Huleboerne i Lindum Skov Tre franske desertører overlevede skjult i skoven
Af f Børge H. Larsen

Beretningen om de tre “huleboere” i Lindum skov har altid fascineret mig. Derfor vil jeg nu fortælle om denne spændende historie. En stor del af beretningen er citater fra A. og B. Bertelsens bog “Deres historie, en del af vores historie”.

Jeg har ofte hørt om hulen i Lindum skov og de tre franskmænd, der boede der under den sidste krigsvinter 1944-45.
Men hele historien fik jeg først kendskab til, da min kone kom til at tale om hulen med Vita Petersen, Onsild. Vita lånte os den maskinskrevne bog, samlet af Børge Bertelsen, Kruså.
På en mild vinterdag for mange år siden drager vi ud i 2. distrikt i Lindum skov. Min kone og jeg er ledsaget af Mary Hoff og hendes datter Vita, der begge kender skoven ud og ind. De skal vise os hulen, hvor de tre franske desertører holdt til fra den 15. oktober 1944 til befrielsen 5. maj 1945.

Mary Hoff og datteren Vita Pedersen fortæller ved foden af Hjortehøj om huleboerne.
Om efteråret kom de tre desertører hertil. De var deserteret fra den tyske panserafdeling, som de lå ved i Viborg. Disse tre Elsasser var tvunget ind i “Wehrmacht”, ligesom de danske sønderjyder i den tyske hær under Første Verdenskrig.
I et “Verordnungsblatt” fra august 1942 stod, at der var tvungen værnepligt for alle krigsduelige mænd, født i Alsace fra årgangene 1908-1927. Det betød, at 140.000 mand blev tvangsindkaldt til den tyske værnemagt.
Af de 140.000 mand faldt eller blev meldt savnet de 40.000, de fleste på østfronten. 35.000 blev invalide.
Under meget spændende omstændigheder var det lykkedes de tre unge franskmænd Albert Meyer, Marcel Dietrich og Albert Burchel at flygte til Klejtrup, hvor de af læge Repholtz og Agnes Hansen blev hjulpet gennem den første farlige tid.
Efterhånden blev man dog bange for, at det kunne komme sympatisører med det tyske system for øre, at der var dukket tre unge mænd op.
Når man læser den interessante beretning, skrevet af Børge Bertelsen, om de tre desertørers frie færden i Klejtrup og senere i Lindum, må man erkende, at der ikke kan have været tyskvenlige personer der på egnen.

I skjul ved Hjortehøj
Af hensyn til deres sikkerhed blev franskmændene derfor bragt til Lindum skov af læge Repholtz.
De skjulte sig ved Hjortehøj, en stor gravhøj, der ligger på bakken syd for det daværende savværk, der lå nede ved Mølledalsvejen. Kun en lille kontorbygning (nu jagthytte) minder om den tidligere virksomhed. Ved gravhøjens fod havde huleboerne indrettet sig. Billede th. Her lå savværket ved Store Bedested. Nu er der kun kontoret tilbage.

“Huleboerne” – som de blev kaldt – gravede sig et tilflugtssted ved grav-højens fod. I dag kan man svagt ane, hvor hulen har været. Den blev efter
Krigen kastet til så ingen ved uheld skulle falde derned

Den underjordiske hule var 3 meter tegnet af Albert Meyer 1987 dyb, 2 meter lang og 1,8 meter bred.
Den var indrettet med 3 sovepladser Huleboernes hjem ved Hjortehøj,
og en lille ovn, som de naturligvis aldrig net i 1987 af Albert Meyer. (Gengivet
måtte tænde om dagen, thi da kunne efter Bertelsens bog). Røgen røber dem.
Da savværksfolkene opdagede> at der forsvandt planker og brædder fra stabelpladsen, fandt de “kunderne” ved at gå efter de mærkelige lyde, de havde hørt oppe fra skoven. Danskerne forklarede huleboerne, hvilke stabler, de måtte tage træ fra, og at de efter fyraften var velkomne til at tage et bad i savværket, hvor der kunne tappes varmt vand fra den dampmaskine, der trak saven. Det var også et problem for Elsasserne at få drikkevand, da Lindum skov kun har få moser og ingen søer. Ofte måtte de læske sig med duggen fra det våde græs.
Hulen var godt kamufleret. Den lem, der førte ned i dybet, var dækket med græstørv og et grantræ, så det var helt umuligt at opdage, at her boede tre mennesker. I al den tid fik de af læge Repholtz bragt middagsmad, som var lavet af Agnes Hansen.
Om natten strejfede de tre franskmænd rundt for at finde noget spiseligt, såsom nedfaldsfrugt, kartofler og roer.

