Hos Frederikke Kirketerp

Tilfredshed er en god ting at have med ud i livet

Igen et par dage med diset lunhed løfte om et gryende foraar. Himlen hæver sig en diset farvesymfoni i gaaet og blaat over over den sorte muld og de grønne agre. Der er foraarskriblen hist og her. Enkelte traktorer brummer sig vej hen over markerne langs Nr.Onsildvejen. Et sted ligger stor brun hund og lantrer sig i de fine havede riller mens den følger traktoren med opmærksomhed. Længere fremme gaar et spand heste sindigt for en vogn med ajletønde. Der spredes energi til det spirende græs. Duften er helt rigtig ogsaa den hører endnu med til de danske foraarstegn paa landet. Hønsene har travlt paa græsmarkerne. Grønt er godt og en lille orm ikke at foragte. Selv en sindig gaasefolk strækker hals og skræpper op.
En af gæssene har forsøgsvis sænket gumpen mod den nyharvede jord. Det kunne jo være der var lidt lunhed. Gadekæret i Nr.Onsild ligger som en lille idyl. Et blankt spejl i grøn ramme. Ænderne snadrer svømmer pudser fjerene og går paa opdagelse under vandet med oprejst halespids. Jovist er der grøde i luften over den danske muld.
Turen gælder et besøg hos den 87 aarige Frederikke Kirketerp i Nr. Onsild for at faa lov til at kigge lidt tilbage i tiden gennem hendes øjne. Fru. Kirketerps hyggelige hjem ligger ved landevejen og ikke langt fra gaarden hvor hun gennem mange aar var en dygtig og afholdt husmor og madmor. Nr. Onsild er ikke fru Kirketerps fødested.

Barneaar i Fjends
Jeg er født i Fjends Herred fortæller hun er døbt i Smaallerup kirke og har gaaet i skole i Laanum. Min far var teglbrænder og vi havde vort eget hus en ko og lidt kræ. Vi børn maatte jo som de fleste børn dengang ud at tjene. Min første plads var Smaallerup hvor jeg skulle passe kreaturer og faar.
Fru Kirketerp fortæller at den værste tid var efter høst naar køerne gik i løsdrift. Naar de skulle jages hjem om aftenen gik turen forbi gaardens kaalhave. Saa skulle der passes paa for der vil de gerne ind. Engang slap en der ind og de andre fulgte efter. Hvad kunne en lille spinkel pige paa syv stille op mod seks køer?
Engang var vi paa udflugt med skolen til Daugbjerg fortæller fru Kirketerp og smiler ved mindet. Vi marcherede. En af de største drenge gik i spidsen med et flag og vi sang—hil dig vor fane. For at være rigtig fine var vore træsko blevet fedtet særligt ind til dagen men inden vi kom til Daugbjerg var de helt hvide af støv.
Den gamle kirkeklokke i Smaallerup kirke staar i fru Kirketerps erindring med sin fine klangfulde klemten. Nu hænger den paa kirken paa Hjel hede.

Minder paa væggene
Ved at lade blikket glide rundt i fru Kirketerps hygglige stue opdager man hurtigt at hun hæger om sine minder. Paa væggen hænger en smuk forstørrelse af et fotografi af hendes forældre—middelaldrende ualmindelig pæne mennesker. Ikke underligt at der blev sagt at de var det kønneste par der var blevet viet i Smaallerup kirke. Ikke mindre stil er der over billedet af hendes svigerforældre. Et  værdig og stout par han med dannebrogsmændenes hæderstegn og medaljen som veteran fra krigen 1848-49 og 50. Der er ogsaa minder gemt i de mange fotografier vi kigger lidt paa. Paa et af dem ser vi fru Kirketerp som en lille beskeden pige i halvlang ternet kjole kort forklæde og haaret strammet tækkelig tilbage. Hun staar lænet op ad sin siddende far og med sin haand trygt i hans. Ved faderens anden side staar en lille krøltop i lange bukser og kort trøje. Det er hendes lillebror. Der var ankerknapper i hans trøje siger fru Kirketerp og ser paa krøltoppen.
Da fru Kirketerp blev en stor pige kom hendes far til Sønderbæk som teglbrænder. Her beskæftige han om sommeren en del tyske teglværksarbejdere og endnu har fru Kirketerp ikke glemt naar de paa plattysk sagde til hende:-Fredericken kannst du denn kaffekiddel hidden upsetten.
Ogsaa fru Kirketerp skudsmaalsbog er gemt blandt minderne.Den viser hendes vej gennem ungdomsaarene. De unge piger spandt ikke guld paa deres arbejde dengang 80 kr. om aaret. Men vi var altid tilfredse siger hun. Det at være tilfreds er godt at have med ud i livet.
Vi faar et lille erindringsbillede fra de fire aar fru kirketerp tjente hos Pauli Harder paa Grysbjerggaard. En dag stod karlene paa langloen og tærskede rug med pjejl. Saa kom Harder sammen med sognefoged Kr. Laursen og skulle gennem loen. Af ærbødighed for brødkornet tog de to mænd træskoene af og gik over logulvet paa de hvide strømpesokker.

