Det gamle Onsild

Det gamle Onsild 
Øst for byen lå søen. Når vandet stod højst gik den helt op til den gamle præstegård. En bæk gik fra søen forbi kommunehuset ned til åen. Denne bæk blev brugt til overrisling. Hvis en brugte for meget vand fik han hegnssynsmændene på nakken. 1940 blev søen udtørret og den forsvandt helt. Dog kan man endnu som Jeppe Aakær siger så smuk”høre dens kluk de mindernes suk” hvis man står stille ved kloakdækslet ud for Ernst Nørgaards. Det er vandet fra søen der året rundt klukker i rørene. 4 ½ td kom under Niels Krog Kristensen gård han betalte afvandingen. Det øvrige td. blev delt mellem de nærmeste gårde som en slags byjord. Det blev kaldt lille sø (branddammen) og store sø. Jens Laurits Christiansen var imod afvandingen og det er skønhedsmæssigt også en skam at den blev afvandet.

Tilbage i tiden var Fiskevejen en markvej der lå maltkøllen vest for P. Balles gård
Vestergård ned mod Kurt Kristensen skel.  For århundrede siden lå Skalsådalen under vand og de første mennesker som boede her de boede ved bækken. Der findes en mængde ildsteder her på egnen også i grusgravene der er fundet aske og potteskår. Også enkelte flade slidte sten der har været brugt som indgangsten en slags dørtrin ved beboelserne. Der er også pælehuller ved ildstederne så man har haft tag over hovedet. Disse pælehuller og ildsteder ligger dog et par meter under overjorden. Hvis man ved gårdene her ovre i Sønderby graver ned i jorden finder man flere lag stenbro og murrester i dybden. For nogle år siden var jeg med til da man skulle bygge et nyt kohus på en gammel gård at grave ned under en dørindgang. Og ganske rigtig. Vi fandt et kohorn længere nede fandt vi store forkullede lagvis rester af lerovne. Det var en slags offer til husånden – overtro. Javel selv isralitterne braget et offer når de byggede sig en bolig

De jernøkser vore forfædre gravede ned ved ildstedet var også et offer til Tor. Høragre gik fra Munkholms hus op til skolen (den der lå der hvor der er kirkegård nu) Her havde 5 gårde smalle agre med hør.

Sædagrene ved ”Sædagergård” har sikkert fået navn efter den første opdyrkning.
I 1664 var der 12 gårde: 3 dobbeltgårde. 4 trillinggårde med i alt 24 familier 3 under kommunen 7 gårde under Mariager kloster. 1 tilhørte en Jens Rosenkrans 2 til dels selvejere (fri for landgilde og hoveri)

Der var stor fattigdom. Skatten skulle betales efter hartkorn. I 1664 fik ”Højgården” sit hartkorn ansat til 26 tdr. hartkorn men i 1888 blev det nedsat til 15 tdr. hartkorn.. Landgildet var forskelligt og da Højgården kom under Ormstrup ved Silkeborg
( ved kortspil )blev landgildet sat til vejrs de kunne jo ikke levere hoveri i Silkeborg.
De økonomiske forhold for landbruget i Sdr. og Nr. Onsild var sådan at kunne man ikke få en lille ejendom måtte man søge til Hobro som arbejdsmand. De fleste ville dog trods mere slid og mindre frihed helst have et lille landbrug.

Sognepræsten var utilfreds fordi sognevejen delte hans jord i to dele. Ved udskiftningen Monrad protesterede men uden held.