Altid på vagt
De havde flere gange hentet mælk på en bestemt gård. Men en aften overraskede manden og sønnen dem, og der opstod en voldsom diskussion, de kunne ikke forstå hinanden. Men enden på det hele blev, at franskmændene blev inviteret ind til spisning, da man netop havde familiefest. Det var naturligvis dejligt for de unge mennesker, men de tog ingen chancer; den ene af dem stod vagt uden for med skudklar pistol. De kunne jo aldrig vide, om det var en fælde.
I Bertelsens bog kan vi læse: Efterhånden som tiden gik, var der flere og flere, der havde set et ‘glimt” af franskmændene, især blandt skovarbejderne. En tidlig aftenstund, da franskmændene sad i deres hule, blev de opmærksomme på vedvarende og gennemtrængende fløjtesignaler udenfor. Det var med bange anelser, men med skudklare skydevåben, de vovede sig uden for hulen. Da de havde lokaliseret, hvorfra lyden kom, så de i deres stavlygters skær, en ung kvinde, der skyndsomt gemte sig bag et stort træ, mens hun rakte et fad med mad frem. De var klar over, hvad meningen var, og de var ikke længe om at sætte de lækre ting til livs, for sultne var de jo det meste af tiden.
Savværket, som det har set ud, da huleboerne hentede brædder der. Foto: Skovrider
H.F. Horstmann.

På en ejendom var der en stor bidsk hund, men det lykkedes for dem at
blive gode venner med den, så den efterhånden ikke gav lyd fra sig, når de
kom. Da de senere blev inviteret til spisning hos familien, undrede landmand¬
den sig over, at hunden ikke gøede, da de kom, men logrende gik dem i møde. (Det var hos familien Hoff).
En dag, da Mary var i skoven med hestene og ventede på den mand, der
skulle komme og hjælpe hende med at læsse træ, viste de tre huleboere sig, og de ville gerne bruge kræfterne, så de fik hurtigt læsset vognen.
Da vinteren var nær, blev de i december tilbudt logi i en tom svinesti hos
Kristen Møller. Senere flyttede Albert Meyer over på et loftværelse hos jens
Bonde, og de to andre flyttede ind i stuehuset hos Møllers. Man må i sandhed
Beundrer disse menneskers modige indsats.

Til fotografen i Randers
Også skovfoged Th. Christensen havde franskmændene god kontakt med.
Herom skriver Børge Bertelsen: I skoven arbejdede der en kolonne fra L.A.B.
(Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse) i Randers, der var beskæf
tiget med at tage stød (træstubbe) op. En af dem var sømand, født i Flensborg,
men dansk gift; med ham kunne de uden vanskeligheder føre en samtale på
tysk. Skovfoged Christensen tildelte ham et meget afsides beliggende sted i
skoven, hvor han alene skulle tage stød op. Om det var en ren tilfældighed, eller
det var aftalt spil, er jeg ikke helt klar over. Men fakta er, at da de tre franskmænd
mødte op hos ham og hjalp til for fuld kraft, blev stykket ryddet på rekordtid. Det gav ekstrafortjeneste til manden fra Randers. Hans kammerater var mindre begejstrede, de gav højlydt udtryk for deres undren og utilfredshed over kammeratens præstationer. Skovfoged Christensen forbød derfor klogelig franskmændene at deltage i L.A.B. arbejdernes arbejde.
Da franskmændene senere skulle have et falsk dansk legitimationskort, manglede de et billede til det. Deres danske ven tog dem derfor med til Randers efter dagens arbejde for at få dem fotograferet.
Hos fotografen opstod en farlig situation; inden det blev deres tur, kom en tysk officer ind i butikken, også for at blive fotograferet. Men da manden fra Randers talte perfekt tysk, gav han på gentlemanvis den tyske officer tilladelse til først at blive fotograferet.
Franskmændene blev hos deres danske ven om natten. Den næste morgen
kørte de med arbejdskolonnen tilbage til Lindum, så de må også have vidst besked og været gode til at holde mund, om de tre franske desertørers ophold i Lindum skov.

