Kaagfart på_Skalsåen og fjorden v/Aage Thy

I en indberetning fra Rinds herred til det danske kanceli 1743 staar der om Skalså.

I Langvejle aa som løber synderst i Rinds herred har adskellige navne efter stederne, hvor den gaar forbi og kalles da der hvor den begynder i herredet Hersum aa. Den har sit udflold fra Randers af, bliver forøget med adskellige bække og løber igennem adskellige bjærge og dale, indtil den gaar under Løvel.bro ned til Langvejle bro i Skals sogn, hvor den da endelig falder i Limfjorden. Derudi fiskes gedder, aborrer, brasen og skaller hvis ikke Skalsboerne forhindrer fiskens ind- og udgang fra aaen til fjorden, ellers falder fiskeriet godt, fornemmelig med aborrefangst ved aamundingen og op til langvejle bro, navigabel (sejlbar) er den der med baade. At der i 1743 var nogen virkelig kaagfart paa Skals aa nævnes dør jo Ikke direkte noget om i indberetningen til det danske kanceli, men med datidens vanskelige trafiksforhold var vandvejen sn yndet trafikaare, som altid blev benyttet naar uoverstigelige hindringer ikke forekom.
Af hindringer som vanskeliggjorde sejlas paa Skala aa var særlig de mange aalegaarde som fandtes i aaen, selv om de ikke nævnes i indberetningen er det nok med dem skalsboerne forhindrer fiskens ind- og udgang i aaen.

Ved et retsmøde i Fjends Nørlyng herreds ret 1774, forklarer 4 synsmænd om 7 aalegaarde som tilhører beboerne i Hvornum, Lindum og Sdr. Onsild.
I aarene 1785-87 var de adr. Onsild bymænd ved Onsilds herreds ret indviklet i en proces med hans Eksellence S. T. Hr. Greve Scheel til Skjern. Hr. Gehejmeraad Scheel Plessen til Fussingø og Kammerherre von Lutticau til Tjele, om de Sdr. Onsild mænds aalegaarde i Sdr. Onsild aa, som herremændene mener stemmer vandet op i aaen til skade for deres enge, i samme proces oplyses det at der findes over 30 aalegaarde helt ned til Skals.

Et saa stort antal aalegaarde maatte jo volde stort besvær for sejlas i aaen som ikke var af særlig stor bredde. I et retsmøde 31. 10. 1785 i forannævn
te proces, forklarer 8 udvalgte synsmænd at aaen ved Sdr. Onsild er 6a 10 alen bred, medens et vidne Peder Christensen, Hannits fra Sdr. Onsild, oplyser at aaen imellem Sønderbæk og Bjerregrav er saaledes at et menneske kan skræve over den i et skridt, det vidnet selv har prøvet. Som tiden gik blev mange
af aalegaardene øde og de tilbageblevne blev indrettet saadan at d© var lette at tage op, hvilket de skulde være ved solopgang.

Ved Skals Aaens regulering 1g02-7 var der endnu 11 aalegaard fra Hvornum til Ejstrup, fra Ejstrup til fjorden var der mange aalegaarde de blev alle nedlagt der blev betalt ca. 2000 kr. i erstatning for hver.
I tiden omkring 1790 var der i Kvols og Hjarbæk en hel flaade af kaage og pramme som ejedes af de saakaldte Limfjordskrejlere, det var driftige handelsfolk som med deres kaage besejlede Limfjorden og handlede ved de forskellige fiskeplasser og færgesteder, selv i Aalborg, Løgstør, Thisted, Struer, Skive og Nykøbing drev de deres handel, alle delle handelspladser laa i træfattige eg.ae og derfor var træ en god handelsvare, ret naturlig søgte disse handels- og søfolk ad Skals aa at komme op til de store Lindum og Bigum skove, som flere eteder gaar ret nær ned til aaen.

Taarupgaard i Fjends herred ejede fra 1743 til omkring 1860 en del af Lindum skov, den saakaldte Taarupgaard skov, hvorfra der blev fragtet træ til Fjends herred.
Efterhaanden blev der en livlig sejlas paa aaen de hentede brændetræ, kævler bygningstømmer og tilhugne hjulfælge, træskotræ og færdige træsko som var lavede af træskomænd i skovenen.
Der var 4 landingssteder ved Lindum Bigum skovene, et var ca. 250 m vest for Hvornum bro, det andet ca. 1500 m. vestligere og et vod Sorthøl 2 km længere ned af aaen, samt et øst for Hvornum bro ved Helmslyst kaldet Varmkrog, i Sorthøl og Varmkrog var der svajeplads for kaagene.

Der blev fragtet store partier bøge- og egeplanker, endnu ses i skovene savgravene de brugte, et aflangt hul hvorover kævlen laa, en mand stod oven pas døn anden nøde i graven, det var haardt arbejde at save igennem en lang kævle der krævedes stor erfaring for at det lykkedes. Skovarbejderne havde for skik naar de om aftenen gik fra skoven , at tage et eller to bøgestykker paa skulderen til Hvornum Vasehus kro, der fik de en kaffepunds for hvert stykke, kromanden solgte træet til kaagmændene. Kaffepunche kostede 25 øre parret dengang.