Beboerne i Sdr. og Nr. Onsild var ret selvstændige de ville ikke være med til i 1825 at lave en vej fra Viborg – Tjele over Onsild til Hobro. De spærrede og ødelagde den gl. Fævejsbro. Tjele anlagde politisag men Onsildbeboerne vandt fordi de ved udskiftningen sløjfer at udfri vejarbejde som pligtarbejde.
Sognepræst pastor Friis 1835-51 måtte den nye vej op for bl.a. at vise hvor bekostelig det var at anlægge vejen. Broen ville koste 300 rigsdaler gruset kostede 12,5 skilling pr. læs. Hele anlægget ville komme op på 1750 rigsdaler.
Man klagede til rentekammeret i Viborg og i 1848 kom den besked om at lave en midlertidig mindre vej på det offentliges bekostning. Vejen og broen blev først bygget færdig i sin oprindelig planlagte udførelse 1910 og ombygget i 1976.  Tjele ville køre brændsel til Hobro derfor var Tjele gods så interesseret i den nye gode vej. Amtsvejen gik over Nr. Onsild indtil Onsildvejen blev anlagt. I 1841 fik vi det første sogneforstanderskab valgt af de største gårdejere.
Degne, husmænd og indsiddere havde ingen stemmeret (de betalte jo heller ikke skat) Sognepræsten var selvskreven (formand) medlem og protokolfører i rådet. Sogneforstanderskab
Han ordnede de lokale forhold. En karl der blev barnefader tjente 5 rigsdaler om året og Friis bestemte at han skulle betale 2 rigsdaler om året i børnepenge.

Lærerne fik deres løn i rug, byg og tørv foruden den indtægt  fik de hvad deres skolehold kunne give. Var de tillige degn fik de indtil 1912 offerpenge ved højtiderne (ligesom præsten) da læreren i Nr. Onsild ikke havde nogen jordlod fik han 100 rigsdaler ekstra i form af 3 tdr. rug og 12 tdr byg men 6 mænd i Nr. Onsild gav ham frivilligt nogle tdr. land.
Allerede da var der stemning for at nøjes med en skole. Forslaget strandede fordi begge byer ville have skolen.
Det blev først omkring 1960 sammenlægningen skete. I 1863 fik man en skole i Nr. Onsild. Den kostede 720 rigsdaler. Mureren skulle have 80 rigs. Tømreren 20 rigs.

I 1885 
Var Ove Pedersen på ”Bukbjerg” og Kondsvad mølle selvejergårde. Af de andre gårde var de fleste under Trinderup. De blev dog solgt kort efter med undtagelse af Sparrehusene.
Degnen havde en ko og 6 får ligesom husmændene på sin jordlod.
Skolen lå på den ny kirkegård f.eks. A.P. Nielsen har gået i skole der indtil 1918. Fyldstenene
er stadig til gene når nye grave skal graves. Jeg husker en mand sagde til mig efter en begravelse”Ja han kom til at ligge der hvor Norups kælder var” Materialerne fra den gamle skole blev brugt til kommunehuset.
Den nye skole der blev bygget i 1918 kostede godt 25.087 kr. Folk sagde om sognerådet:De er da tossede det er da at bygge luftkasteller. I dag koster en tilbygningen med 3-4 klasseværelser ved Hvornum skole 1,3 mille kr. (1970erne) Idrætsskolen kostede i 1984 2,700,000 kr. inventar 1.000,000 kr.

Vi klager i dag over de mange små restaurationer med udskænkning. Da amtsvejen blev bygget her i 1910 fik Christen Jacobsen Uldbjerg der ejede matrikel nr. 2 – senere maler Jensen ejendom ret til at sælge spiritus til vejbørsterne der anlagde vejen. Samme Uldbjerg traf på jagten i Sdr. Onsild enge en høj kraftig mand som han sagde til om at forsvinde.
Han råbte tilbage til Uldbjerg ” Jeg er Lyttichau på Tjele”Uldbjerg var nok ikke klar over at godsejeren havde jagtretten i engen for han svarede omgående ”Jeg er ligeglad hvis ko du er men nu skal du spilleme flyt dig herfra ”

Det kunne godt knibe for de gamle Onsild bønder at følge med i de nymodens opfindelser. Laurits Qvortrup på Søager selvfølgelig gift med Anna Jensen Højgård fik tyfus i hestebesætningen. Besætningen blev tilset af en dyrlæge fra Randers. Gårdsøes søn kørte med dyrlægen. En dag han skulle komme sendte han afbud gennem telefon på stationen. Da Gårdsøsønnen kom til Qvortrup og fortalte at dyrlægen havde sendt afbud gennem telefon. Svarede Qvortrup <<<har du været i Randers. Jeg så dig da for et par timer siden <<Talt i telefon. Tror du du kan bilde mig det ind. Sådan noget sludder at du kan tale i en tråd<<og så pegede han udaf gården << Du skal aldrig vise dig i gården mere.