Tyskerne dukker op
Men man kunne aldrig føle sig sikker. En dag kom der tyske soldater til Lindum, og en del af dem blev indkvarteret i den daværende skovpavillon godt en kilometer fra hulen. Skovpavillonen lå på vejen op til Høndruphus (hvor der nu er skovbørnehave) i afd. 126. Pavillonen er revet ned for mange år siden.
Der er endnu spor efter tyskernes øvelsesaktiviteter i skoven i form af ret dybe huller, hvor de kørte i dækning med deres køretøjer.
Forfatterens søn, Frans, ved et hul gravet af tyskerne omkring 1944 til dækning af køretøj. Der findes flere af den slags huller i skoven, især langs Drøwten.
Dybe huller hvor de kørte i dækning med deres køretøjer

Nu turde franskmændene ikke komme frem om dagen.
Under disse omstændigheder foreslog købmand Hauge i Lindum, at de skulle rejse ned til noget af hans familie i Vonge mølle ved Tørring.
Efter et par uger fik de at vide, at tyskerne havde forladt Lindum> og så vendte franskmændene tilbage til skoven, hvor de befandt sig så godt. Tilbagerejsen foregik dog ikke uden spændende momenter. Herom fortæller Børge Bertelsen: Rejsen tilbage til Lindum blev organiseret på samme
Måde som udrejsen. Men også denne gang opstod uforudsete ting. Da de en morgen tidlig til fods var på vej til rutebilens holdeplads, stoppede der pludselig en tysk militærbil ved siden af dem. Den dansktalende chauffør, som kun havde en højtstående officer som passager, spurgte om vej til Silkeborg. Franskmændene forsøgte på deres bedste dansk med få ord og armbevægelser at forklare dem den rigtige retning mod Silkeborg. Det lyder helt utroligt, at den dansktalende chauffør eller den tyske officer ikke har fået mistanke til de tre fremmedartede unge mænd. Man kan kun gisne om deres passive holdning. En nærmere konfrontation var de sikkert ikke sluppet levende fra. Vel ankommet til Lindum flyttede Albert Meyer igen ind hos familien Bonde, og Albert Burchel og Marcel Dietriech flyttede også ind hos familien Kr. Møller igen, hvor de faktisk blev behandlet som hørende til familien.

En desertør mere
Da Børge Bertelsen i 1985 besøgte de tre huleboere i Frankrig, mindedes de tiden under krigen. Børge Bertelsen skriver: Vi mindedes de mange gange, de efter mørkets frembrud kiggede ind til skovarbejder Kr. Jensen. De blev altid budt på øl; samme ceremoni gentog sig hver gang, med et snuptag hev Kr. Jensen kapslerne af flasken på et søm, som var anbragt på det øverste af dørkarmen.
Også hos familien Hoff kiggede de ofte ind til en lille forfriskning; hvis de havde en løs knap, var Mary hurtig til at sy den fast igen.

Hos dem fejrede de til dels nytårsaften. Det foregik på en meget gemytlig måde med musik og dans. Kl. 24 stod de op på stolene, skålede og ønskede hinanden “godt nytår”. Familien Hoff boede på ejendommen Nørrehede Hus, der ligger lige op til sydsiden af Lindum skov.
En ny spændende situation opstod, iflg. Børge Bertelsen: “Pludselig dukkede der en tysktalende person op i Lindum. Efter at han et par gange havde spurgt om vej efter nogle tyskere, der skulle bo i Lindum, kom han ind til Mary Hoff, som var alene hjemme. Hun var meget utryg ved situationen; hun kunne ikke afgøre, om det var en desertør eller en kamufleret stikker, der var udsendt af tyskerne, forpå den måde at finde frem til franskmændenes opholdssted.

