke med . Da var det at formanden fortalte at for en gang skyld var det noget værd med at sabotere fordi her skulle de have jernbaneskinnerne frem så varede det jo meget længere end på banen hvor der var dobbelt spor . Der kunne de bare gøre et spor færdig ved at flytte fra et spor til et andet .

Da jeg kom til Randers Station var der straks en flok mennesker ude ved mig og pressede og græd om de dog ikke måtte komme med mig til Hobro . Så mente de der var en muglighed for at komme til Aalborg . Jeg lovede at komme tilbage efter dem når jeg havde kørt arbejderne til Bjerregrav . Da jeg kom tilbage til Randers var fyldt op på ladet på et øjeblik . Inde i førehuset sad en ung mor med sit lille barn . De havde været på banegården i Randers i 28 timer da vi kørte mod Aalborg og Nr. Sundby . Jeg har aldrig fået så mange små kys og klem som den nat efterhånden som de kom hjem . På vejen hjem blev jeg stoppet . Al kørsel gennem Rold skov var forbudt på grund af sabotage på banen den nat . Jeg måtte tilbage til Støvring og ud af Viborgvej og over Suldrup , Nørager og Brøndum for at komme hjem.

Af alvorlige oplevelser var der nogle få stykker dpg ikke mange men dog enkelte . Der var bl.a. en morgen da vi læssede en jernbanevogn på Hobro Havn med gods at jeg ikke kunne starte bilen . Da der var gået ½ time over tiden kom Ejnar Thorup ind for at se om jeg havde sovet over . Det hjalp ikke at han stod og kørte rundt med startsvinget . der var ikke noget at gøre før Carlo havde klaret sin opgave . Han skulle så også se hvad jeg blev af . Han slæbte bilen i gang og vi kørte i depotet i en fart og kom til Hobro . Der ventede jeg længe inden Peter og Kurt kom frem . De var gået i dækning fordi jeg ikke kom til tiden men vi kom i gang med aflæsningen . Vi væltede trækasser ind og medens vi arbejdede med tynde nerver var der blevet arbejdsdag og et kompani tyske soldater begyndte på dagens arbejde . De kom gående i kolonne hen mod os så vi holdt en pause inde i banevognen . 50 m fra os fulgte de vejen ud i skoven ved Blåkilde . De gik højre om Hedegård – pakhus . Vi holdt på den anden side . Peter sagde ” Ja nu slap vi også den gang ” og da jeg kom tilbage til Onsild gik Jens Møller også og ville se når jeg kom hjem . Han ville ikke på arbejde før han havde set at jeg var hjemme igen selv om det var den eneste gang han var med Onsildgruppen på arbejde . Der var jo flere der var klar over hvad der foregik men alle var rolige . Jeg havde besøg i garagen flere gange af byens vagtværn og fik et par gange ønsker om god tur og et råd : Pas nu godt på .
4 . maj om aftenen var en fest og de første dage herefter var også men der kom for meget sjov de følgende dage som ikke var så spændende . Blandt andet kom en mand der havde været sammen med tyskerne i arrest . Der var også en pige som havde talt for meget med soldaterne som folk der heldigvis ikke havde noget med os at gøre selv ville staffe . Hun blev kørt i beskyttelsesarrest fordi de ville klippe og male hagekors på hende .
Mine oplevelser er skrevet  efter bedste hukommelse da der ikke skulle være noget der kunne føre tilbage på os hvis noget gik galt . Onsildgruppen var så heldig . Det er jo lige ved at være ufattelig

Svend Nielsen