 

Onsilds sydlige del og dens problemer før og nu. 
Skrevet af K. Erikslev d 20-1-1951

Resultatet af den østlige jyske hovedbanes anlæg i sidste fjerdedel af forrige århundrede i 1868 gav en lang række stillestående landsbyer lige fra Fredericia til Frederikshavn chancen
for en ny udvikling og et nyt liv trods det at den næsten overalt i disse byer hvor banen blev mødt med modvilje.

Hver lille stationsbygning der rejstes gennem det ældgamle jyske land blev et frø der faldt i en vel kultiveret jord men frøet så det i sig en voldsom spireenergi og et sådant blev også (Sdr.) Onsild stationen der blev lagt i mellem Randers og Hobro syd for kirkebyen den måtte fuldt ud dele den skæbne at være en ikke absolut velkommen fremmed i det hjemlige selskab som den ældgamle Sønder Onsild med dens snævre opland var.

Vanskelig kunne den ny stations stilling i dette samfund se ud den gamle ærkejyde som han er af natur fornægtede sig heller ikke på dette sted han er tavs tillukket og skeptisk over for alt nyt og fremmed men dag han først får tingene set an og anerkendt åbner han sig og så bliver hjerteligheden så meget des større.

Den nye stationsbygning fra før århundredeskiftet lå funklende og fremmed og skulede med sine søndre vinduer ud over Onsildbøndernes milestore engstrækninger der dengang var spækket med velnærede hvide og sortbrogede stude.

Så begyndte der at komme håndværkere til den nye plads stille og beskedne kom de de blev ikke mødt med æresporte og lykønskninger og der var nok tider hvor nogen af dem ikke syntes at de havde brug for denne by men byen havde alligevel brug for dem.
Jeg skal nævne et eksempel det er det eneste jeg kender. Jeg tænker det er typisk for dem alle. Det var skomageren der kom i 1905. En mand der skulle bo i en af de jordløse huse ved den nye station det var noget ukendt og han blev ikke mødt med begejstring. Den havde han heller ingen brug for men han havde brug for arbejde og det fik han. Han kom fra en af Hobros sidegader hvor der næsten intet var at lave og til Onsild hvor sko til reparation indleveredes så hurtig at de dyngede sig op i værkstedet så dyngen til tider næsten nåede loftet. Så måtte der af og til kaldes en mand til hjælp.

Byen udviklede sig måske ikke så hurtigt som enkelte andre. Den lå jo ikke så langt fra købstaden Hobro men dog gik det støt og sikket.

I årene omkring 1905-15 var det Viborgvejen fra banen ud mod åen der måtte holde for her opførtes hus ved hus. Det var den nødvendige samling af forretningsfolk og håndværkere der holdt deres indtog i det gamle sogn.

Så gik udviklingen her i stå og byen tog udvikling i andre retninger. Onsild fik sine tørvetider de satte særlig fart i udviklingen i andre retninger. Den første var krigsperioden 1914-18 da den ophørte standsede byens udvikling helt men så kom der først i 20-erne et mergelselskab med baner og gravemaskiner til egnen. Da overfyldtes byen igen der skulle gøres plads til maskinarbejdere og driftdirektører det gav velstand og fremgang for den lille stationsby.

Nu er de gamle modsætninger fra byens første tid for længst forbi og dens første borgere også og den tørveperiode fra den sidste krig som opstod i disse år er også ovre.
Byens udvikling er nu nået så langt at dens eksistens er fuldt stabiliseret.

De problemer enhver by i udvikling skaber er også blevet Onsilds problemer.
Der skulle samarbejde mellem alle dens vidt forskellige beboere til for at man fuldt kunne tage sig af dens sag. Til det øjemed fik Onsild sin Borgerforening sin Idrætsforening sin  Bibeltekstforening m. v. De løste store op gaver men opgavernes tid er ikke forbi endnu.

