Ingvords kilde v/Aage Thy

Af Gårdejer Aage Thy, Sdr. Onsild.

Ligesom så mange andre var denne kilde stærkt på vej til at forsvinde sporløs, idet den aldrig har været påvist i marken, skønt den hører til de ældste omtalte kilder i dansk stedhistorie. Nu er den istand­sat og fredet, og da den ejer en egen farve, kan det måske glæde en og anden læser at se de historiske vidnesbyrd, som det efterhånden er lykkedes at samle om denne kilde.

Da jeg for 17  år siden købte gård her i Sønder Onsild, Matr. Nr. 13 c, blev der af sælgeren forevist et væld, som han, gård­ejer Søren Andersen Dorchæus, fortalte havde været besøgt som hellig­kilde i gamle dage, og som  han derfor følte sig både  stolt over og glad ved at have i sin mark.

Han, der var født i Sønder Onsild og havde boet her i mange år, vidste at kilden havde været søgt St. Hans aften og nat, hvad andre gamle Sønder onsild’ere har bekræftet som rigtigt. navnet derimod havde man glemte som så ofte; men da der ikke findes andre hellige kilder i byens jorder, kan der jo kun blive tale om denne ene som Ingvords kilde, hvad da også de stedlige Forhold peger på.

I Resens utrykte danske atlas fra tiden omkring 1667 får kilden følgende omtale efter arkivar Hans Ellekildes velvilligt besørgede oversæt­telse: ” I Onsild Herred, byen Sønder Onsild, er der en kilde kaldet Ingvords af en Ingvard, som siges at have været Odins skøge”. Med Resen som kilde­sted går arkivaren derefter ud fra i sit værk om Nordens guder, at kilden har været viet til Odin1 , hvilket altså vil sige, at den har været kendt som hedensk helligkilde før Harald Blåtands Kongetid for 1000 år siden.
Ingvords kilde har før været omtalt i Historisk Samfunds årborg, nemlig i 1925, hvor der blot siges, at nærmere underretning om den savnes, samt at den måske ikke har været hellig, dog optages den følgende år (1926) i Foreningen Danmarks Folkeminders store Bog : ” Danmarks Helligkilder ” som en sådan, dels i kildelisten, dels blandt de hellige kilder, som har navn efter ukendte personer. Efter hvad man nu ved og vidste i sognet lidt før 1667, hed han Ingvord og var Odins ”skøge” eller rigtigere sagt tilhænger, tjener, formodentlig offergode, idet han må antages at have hørt til de højbårnes lag for at få sit navn heftet til kilden.

Ingvords kilde ligger i Thulsgaards mark på en sydlig skrænt ned mod Thulsdal omtrent 150 m nordøst for Thulshøj og 500 m nord for Odinshøj og viste sig som et svagt sivende væld, der helt kunde svinde bort i tørre somre. Randers Museum lod kilden undersøge den 15.  april 1942, og den dannede da en fugtig grube i skræntens tyndmuldede tørre side ca.1 m dyb og udfyldt med mørkt dynd, som dog ikke alt lod sig fjerne, da det nederste lag endnu var frossen efter den hårde vinter; men så dybt nåede man dog, at et tydeligt vand­førende lag kom til syne. Skønt gruben ikke lod sig rømme til bunden, indeholdt det fjernede dynd dog flere stykker forarbejdet flint, bl. a. en større del af en skraber, en lille tynd flække, et pilestyr og skår af Lerkar med og uden hvid glasur.

Efter de gamles beret­ninger skal de ældste beboere i Sønder Onsild – Thulsdals­bønderne, som de kaldes2 – have slået sig ned i Thulsdal og begyndt opdyrkning her, d.v.s. på et sted, som nu ligger noget afsides fra byen i NV ved Sønder Onsild – Hvornum vejen. Nær­mere vejen ligger Thulshøj (Tu’lshöw), en fredet gravhøj, mens den noget fjernere Odinshøj  er ødelagt og pløjet; disse to grav­høje har landsarkivar Svend Aakjær fundet i markbogen 1683 for Sønder Onsild matriku­lering som Onshøj og Tulshøj tillige med ager­navnet Ting­blokke, og herom siger arkivaren, at Onshøj minder om dyrkelse af Odin, Tulshøj formentlig om den hedenske herredshøvding og lovsigemand Thulen, der altså her, som så ofte, har ”siddet på Høj” nær ved et Tingsted3. At også helligkilden naturligt slutter op i disse omgivelser, vil man se af de gamles forestilling om Odins skøge og Thulsdal­folket, men derved får Ingvords kilden et historisk farvestrøg, som bør værnes med nænsom hånd.

Hertil skulde da denne lille opsats tjene tilligemed kildens fremtidige fredning, som nu er overladt National­museet ved erklæring af 15. april 1942, hvorved jeg dog forbeholdt mig at sætte kilden i stand efter et rimeligt skøn, og dette er sket. Kilden er nu omsat med kampesten lagt i jord uden cement og med navnet Ingvords kilde indhugget.

Og så finder jeg anledning til at takke dem, der har været behjælpelig med at få klarlagt, hvad der historisk knyttet sig til Ingvords kilden og dens omgivel­ser, arkivarene Svend Aakjær og Hans Ellekilde, bestyrelsen for Randers Museum og National­museet, som imøde­kom mit ønske og modtog fredningen.
Noter
1 Nordens Gudeverden I, 389.
2 Thorkild Gravlund: ”Herredsbogen”.
3 Sv. Aakjær: Studier tilegnede Verne Dahlerup i Særtryk, Side 53.

Print Friendly, PDF & Email