Gamle slægtsgårde ved Onsild

Gamle slægtsgårde ved Onsild 
Og lidt om de gamle slægter og slægtsnavne på egnenDen smukke gamle skik om slægtsgårde bliver også i vore dage holdt i hævd mange steder, og der opstår på den måde stadig ny slægts­­ejendomme.
Det er også naturligt, at et forældrepar, der har viet en ejendom deres bedste kræft­er, gerne vil se deres gerning ført videre og givet endnu et bette nøk frem af et af børn­ene.
De slægtsgårde der kan føres tilbage til helt gammel tid, er dog efterhånden svundet stærkt ind. I de allerfleste sogne er der vel kun ganske få igen. Og det er dem, der her skal søges tegnet et billede af, men når der skal skrives om gamle slægts­gårde, vil det også være på sin plads at skrive lidt om de gamle slægtsnavne, da disse to begreber jo er knyttet meget nøje sammen.

Slægtsnavnene

De egentlige slægtsnavne opstod her i landet først i det trettende århundrede.
Fornavnet, der er den ældste form for navn­givning, udvid­edes da med tilføjelsen søn, datter og senere som sen. I de gamle bondehjem var slægtsnavnet skiftende. D.v.s., at sønnen ikke fik faderens efter­navn, men tog efternavn efter faderens fornavn.
Hvis faderen hed Peder, blev det Pedersøn eller datter. Der var dog også en del, der tog navne efter gården, Nørgård, Østergård o.s.v. Det var jo skik dengang, at man fik sin ægtefælle fra det sogn, man boede i, men skete det, at én udefra brød ind i bysam­fund­et, fik han oftest det bynavn, hvor han kom fra, hæftet ved. Men ellers var det ”sen” -navnene,  der var dominer­ende. Da man den­gang i udstrakt grad brugte at kalde børnene op efter den fore­gående slægt, blev det jo oftest de navne, der skiftevis gik igen og kom til at danne efternavn.

For kvindernes vedkom­mende var navn­givningen heller ikke meget varieret. Og det har datidens mænd jo også erkendt i den humor­istiske remse om kvinderne, som jo sikkert de fleste kender:
– Karen – Maren – Kjesten, sådan hed de fleste. Og u`en var de mjesten. Det var heller intet særsyn,at man i et hjem, hvor der var tre piger f. eks. kaldte den første pige Kirsten, den anden Marie og den tredje Kirsten Marie. Meget hittepåsom med navngivningen havde der altså ikke været. Fra min barndomstid kan jeg huske, at de gamle dengang satte stor betydning i de gamle slægtsnavne. Man syntes at have den opfattelse, at man ligesom kom til at leve op til og på mange måder ligne den, hvis navn man bar. Der ud fra stammer det gamle mundheld: -Du ligner godt nok ham, du er kaldt op efter. Men det er nu vist usik­kert, om udtalelsen altid i det daglige var en hæders­bevisning.

Den stærke slægtsfølelse

For at bøde på den navne­forvirring, der efterhånden var blevet, blev der i 1828 udstedt en forordning, der påbød, at der nu skulle være bestemte og uforanderlige ”sen”-navne. Men der var jo stadig visse navne, der dominerede, og der blev anket meget over ordningen. Mange holdt fast ved den gamle skik, og der findes da også endnu enkelte ældre mennes­ker, der er døbt efter faderens fornavn.
Meget har ændret sig i de sidste par slægt­led. Der skal nu stor kapital til for at købe en ejendom, endsige en større bedrift. Det har sikkert været årsag til at mange gårde er kommet på frem­mede hænder. Den tid er jo ovre, hvor den ældste søn næsten var selv­skreven til gården og vel oftest til de fleste af de tilstedeværende midler, medens de øvrige børn kun fik en mindre arv. Men den ældste skulle så til gengæld sørge for foræld­renes ophold og det kunne efter hvad de gamle aftægts­kontrakter viser, hvis de da skulle op­fyldes til punkt og prikke, godt være en temme­lig hård belastning.
Omtales skal også det stærke tilknytnings­forhold til hjem og jord, den historiske inter­esse og den stærke slægts­følelse, man som regel mærker hos disse gamle slægt­er. Det er vel også sådan, at man føler [et ansvar] ved nu at skulle føre det hjem videre, der gennem tiderne enten det nu gik op eller ned, har været rammen om slægt­ens virke.

Ballegård slægtsgård

Ulstrup by bestod i gammel tid af fire bondegårde, der i fæstetiden var under Mariager Kloster. Lunt og idyllisk har byen gennem tiderne ligget gemt under de høje bakker med gårdene samlet i en dynge midt i dalen, hvor den lille mølleå iler afsted på sin korte vej fra Glenstrup sø til Skalsaaen. Af de oprindelige fire gårde er nu kun Ballegård slægts­gård, men den kan også føres tilbage helt til 1688, da Kresten Peder­sen Balle, der var gift med Else Nielsdatter, nævnes som fæster. K. Balle kom så vidt vides hertil fra Visborg ved Hadsund og gården gik i arv fra far til søn i otte genera­tioner. Fæstet var dengang på godt syv tdr. hartkorn. I skrifteprotokollen for Mari­ager Klosters birk findes der en udførlig optegnelse, der giver et godt indblik i slægtens liv gennem tiden.
Der gives også herigennem et billede af de skikke og forhold man levede under dengang. Der berettes om forlovelser, som jo var en meget højtidelig handling. Den foregik under med­virken af præsten, og de unge kunne straks flytte sammen. Den kirkelige viel­se kunne så foretages ved en senere lejlighed. I 1739, da der blev holdt skifte efter Kr. Kristensen Balle, var der en besætning på otte heste, seks køer, en stud, tre årings­kalve, to spædkalve, otte svin, fjorten får og to væd­dere. Det var jo sikkert en stor besætning dengang. I dag har gård­en halvtreds kreaturer. I skiftet opgives boets værdi til 70 rigsdaler, men udgifter og gæld oversteg dette beløb.

Kr. Kristensen Balle efterfulgtes af sønnen af samme navn. Dennes søn, Peder Kristen­sen Balle, der døde 1796, blev den sidste fæster. Han opgives at have været en velstående mand, og efter skifteprotokollen også en velklædt mand. Foruden mange andre be­klæd­­nings­­genstande opgives han at have haft tre kjoler, et par gule skind­bukser og et par støvler. Gården havde på dette tidspunkt en ret stor besætning. I 1798 købte hans enke, Ane Sørensdatter, gården af Mariager kloster for 725 rigs­daler. Sønnen, Søren P. Balle, der havde været landsoldat i syv år, overtog derefter gården. Og derefter Jacob Sørensen Balle, Søren Jacobsen Balle og den nuværende ejer, Niels Balle, der har haft gården siden 1939.
Medens avlsbygningerne er af forholdsvis ny dato, er stuehuset, der er et meget smukt og velbevaret bind­ings­værkshus mere end 250 år gammelt. Det har altså oplevet alle de otte genera­tioner og ville, hvis det havde mæle, kunne fortælle meget om slægtens færd. Men det kan den nuværende …….(Afslutning mangler).

Print Friendly, PDF & Email