Onsild sydlige bydel 
Stationsbyens første udvikling den mod åen gik i stå sidst i 20-erne. Det sidste hus der opførtes ud mod engene var karetmager Nielsen. Nu er interessen for denne bydel atter blevet aktuel. Først ved Borgerforeningens køb af sportspladsen hvis grund går ned til åen. Dernæst ved anlægget af kolonihaven ”Engsvang” der var den gamle sportsplads og endelig er byggeriet efter mange års forløb kommet i gang igen med opførelsen sidste år af cementstøberens nye hus (Chr. Sørensen) og senere mellem de to nævnte murermester Eskild Pedersen hus samt med idrætsforeningen klubhus på sportspladsen. Det ville være glædeligt hvis det er tegn om det om det måtte blive signalet til en ny udvikling i Onsilds sydlige ende.

Kolonihaverne i Engsvang er hver for sig en fortrinlig byggegrund og den gamle banes fjernelse der snart forestår, vil skabe muligheder for denne bydels yderlige udvikling.

Så er der endelig sportspladsen og dens tilliggende. Den samler en interesseret ungdom sommeren igennem. Dette sted med den dets frugtbare jordbund har muligheder for at give Onsild stationsby noget af al det den trænger mest til nemlig træer. Det er vist få der ikke har følt hvor træløs og haveløs byen altid måtte stå. Især føles det når stormene sætter ind mod den fra de store flade vidder.
Her har Borger og Idrætsforeningen gjort mere end sig selv en tjeneste ved at omgive den store plads med læ – og prydtræer. De er plantet sidste forår men har allerede vist at de befinder sig vel i den gode engmuld. Det smukke lille klubhus der sommerens løb opførtes i pladsens sydøstlige hjørne ved frivillig arbejdskraft sætter foreløbig kronen på værket. Det er ikke færdigt men det er en pryd for pladsen og det vil afhjælpe et stort savn for ungdommen der samles der. Der bliver bad omklædningsrum nødtørftsanstalt m. v.

Så er der endelig det sidste led i denne kæde. Borgerforeningen ejer i sportspladsen et sted hvori mulighederne for byens forskønnelses centrum ligger. Alene den hele kreds af trævækster der vokser op vil forskønne den nøgne by men desuden er der planer om at skabe et parkanlæg i den yderste del af pladsen den der ikke er udlagt til boldbane. Dette areal er sidste sommer blevet pløjet og kultiveret med traktor og som det ligger omgivet af åen på den ene side og det opvoksende læbælter på de to andre og selve pladsen med byen i baggrunden på den fjerde må det siges at være egnet til at omskabes til pryd og hygge.

Midt over jordstykket går en grav. Det er den gamle åkrog der blev afskåret i åreguleringens tid. Den er nu næsten tilgroet og til dels opfyldt. Den var i sin oprindelighed en lille idyllisk naturdam med hvide svømmende nøkkeroser gule iris og sivskov fuld af syngende rørsangere sådan bliver den aldrig mere men den kunne omdannes til en lille parksø med åkander og sumpplanter med buede japanske broer over og omgivet af en blomsterpark med gange og bænke og blive målet for sommersøndagens eftermiddagsspaseretur for byens borgere der alligevel har en tendens til på en varm sommerdag at gå en tur ned til åen.
I året 1951 vil der ske det at banen der deler byen i to dele og altid har bragt forstyrrelse i samfærdselen vil falde bort men samtidig åbnes også mulighed for forbindelse mellem Mejerivejen og Engsvangs kolonihavevej og gennemførelsen af denne vej – en ny Onsildgade – vi alle håber på vil hjælpe til at løse de problemer der også opstår i forbindelse med sportspladsen og dens eventuelle anlæg ved åen.

Aksel Jacobsen gartner
I Onsild
Byens første skomager var hans fader. Aksel Jacobsen var meget naturinteresseret og han har udgivet et lille hæfte med beskrivelse af livet i Onsilds omgivende skov krat og enge.