Ved broer og vadesteder kunde folk faa fragt med kaagene. Kaagemændene drev en omfattende handel med korn som de solgte til Norske skippere i fjorden, og i Aalborg, dertil førte de ogsaa mange lam som blev solgt vod auktion som holdtes i skovdalen under det såkaldte honning marked i Aalborg.


Kresten Thommasen i Hejlskov kørte i 1860 til Silkeborgegnen efter træsko, de blev ved “S Knudh’ nær Bøstrup skel, bragt ombord i hans kaag” den grøn sejlet til Løgstør og Aggersund og derfra kørt til Fjerritslev marked.
En stor handelsvare var jydepotter, som blev lavede i Borris og Gammelstrup og blev udskibet i Kvols, disse jydepotter var meget efterspurgte i Limfjordsegnede Johan Skjoldborg skriver om krejlerne fra Hannæs “om vaaren ved paasketid sejler de til Kvols efter potter”. Helt til England førtes potterne af brødrene Niels og Jens Thy fra Kvols, de førte 1 en aarrække storkøbmænd i Viborg Buchvaldsskib som gik i fart mellem Hjarbæk og Huul i Englands-
Teglsten kunde sælges til norske skippere som kom . med tømmer til handelspladserne i fjorden. Fra Hersumgaards teglværk blev der gravet en kanal ud til aaen, saa kaagene kunde sejls helt derind, af samme kanal sejledes ogsaa tørv fra Vammen kær til teglværket.
Naar kaagene laa i Aalborg hvad mange af dem var engang om maaneden, laa de fortøjede i Vesteraa og Østeraa af deres lille fartøj maatte de i 1880erne at betale 12 skilling, deraf skulde byens tjener have de 4 og havnefogeden de 8 skilling. Af kommuneregnskaberne i Aalborg ses det at der 1783 var 192 kaag
mænd der anløb Aalborg.
I Taarugaards skifteprotokol 1763-90 kan det ses hvad en kaag (fladbundet dækbaad) var værd i penge. 1769 kostede an kaag 9 snese dalere – 180 daler.
I et skifte 1774 ved husmand Peter Sørensen Skrædder hustrus død, blev en kaag med takkelage og tilbehør vurderet til 250 rigsdaler. 1786 blev en ny kaag med tilbehør og redskaber vurderet til 480 rigsdaler.
Af kaagmænd der sejlede paa Skalsaaen kan nævnes, Jens Smed og Laurits fra Fur de hentede mange laster træ fra Lindum skov.
Thomas Skov og broderen Niels Skov sejlede med træ og træsko ’til Thisted de havde landingssted 1 Klinkdyb lidt øst for Jernbanebroen og den gamle Vejle (Vad) de boede i Sundstrup.
Kaagmanden Thommas Madsen (Gørtler) født 1793 i Bjerregaard, var saa uheldig paa et af sine togter til Thisted, at paasejle boldværket, havnefogeden gav ondt af sig men da han saa hvem det var, sagde han “Naa er det dig bette Thomas”. Han var jo en gammel kending paa den plads.
Murstenene til forsamlingshuset 1 Skals, der blev bygget 1886-87 er fra Ørgaards teglværk, de blev sejlet fra Hjarbæk af Martin Fisker 1 Kvols.
Nils Sørensen Bjerregaard (Gørtler) og Anders Lausten, var ogsaa en aarrække kaagmænd paa aaen og fjorden, Nils opkøbte siden fisk paa fiskepladserne ved fjorden og stod paa Viborg torv.
Anders Lausten blev dykker i København. 1881 holdt han an dykkeropvisning i Ejstrup, ca. 1000 tilskuere overværede opvisningen, der toges 10 øre i entre. Fra Pram Jørgens kaag blev han sænket ned til aaens bund og medens Klavs Davisen pumpede luft ned til ham, skulde at forsøge at finde en hammer og en knibtang, som tømrer Andersen Giversen i Høkærrør havde tabt i aaen, han fandt knibtangen hammeren ligger der nok endnu.
En af de mest kendte kaagmænd og vist ogsaa den sidste der sejlede paa Skalsaa var Jørgen Tammesen ogsaa kaldet Jørgen Lynegal eller Jørgen Smed, hans kendingsnavn var Pram Jørgen, han var fra Skals, hvor faderen der hed Thomas var smed, Pram Jørgen boede i Pram huset pas, Løvel Rimmer hans kone kaldtes An Tammester, hun sejlede meget med ham, hans kaag var ret stor, den var som andre kaage forsynet med ror og mast, 1 forstavnen var der indrettet en kahyt køjerne var fæstet til kaagens sider og ved enden af dem i kaagenens stævn var der et trekantet skab, hvori An Tammester havde sine madvarer og andet husge-raad, der var kakkelovn i kahytten hvori de lavede mad. Kahytten var forsynet med koøjer af svært glas, udgangen fra den var af en stige og gennem en lem i loftet
Pram Jørgen havde tit to pramkarle med, det var haardt arbejde at faa træet ombord især naar det var kævler, engang de baksede med nogle egekævler fra Sødal derned og spurgte hvordan kævlen skulde vende og til deres store forbavselse tog han ene mand og lagde kævlen paa plads. Fra fjorden og til skoven var der en trækstil hvor pramkarlene gik og trak kaagen.naar den skulde op imod strømmen.
Var der god vind sejlede pram Jørgen og An tit selv kaagen, Jørgen gik paa stien og trak, og An stod til rors med rorpinden imellem benene og styrede og støtte samtidig fra land med en stage men naar dø ved broerne maatte tage sejlet ind kneb det med at slæbe kaagen under broen. Johan Herold i Øris født i Grønhøj 1848 tjente 1864 hos Jens Smed i Bjerregrav, fortalte at Pram Jørgen da kom op i gaarden og ønskede en mand til at hjælpe ham med at slæbe kaagen under Løvelbro, saa gik Jørgen paa den ene side af aaen Johan paa den anden, An stod til rors, men da kaagen kom ind i høllerne maatte baade Johan og Jørgen kravle paa knæene og holde i græsset med -hænderne ellers tog kaagen magten fra dem.
Løvelbro var da ødelagt, danske soldater havde brækket brodplankerne op for at forhindre tyskernes fremmarch, tyskerne hentede alle porte og døre i Jens Smeds gaard og spigrede dem til broen, som spigre brugte de jerntænderne af træbo 10 harverne.


