At være karl på en gård var et nøjsomt liv, to vigtige ting havde man dog, nemlig kost og logi. Kosten på gårdene var god. Morgenmåltidet begyndte med en stor portion øllebrød uden øl for d4 bestod af rugbrød og vand tilsat sukker. Den store Gryde blev sat ind på bordet så kunne man forsyne sig efter behag. Det var en god start på dagen. Uheld i køkkenet kunne indtræffe når tjenestepigen ikke holdt øje med gryden med øllebrød over ilden i komfuret, så blev indholdet svedet, og sveden øllebrød smager mildes talt ikke godt, det smager forfærdeligt! Engang fik vi sveden øllebrød to dage i træk. Der måtte protesteres. Efter at have spist fyldte vi vore tallerkner med øllebrød hældte mælk på og forlod bordet. Demonstrationen hjalp en tid.

Karlekamrene var på mange gårde dengang meget tarvelige, og på nogle gårde var der jo direkte indgang fra hestestalden med dens stærke ammoniak-dunster. Der blev skiftet hovedpudebetræk og lagener 1 gang om måneden i de gamle træsenge. Møbleringen i et karlekammer var sparsom det meste kun af det med¬bragte klædeskab, et simpelt bord, nogle steder også en elendig stol, for vi kunne jo bare sidde på vores sengekant! Karlekammeret var præget af en svunden tid, hvor tjenestefolk ikke blev regnet for ret meget, og slet ikke medarbejder!

Enhver karl med lidt selvrespekt sørgede for at der kunne blive udbetalt en pæn rest af lønnen ved skiftedag den l. november, hvor klædeskabet skulle læsses på fjedervognen og køres til en ny plads. De fleste karle købte et sæt nyt tøj en gang om året, og det opsparede beløb var beregnet til dette formål bl.a.
At købe nyt tøj gjorde et voldsomt indhug i sparepengene, men størrelsen kunne man i nogen grad bestemme selv. Der fandtes jo 3 forsk. priser på habitter. Den færdigsyede, den syede efter mål, og endelig den skræddersyede med 3 gange prøvning. Den sidst¬nævnte og dyreste habit var med 2 par benklæder og man gjorde klogt i at købe den hos den lidt fornemme skræddermester Jensen med de fine briller med ægte guldstel og han havde forretning nede ved, Stationen’.

Må lige indskyde, at hr. Jensen og frue var de flittigste kirke¬gængere i Sdr. Onsild og nærmeste omegn. Hver søndag året rundt gik disse to mennesker til kirken, og kom også i missionshuset.
Vi karle betalte helst kontant for hvad vi anskaffede os, men nogle forretninger begyndte at sælge varer på afbetaling, hvilket medførte at en del unge blev noget pænere ekviperet ag for nogles vedk. næsten aldrig havde lidt penge på lommen!

Den hovedbeklædning vi unge gik med dengang var forskellig – som nu om dage. Nogle gik med kasket(sixpence)andre med filthat.

En af mine kammerater, Herluf Therkildsen gik med sort rundpuldet bowlerhat. En anden kammerat, Ewald Frederiksen, slagterlærling hos sin svoger, slagterm. Andreasen, som havde mistet venstre hånd ved håndleddet, han havde forretning nede ved, Stationen’.
Ewald og jeg havde hver købt en brun filthat af fin kvalitet, mærket i silkeforet BORSALINO, – intet mindre! Nu næsten 8o år senere kan man se hvor fjollet sådan nogle store hvalpe så ud, men det var moden dengang. Og den så vel ikke nær så tosset ud,
Som de manegeklovner man ser nu om dage. Jeg tillader mig at mene, at der er tale om smagsforvirring når en mand iklæder sig en pæn og dyr jakke og bruger et par slidte, forvaskede, trævlede, og hullede cowboy-benklæder til. Så idiotisk klædte vi os ikke på, og prisen for de forfærdelige cowboybukser er jo kun’omkring de 7-80o kroner. Hva’behager!! Nogle får vist pengene for let.

På den tid jeg har omtalt var 1 kr. een krone værd, mod vel nogle få øre i dag. Dengang kostede et frimærke 15 øre til et alm. brev, at afsende et tilsvarende brev i dag koster 8,0o kroner, hvilket fortæller en del om hvor meget vore penge er forringet efterhånden. Hvornår mon denne galskab slutter! JEG slutter nu. GODT NYTAR!!