Det gamle Onsild 
Øst for byen lå søen. Når vandet stod højst gik den helt op til den gamle præstegård. Der gik en bæk fra søen forbi kommunehuset ned til Skalsåen. Denne bæk brugtes til overrisling. Hvis en brugte for meget vand fik han hegnssynsmændene på nakken. I 1940 blev søen udtørret og den forsvandt helt. Dog kan man endnu som Jeppe Åkær sige det så smukt ”høre dens kluk de mindernes suk” hvis man står stille ved kloakdækslet ud for Ernst Nørgårds. Det er vandet fra søen der året rundt klukker i rørene. Da søen lille sø (branddammen) og storesø var tør blev 4 ½ td. land lagt til 5c Niels Krogh Kristensen gård han betalte for afvandingen af søen. Det øvrige blev delt mellem de nærmeste gårde som en slags byjord. Jens Laurits Christiansen var imod afvandingen og det det er skønhedsmæssigt også en skam at den blev afvandet.

Fiskevejen var føritiden en markvej og der lå en maltkølle op mod skellet til Kurt Kristensen vest for P. Balles gård “Vestergården”.
Hørvænget gik fra Munkholms hus op til skolen (den gamle der lå hvor der er kirkegård nu) her havde 5 gårde smalle agre med hør.
For århundrede siden lå Skalsådalen under vand og de første mennesker som boede her de boede ved bækken. Der findes en mængde ildsteder her på egnen – også i grusgraven – de findes med aske og potteskår der er også enkelte flade slidte sten der har været brugt som indgangssten det var en slags dørtrin ved beboelserne. Der er også pælehuller ved ildstederne så man har haft tag over hovedet disse pælehuller og ildsteder ligger dog et par meter uden overfladen.
Hvis man ved gårdene her ovre i Sønderby graver ned i jorden finder man flere lag stenbro og murerester i dybden. For nogle år siden var jeg med til da man skulle bygge et nyt kohus på en gammel gård at grave ned under en dørindgang. Og ganske rigtig. Vi fandt et kohorn og længere nede fandt vi store forkullede lagvis rester af horn. Det var en slags offer til husånden (overtro) Javel selv israelitterne bragte et offer når de byggede sig en bolig.
De jernøkser vores forfædre gravede ned ved ildstedet var også et offer til Thor.
Sædagrene ved ”Sædagergård” har sikkert fået navn efter den første opdyrkning. I 1664 var der 12 gårde:3 dobbeltgårde 4. tvillinggårde med i alt 24 familier – under kommunen 7. gårde under Mariager kloster. 1. tilhørte Jens Rosenkrans 2. til dels selvejere (fri for landgilde og hoveri)