Der blev slidt på landet i gamle dage men man forstod ogsaa at slappe af og feste. – Fru Kirketerp gengiver et lille mundheld – ingen helligdage om høsten og ingen søgnedage om julen.
Der var intet juletræ og ikke noget der hed julegaver om julen men paa bordet manglede der ikke noget. Juleaften fik man kraasesuppe risengrød steg og medisterpølse med kartofler og hvad der ellers hørte til. Saa blev der vasket op og derefter fik hver en kop pebernødder og kaffe og kage.e
Julemorgen begyndte med stort kødmadsfad med en hel rullepølse et helt faarelaar et halvt kogt grisehoved pyntet med nelliker samt kødpølse. Der var ogsaa en stor hjemmelavet ost varmt øl hjemmebagt brød og kaffe.
Første juledag gik alle i kirke og den dag fik præst og degn højtidsoffer. Foruden havde skolebørnene delt sedler ud til alle undtagen til de ukonfirmerede. Sedlerne til præsten var blaa og hvide til degnen. Paa sedlerne stod hvad der skulle gives. Pengene blev saa puttet inden i sedlen og en traad bundet om. Ved gudstjenesten gik manden i gaarden op med højtidsoffer fra alle i gaarden. Tredie juledag begyndte julegilderne og fortsatte hver aften i lang tid.

Et bryllup i gamle dage
–Hvordan med et stort bryllup ?–Bydemanden blev sendt ud længe før brylluppet fortæller fru Kirketerp. Hvert sted lød hans indbydelse:–Jeg skal fra (brudens navn) og forlovede og hendes forældre og bede jer møde til byllupsfrokost og i kirken til brudevielsen og hjem at spise og siden danse.– Hvordan med service til et helt sogn?–Før brylluppet blev fordringspigerne en tre-fire stykker sendt rundt med store halmkurve. De laante service dækketøj og var det rigtig fint laante de ogsaa de pæneste skilderier.–Vores store spejl var laant ud flere gange smiler fru Kirketerp.
Det var slet ikke saa slemt at holde stort bryllup dengang. Fru kirketerp fortæller at det var skik at folk sendte gaver i naturalier forud. Først mælk til franskbrød. Derefter alting til paalæg og smør i skaale fint dekoreret i mønstre med smørskeen. Undertiden blev der givet saa meget smør at der kunne sælges af det bagefter.
Naar de indbudte gæster kom og kørte ind i bryllupsgaarden truttede musikanterne hver gang i hornene.
Man kørte til kirken men staldede op i gaardene i nærheden. Her blev brudefølget ordnet. Forrest gik brudeparret derefter brudepigerne og ungkarleførene og tilsidst resten af gæsterne. Efter vielsen var det derimod brudekoner og gifte mænd der fulgte efter brudeparret. Saa kørte man med musik i spidsen tilbage til bryllupsgaarden. Middagen bestod af suppe peberrodskød steg med sauce og franskbrød (kartofler fik man hjemme) og tilsidst lagkage og svesketærte fra bageren og med vin til.
Mens man spiste blev det bekendtgjort at spillemandens violinstreng var gaaet i stykker og der gik en tallerken rundt hvorpaa der laa en ødelagt violinstreng. Saa kunne man give bidrag til en ny. Paa den maade blev musikken betalt. Lidt efter gik tallerkenen rundt igen og denne gang laa der en grydeske der var itu –Det var kogekonens betaling det gjaldt denne gang.
Ved festen var alle i fineste stads og konerne snusede flittigt til de parfumerede hovedvandsæg.
Næste dag var det ungdommen der festede.

De gamle høstgilder
Fru kirketerp fortæller at der altid var gilder paa gaardene efter høst. Men der var ogsaa et gilde efter høst der blev kaldt “Stoptønde” hvor alle festede. Det blev holdt for byens ungdom inde i Nr.Onsild. Festen begyndte søndag aften og fortsatte til tirsdag morgen.Første aften kom de unge og dansede hele natten. Næste eftermiddag kom de ældre og blev ved til hen mod midnat hvorefter de unge fortsatte til den lyse morgen. Denne fest blev holdt hos Frederik Lai der havde et hus med en sal i den ene ende medens han selv boede i den anden del af huset. Ved “Stoptønde”var serveringen øl kaffe og stor kurv med wienerbrød. Undertiden fik man ogsaa punch der kom ind i en stor spand og blev øst op med en puncheske.

Det var ikke nogen lille gerning at være kone paa en stor gaard omkring aarhundredskiftet. Hjemmene paa landet var dengang i høj grad selvforsynende. Paa væggen hænger et billede fra 1898. Det viser alle der hørte til gaardens lille verden. Her staar fru Kirketerp som ung kone udenfor gaarden med en lille stump ved haanden. Den lille styrer sin dukkevogn med den anden haand. Ved siden af sidder bedstefar paa en stol. Han ser kuldskær ud men billedet er ogsaa taget en efteraarsdag. Paa madmoderes anden side staar gaardens to piger med stivede bomuldsforklæder. Manden i gaarden sidder paasin vogn med studeforspand mens seks medhjælpere er grupperet omkring tre spænd heste og bagved ligger gaarden med det tykke straatag i rolig hvile.
Det er hyggeligt at opleve en lille bitte del af sit lands baggrund gennem en samtale med en elskelig ældre kvinde. En kvinde der i sin beskedne livsvisdom siger at det at være tilfreds er godt at have med i livet.

Lone Sondrup

Print Friendly, PDF & Email