Som, pramkarl havde Pram Jørgen en svigersøn Søren Røn, han fik siden selv en kaag, men var saa uheldig at kuldsejle med den og maatte vade i land, siden kaldte de ham “skipper vad til land”.
Der var dengang endnu mange aalegaarde i aaen, det var en regel de skulde være taget op ved solopgang, det blev ikke altid overholdt, men var de ikke fjernede naar kaagen kom, var det en ret at kaagemanden maatte tage dem op, og hvad fisk der var i dem, var da hans, men den tagen aalegaarde op yndede Pram Jørgen ikke. Store Niels Dalsgaard i Bjerregrav var særlig efterladende med at tage sin aalegaar op, det blev Jørgen lynegal over, og engang han og An kom sejlende for god vind raabte Pram Jørgen til. An “hæjs se fok” og det hjalp ikke at Store Niels kom løbende for at rede sin aalegaard, for fulde sejl brasede kaagen igennem den, den var kun til pindebrænde.
Kaagmændene kunde ogsaa have nytte af aalegaardene, naar de sejlede fra skoven havde de tit saa stor last at kaagen gik paa grund ved Sødal enge, saa blev aalegaardene ved Ejstrup sat, naar vandet i aaen da steg kom kaagen flot igen. Med saa stor last kunde der ikke sejles i fjorden, den overflødige last blev losset af ved bolværket i Ejstrup, Hvor Pram Jørgen havde landingssted.
Pram Jørgen sejlede mursten fra Ejstrup Teglværk og hentede dets forsyning af tørv i Vammen kær. Tørv fra Skals solgte han ved fiskepladserne ved fjorden. I 1882 sejlede han tømmeret til Kresten Østergaards stuehus i Ejstrup, fra tømmerhandler Frederiksen i Virksund kro.
Det var et muntert folkefærd disse kaagmænd, naar de kom ad aaen søgte folk gerne derned de sejlede jo ikke hurtigere end de kunder faa en praat med dem og spørge nyt ude fra den store verden,
Martin Mortensen født 1874 i Søvide, tjente 1888 i Erikstrup, han hørte da at der laa en kaag i Svothøl, han løb derned om aftenen, det var Pram Jørgen og An. Tammester som var hans faster, han var da ombord i kaagen og blev beværtet med sort kaffe, det havde han aldrig faaet før. Da han gik fra borde gav An ham 11 øre det var mange penge far en dreng dengang.
Var det ondt vejr saa sejlads paa fjorden var farlig laa kaagene for anker ved Bjerregaard i Skals nederhede, der kunde være 4-5 kaageder laa og ventede paa bedre vejr, der rørte sig da et muntert liv der, naar de stegte aal de havde snuppet i aalegaardene, drammer manglede heller ikke de hørte med til det daglige brød dengang.
Efterhaanden som banerne blev anlagt blev det dom som besørgede transporten af varerne og pramfarten paa Skalsaaen blev mindre og mindre.
Pram Jørgen og An Tammester begyndte deres pramfart paa Skalsaaen omkring 1840, først i 9Oerne sank deres kaag i aaen imellem Løgstørvejen og fjorden, da Pram Jørgen gik i land fra sin synkende skude, var den sidste pramfart imellem skoven og fjorden endt.
Det var et smukt syn at se den tungt lastede kaag komme glidende med strømmen Den passede saa godt sammen med det brede skovkransede engdrag og den bugtede aa.
Endnu løver der folk der har set og kan fortælle om den roligt glidende kaag og det liv der rørte sig der. Deres oplysninger har jeg her søgt at skildre.

Klejtrup i juni 1956 Aage Thy. 

Print Friendly, PDF & Email