Der var stor fattigdom. Skatten skulle betales efter hartkorn. I 1664 fik ”Højgården” sit hartkorn ansat til 26 tdr. hartkorn men i 1888 blev det nedsat til 15 tdr. hartkorn. Landgildet var forskelligt og da Højgården kom under Ormstrup ved Silkeborg (ved kortspil) blev landgildet sat til vejrs de kunne jo ikke hoveri i Silkeborg. Sognepræsten var utilfreds fordi sognevejen delte hans jord i to dele ved udskiftningen.  Monrad protesterede men uden held.
Beboerne i Sdr. og Nr. Onsild var ret selvstændige de ville ikke være med til i 1825 at lave en vej fra Viborg—Tjele over Onsild til Hobro. De spærrede vejen og ødelagde den gamle Fævejsbro. Tjele anlagde politisag men Onsildsbeboerne vandt fordi de ved udskiftningen slap for at udføre vejarbejde som pligtarbejde.
Sognepræst pastor Friis 1835-51 målte den nye vej op for bl.a. at vise hvor bekostelig det var at anlægge vejen. Broen ville koste 300 rigsdaler gruset 12 skilling pr. læs. Hele anlægget ville komme op på 1750 rigsdaler.
Man klagede til rentekammeret i Viborg og i 1848 kom der besked om at lave en midlertidig mindre vej på det offentliges bekostning. vejen og broen blev først bygget færdig i sin oprindelig planlagte udførelse i 1910. Broen blev senere ombygget i 1976.
Tjele ville køre brændsel til Hobro derfor var Tjele gods så interesseret i den nye gode vej. Amtsvejen gik over Nr. Onsild indtil Onsildsvejen blev anlagt.
I 1841 fik vi det første sogneforstanderskrab valgt af de største gårdejere. Degne husmænd og indsiddere havde ingen stemmeret (de betalte heller ikke skat) Sognepræsten var selvskreven (formand) medlem og protokolfører i rådet.
Han ordene de lokale forhold. En karl der blev barnefader tjente 5 rigsdaler om året og Friis bestemte at han skulle betale 2 rigsdaler om året i børnepenge.
Lærerne fik deres løn i rug – byg og tørv foruden den indtægt deres skolelod kunne give. Var de tillige degn fik de indtil 1912 offerpenge ved højtiderne (ligesom præsten) da læreren i Nr. Onsild ikke havde nogen jordlod fik han 100 rigsdaler ekstra i form af 3 tdr. rug og 12 tdr. byg men 6 mænd i Nr. Onsild gav frivilligt nogle tdr. land.
Allerede da var der stemning at nøjes med en skole. Forslaget strandede fordi begge byer ville have skolen. Det blev først 1960 sammenlægningen skete.
I 1863 fik man en skole i Nr. Onsild. Den kostede 720 rigsdaler mureren:80 rigs.— tømreren:20 rigs        I 1885 var Ove Pedersen på ”Bukbjerg” og Kongsvad mølle selvejergårde. Af de andre gårde var de fleste under Trinderup. De blev solgt kort efter med undtagelse af Sparehusene.
Degnen havde en ko og 6 får ligesom husmændene på sin jordlod.
Skolen lå på den ny kirkegård f.eks. A.P. Nielsen har gået i skolen der indtil 1918. Materialet fra den gamle skole blev brugt til kommunehuset. Syldstenene er stadig til gene når nye grave skal graves ud. Jeg husker en mand der sagde til mig efter en begravelse. ”Ja ham der ligger der han ligger i Norups kælder”
Den nye skole i 1918 kostede godt 25.087 kr. folk sagde om sognerådet: De er da tossede det er da at bygge luftkasteller.

I 1963 kostede centralskolen 1,3 mill.kr. I dag koster en tilbygning med 3-4 klasseværelser ved Hvornum skole 1,3 mill kr.
(1970 erne)
Idrætsskolen som blev bygget i 1984 kostede 2 700,000 og der skulle bruges inventar for 1 000,000 kr.

Da amtsvejen blev bygget her i 1910 fik Christen Jakobsen Ulbjerg der ejede matrikels nr 2 – senere maler Jensens ejendom ret til at sælge spiritus til vejbørsterne der anlagde vejen. Samme Ulbjerg traf på jagten i Sdr. Onsild enge en høj kraftig mand der bad ham forsvinde. Han råbte til Ulbjerg “Jeg er Lyttichou på Tjele” Ulbjerg var nok ikke klar over at godsejeren havde jagtretten i engen for han svarede omgående ” Jeg er ligeglad hvis ko du er men nu skal du spilleme flyt dig herfra”.

Det kunne godt knibe for de gamle Onsild bønder at følge med i de nymodens opfindelser.
Laurits Qvortrup på Søager gift med Anna Jensen Højgård. Han fik tyfus i hestebesætningen. Besætningen blev tilset af en dyrlæge fra Randers. Gaardsøes søn kørte med dyrlægen. En dag han skulle komme sendte han afbud gennem tlf. på stationen. Da Gaardsøsønnen kom hen til Qvortrup og fortalte at dyrlægen havde sendt afbud gennem tlf. Svarede Qvortrup
”Har du været i Randers. Jeg så dig da for et par timer siden? —- Talt i tlf. Tror du at du kan bilde mig det ind.
Sådan noget sludder at du kan tale i en tråd”. Og så pegede han ud ad: Du skal aldrig vise dig i gården mere!