Mary Hoff, som vidste at franskmændene på dette tidspunkt opholdt sig i hulen, viste ham en lang omvej i retning mod hulen. Selv løb hun uset en genvej ned til hulen, hvor hun kontaktede de trefranskmænd og satte dem ind i situationen. Da den fremmede dukkede op, blev han modtaget af franskmændene, som var forberedt på det værste.
Den fremmede måtte straks aflevere sine våben, hvorefter han indgående blev forhørt. Den fremmede, der antagelig var fra Polen, var virkelig desertør. Han fik lov at bo nogle dage hos franskmændene; han var forkommen og udkørt. Men da han var kommet til kræfter igen, foretrak han at drage videre. Ved afrejsen fik han sine våben udleveret igen. Hans senere skæbne er mig ubekendt.”

Kort over Lindum skov, 2. distrikt tegnet af Albert Meyer i 1986. Som der står i bogen: “Skitsens nøjagtighed tyder på, at han i tankerne ofte har været på egnen i de mange år” : (Gengivet efter Bertelsens bog).

Et under, at alt gik godt
Omkring nytår fik Børge Bertelsen kontakt med franskmændene, da han var i gang med at samle folk til en modstandsgruppe. Han fik kontakt med Arne Bonde (der i mange år virkede i Lindum skov) og Albert Meyer, der begge var villige; de var bl.a. med til at modtage våben ved Hærup sø. De to andre franskmænd blev optaget i modstandsgruppen i Onsild, hvor de bl.a. var med ved flere våbenmodtagelser, så de ydede alle deres indsats i kampen mod Nazi-Tyskland.
Hvor farligt det hele var, får man et godt indtryk af ved at læse i Bertelsens bog. Her kan vi læse: De trefranskmænd overså måske, at deres frie aktiviteter i Lindum og omegn ikke kun forøgede en skæbnesvanger fare for dem selv, men også for deres logiværter deres hjælpere i Viborg og Klejtrup samt de to modstandsgrupper, de havde kontakt med. Vi må i hvert fald alle prise os lykkelige over, at fredsbudskabet ikke lod vente længere på sig end den 5. maj 1945.

Når deserteringen ikke gik galt allerede i den indledende fase, skyldtes det først og fremmest Jørgen Haaning, samt lederen af ambulancetjenesten ved Viborg sygehus, Jens Simonsen, der på heltemodig måde fik dem transporteret til Klejtrup

Tyskerne havde dog mistanke om, at Jørgen Haaning havde haft noget med deserteringen at gøre. Han blev klar over, at Gestapo holdt ham under observation, og en dag mødte Gestapo pludseligt op på sygehuset. Jørgen Haaning var imidlertid af politibetjent Hans Justesen, der var tilknyttet modstands¬bevægelsen i Viborg, blevet informeret om, at Gestapo var kørt fra Aarhus om morgenen kl. 8 for at foretage arrestationer i Viborg. Hans navn var også på listen. Jørgen Haaning forsvandt hurtigt til sin onkel og tante, blomstergartner Petersen i Skive.

Den stedlige gestapochef udfoldede store anstrengelser for at finde desertørerne. Han var klar over, at Albert Meyer var manden bag deserteringen. Gestapochefen lod også foretage undersøgelse af sygehusinspektør Haanings tjenestebolig under eftersøgningen. Gestapochefen sagde, at han vidste, at Albert Meyer opholdt sig i Viborg, og de kunne være ret sikre på, at han fandt ham i Viborg – men det kom heldigvis ikke til at passe.

På initiativ af Børge Bertelsen kom to af de tre “huleboere”, som han havde opsøgt året før i Elsass, i 1986 til Danmark, og de havde nogle festlige og dejlige dage sammen med deres danske venner fra tiden som huleboere i Lindum skov.
I sandhed “Deres historie, en del af vor historie