Helge V. Qvistorff  fortæller.
Nu kommer vi til et område med navne fra den nordiske mytologi – Lokeshede, Odinshøj og Onsild. Det sidste navn betyder også Odin. Det er ikke tilfældigt, at det her findes disse gudenavne, for i oldtiden var det en egn, der gemte på en af datidens store helligdomme – et Odinsalter, der var en helligdom tilskrevet Odin.
Formodentligt har Odin haft sin hellige lund her. En skov af stor skønhed og ælde, hvor mytologiens hellige træer har dannet ramme om det hele. Tusindårige lindetræer og store, knudrede kæmpeege, asketræer af stor skønhed og vel også kæmpeask, der har skullet symbolisere Yggdrasil – verdenstræet, der havde så stor en plads i den oldnordiske gudetro. Altid stod det med grønne blade, og fra dets grene, der bredte sig ud over himmelhvælvet, dryppede der livgivende dug. Tre rødder gik dybt i jorden, hvor de drak vand fra hver sin kilde.

Den ene var Mimers kilde, der gav visdom og kundskab. Her havde Odin givet sit ene øje for bare én eneste slurk af dens vand, og dermed blev han visdommens gud. Den anden var skæbnens hellige kilde, kaldet Urds Brønd, hvor guderne hver dag mødtes til rådslagning og for at bilægge deres interne uoverensstemmelser. På vej dertil vadede tordenguden Thor gennem landskabet og gennem floderne, men han var den eneste, der gjorde det. Alle de andre kom ridende og Odin red på den prægtigste af alle hestene – den ottebenede Sleipner. Den tredje var kilden Hvergelmer, der befandt sig i tårgernes og mørkets rige.
Den dag, hvor alt ender i Ragnarok, og Yggdrasil skævle, og dens rødder og grene vil ryste verden. Så vil den falde til ro, en ny og bedre verden vil opstå, og igen vil der dryppe livgivende dug fra Yggdrasils grene.
Hvem ved? Måske har netop alt dette været baggrunden for egnens store helligdom.
Både skoven og Odinsalteret findes endnu. Skoven det er Trinderup Krat, og forventer du at finde tusindårige ege og kæmpemæssige asketræer, går du forgæves, men imponerende Odinsalteret er der. Det er ikke bare et af landets skov alligevel, og det er ikke bare et af landets største stenanlæg fra oldtiden. Det er det største – næsten 200 meter langt.

Det mest spændene ved denne store helligdom er, at den er så ukendt. Ikke engang et skilt viser vej til den, så der er ikke noget at sige til, at det kun er få, der kender den. Udgravninger har der heller ikke været, så vi kan kun fantasere os til, hvordan der så ud engang og hvad formålet var.
Vil du se den, må du finde en behjertet sjæl, der kan vise dig vej. Netop dét, selv at til noget ekstra, og er med til at gøre oplevelsen endnu større. Sæt dig på en af de mange sten og tænk lidt over, hvad der har gået for sig er i denne hellige lund, hvordan den har set ud, hvordan bygninger og mennesker har set ud. Dit gæt er lige så godt som mit!