I begyndelsen af sognerådenes virke var formænd meget sparsommelige. Der måtte ikke bruges mere én højst nødvendige. Rede penge skulle der spares på. I 1928 sagde statsmand I.C. Christensen i Lerkenfeld plantage ”en tiøre” er også penge.
I 1930 sagde Fransen i Sdr. Onsild til en gammel mand der var syg og bad om 30 kr. ”Du kan vel nøjes med en tier”
Vejmand Søren Olesen som var med ” Får vi ikke mere end en tier går vi til amtmanden” Han fik 20 kr.
Efterhånden blev sognerådsformænd valgt fordi at det var mænd der kunne se fremad med ønsket om en udvikling i byen og sognet.
I Sdr. Onsild var det en offentlig kendsgerning at man ikke solgte byggegrunde til fremmede så man ikke risikerede at få nye borgere der ville falde sognet til byrde.  De Røde kunne heller ikke leje forsamlingshuset.
Sognerådsformænd blev senere økonomiske ledere. Og Frandsen var meget sparsommelig. Rasmus Kristensen var en fornuftig økonom men han ville dog ikke ofre 10-2000 kr. på en dillitantcene i gymnastiksalens vestende. ”Vi vil ikke komme fattig til Hobro”
Peder Højgård: Fornuftig økonom. Han gav forældrene lov at bruge skolen.

Detaljer fra Onsilds historie 
I 1842 da Søkæret blev udstykket blev købekontrakten på tegnet at der til evig tid ikke måtte sælges jord til et hus da man derved fik fattigfolk til byen. Da man her byggede et hus blev der indkaldt til et protestmøde. Når manden og konen døde skulle huset brækkes ned. Så døde konen og manden fik en ung kone. Han døde og hun levede videre i huset!

I mange år var socialdemokratisk forening ikke adgangsberettiget til Onsild forsamlingshus.

I 1948 var der endnu ejendomme i Sdr. Onsild der ikke havde el-lys – endnu efter 1950 var der ejendomme i Ulstrup med olielamper.

I 1948 havde Bentsbjergaard Nr. Onsild og Landlyst ved Loisendal og Skovladen ved Hobro endnu vindmøller ved gårdene samt Snæbum Vestergaard.

Fælleseje i Sdr. Onsild: Maltkøllerne rullen og bybrønden. Da huset med brandsprøjten blev revet ned sås der under grunden et opfyldt (brønd) hul med egeplanker i stedet for sten eller rør. Ved Fjelsteds stod endnu en brønd efter 1950

Fjelsted hus er bygget først i 90erne muligvis 1894 Søstrenes hus i svinget overfor er bygget i 1894. Udhuset ved Hosbonds er endnu ældre. Bemærk udskæringerne i døren.

Skeldiger forsvinder stærk bl.a. ved sammenlægning af gårde
3 af 4 huller med vand er forsvundet i de sidste årtier
Vandgrøfter og bække forsvinder ved dræning.
Skorstenene forsvinder (el-fyr)
Ved jordens udskiftning bevarede man de gamle fælles lergrave men i Onsild havde gårdene i lang tid egen lergrav

Skrevet og noteret ned af K.Erikslev


Læst og afskrevet af K.Erikslev. 
Gjerlev – Onsild herredsret mandag 
D. 11 november 1844 
Dernæst protokoleret Hammerich

Søkæret og gadefælleden 
Ved udskiftningen i 1783 blev Søkæret og gadefælleden ikke udskiftet af fællesskabet men i 1844 var byens mænd blevet enige om at udskifte det og følgende dokument blev opsat.
Forening
I mellem beboerne i Sdr.Onsild om de betingelser under hvilke de ville have udskiftet det såkaldte Søkær med gadefælled der begge i forening ved udskiftningen i 1783 den 29 september var bleven udlagte til fællesskab for beboerne (lergraven nord for P.Højgaards gård var også fælles)
1. Gadefælled med Søkjæret udskiftes om muligt efter kortet således som det var antaget at være efter forenings forretningen af 29 september 1783 og for enhver som hans part for i denne anpart efter det gamle hartkorn.
2. De som har solgt deres anpart mister den ved udskiftningen hvorimod anparten tillægges den eller dem som har købt samme.
3. I stedet for lergrav som anses utilrådeligt midt i byen tilbød gårdmand Jacob Christensen boende midt i byen ville for sig og efterkommere til evig tid overlade beboerne og udflytterne af Sdr.onsild by som var berettiget til anpart i gadefælleden med Søkjæret så mange læs ler som enhver måtte behøve til sine bygningers vedligeholdelse for 8 skilling sølv hvert læs idet de skulle benytte den vej til lergraven som han selv bruger og i det selv skulle opkaste leret
4. Til fælles sandgrav udlægges imellem Møllevejen og gårdmand Christen Boldrups mark i det nordvestre hjørne af Søkjæret omtrent omtrent 5000 kvadratalen således som det er afpælet.
5. Der skal udlægges midt over Søkjæret således som er afpælet en vej fra Sønderbyen til Møllevejen videre en dito vej fra Sønderbyen til Højgaardene begge med 8 alens bredde foruden grøfter videre en vej som ligeledes er afpælet til kølhuset og søen med samme bredde envidere en vej fra Vestbyen til ”Enevoldled” af 8 alens bredde foruden grøfter. Der bliver desuden udlagt 3 veje en fra vejen imellem Højgaardene og Sønderbyen således som afpælet er imellem præstegårdens toftdige og hørgaden til sognevejen af 6 alens bredde en anden fra foreningspunktet af de 2de veje der skærer Søkjæret i lige nordlig retning til ”Hundpotled” og endelig en tredje som blev indrømmet gårdmand Christen Boldrup østen for søen fra det stykke jord i Søkjæret derefter hans gårds hartkorn tilfalder ham og anvises ham østen for søen fra gårdens bygninger og til det sted hvor det gamle dige begynder begge de sidste veje af 6 alens bredde. Desuden blev det indrømmet nævnte Christen Boldrup at grave i Søkjæret en brønd på et aftalt sted med en vej af 6 alens bredde fra sin gård sættes i passende stand af samtlige lodsejere
6. Beboerne som beholder anpart i Søkjær og fælleden forpligter sig til for dem selv og efterkommere til evig tid ikke at lade opføre noget som helst hus eller byning til beboelse på på deres anpart af Søkjæret eller fælleden da sådanne små beboelseslejligheder uden jord eller med meget liden måtte anses for i sin tid at kunne skaffe sognet forøget fattigbyrde
7. Endvidere forpligter beboerne sig ligeledes for dem selv og efterkommere til evig tid ikke at lade opføre diger langs med de i foreningen nævnte veje eller langs med den igennem byen førende kirkevej da vejene ellers let bliver ufarbare om vinteren med snelaget derimod er det tilladt at indhegne lodderne på Søkjæret og fælleden hvor de ikke støder op vejene.
8. Det vandhul som ligger sydøst for Niels Jensen kålhavge skal stadig blive til vandingssted for beboerne ligesom også dammen østen for Jens Højgaards gård.
9. Den anpart af Søkjæret og fælleden som tilkommer hver skal ved udskiftningen så vidt muligt tildeles en hver nærmest hans bolig

Underskrifter
C. Friis – Christen Jensen – Herman Andreasen – E.Ellittzhøj – Christen Boldrup – Christen Holmgaard – Christen Fransen – Niels Gunnersen – Peder Pedersen – Poul Jakkob – Niels Lauersen – Anders Madsen – Niels Hansen Ludvigsen på egne og pigen Maren Andreasdatters vegne Laurits Hansen – Vanborg.

Det bemærkes at den vej som her i foreningen er benævnt som den anden der fra foreningspunktet af de 2de veje fører fra Søkjæret i lige nordlig retning til ”Hundpøtled” udgår fra og udlægges til deling med den øvrige gadefælled og Søkjæret og at Jens Højgaard aldeles intet aflæggelse over hans mark. Samme underskrifter og tillige underskrifter fra Niels Lambertsen og Niels Jensen begge med paaholden pen.

Apsoberet af stiftsøvrigheden den 20 oktober 1844
1862 blev høsletten i søen solgt til Hermand Andreasen for 16 mark . Græsningen i grusgraven i Søkæret til Anders Jensen for 8 skilling og fattighustoften til Dorcneus for 5 år til 6 rigsdaler og 10 skilling årlig og han skulle paaføre toften 8 læs gødning.