Randers, d.20.febr.2013

Lokalhistorisk Forening i Onsild-byerne.

Året var 1936. Jeg var 19 år gammel, havde været arbejdsløs længe, mit højeste ønske var at få et job ligegyldigt ved hvad, blot ikke ved landbruget mere, for med det utal af tvangsauktioner over hele landet så jeg ingen muligheder for fremtiden indenfor dette område. Vel nærmest i desperation meldte jeg mig ind i DAF-afdelingen i Onsild. Og så blev det endnu værre at klare sig. Som ugift kunne man ikke få nogen form for hjælp, understøttelse, man skulle klare sig selv – eller bukke under, samfundet var ganske ligeglad. Det var vilkårene for en ung ugift mand dengang.

Det var svært at skulle skaffe de 3 kr. til fagf.kontingent hver uge, henstand gaves ikke, og blev de 3 kr. ikke indbetalt blev man slettet, og de allerede indbetalte penge var tabt.
Jeg blev indmeldt i fagf. d.2.januar 1936. Der var godt 2 mdr. til min indkaldelse til aftjening af min værnepligt, og det var en drøj tid, men jeg hutlede mig igennem den, og d.lo.marts k1.12,00 meldte jeg mig på Vester Alles kaserne Århus.

Kasernen var 2 år tidligere blevet overtaget af det hestetrukne artilleri, efter at dragon-eskadronen var blevet flyttet til Randers.
Det hestetrukne artilleri havde ellers været på Langelandsgades kaserne, men den var nu overtaget af det let-motoriserede artilleri. På den tredie kaserne på Høegh Guldbergsgade holdt det svære artilleri til samt luftartilleriet.

På Vester Alles kaserne fik vi en utrolig god forplejning, som kun blev overgået af Marinens kaserne i Kbhvn. Og det var helt nyt for mig at kunne spise sig mæt 3 gange daglig i veltillavet mad!
Men maden skulle sluges, man skulle skynde sig, for der kunne lige pludselig lyde et brøl i den store spisestue: Bordhold ret! Og så var det måltid forbi!

Lønnen var 50 øre pr. dag, = 5 kr. udbetalt hver 10.dag. Efter 5 mdr. steg beløbet til 7,5o kr. hver lo, dag, og pengene slog rigeligt til, enkelte sparede endda op af det lille beløb, ingen af os var forvænte!
Kasernen bestod af en lang bygning langs ~gaden Vester Alle og blev kaldt For-kasernen. Kasernekommandant Salwedell havde bolig i den ene ende af bygningen, som foruden husede’nogle officerer, og så var l.batteri’s konstabler og trainkonstabler indkvarteret der.
I den høje kælder under bygningen fandtes det store køkken, spisesal, og baderummene.
Og så var der en anden stor bygning og den blev kaldt Bag-kasernen, og den lå langs Frederiksgade. Den husede 3.batteri’s artillerister, og der boede jeg.
Og så var der 2 store stalde, hver med plads til 126 heste så det var store forhold, hestene stod i to rækker med bagdelen vendt ud mod en bred midtergang, hvor der på midten fandtes et jernspor til fodervognen.
Og endelig var der 2 ridebaner, den ene stor og med forhindringer langs den ene side. På disse baner, skulle vi trainkonstabler på et tidspunkt indøve og lære den ædle ridekunst! Det blev for nogle af os en smertelig oplevelse.

Da vi 194 trainkonstabler mødte på kasernen var der kun få heste i staldene, og de var i vinterens løb blevet passet af nogle såkaldte, arbejdssoldater’, de havde et stort A af metal foran på huen. Disse arbejdssoldater blev hjemsendt ret snart efter at vi var ankommet.

Hestene var udstationerede på omegnens gårde og husmandssteder. Der var mange der dengang gerne ville have en sådan let hest til lettere kørsel især, eller til ridebrug, men det var nu ikke så udbredt som ridning er i dag. Der fulgte strenge regler med en sådan udstationering.
Hesten skulle passes og plejes godt, og ved afleveringen være i samme foderstand og stand i øvrigt, som da hesten blev modtaget. Det kneb for en del bønder at overholde disse regler, det var mest renholdelsen af hesten, og der blev betalt mange bøder, og der medfulgte en advarsel om at ved i gentagelse ville udstationering blive nægtet.

Jeg husker da de udstationerede heste blev afleveret. Der var i hver af de to stalde 2 staldvagter døgnet rundt, det var train-konstabler. Disse staldvagter fik meget travlt med at børste og gnide hestene af, før de skulle fremstilles for bedømmelses kommissionen, som bestod af den militære dyrlæge og nogle officerer, nogle strenge herrer, som bønderne havde stor respekt for.
Bønderne betalte gode drikkepenge til staldvagterne, et godt supplement til daglønnen på 50 øre!
Den intensive rideundervisning strakte sig over godt 2 mdr. med mange timers ridning hver dag.
Dagen begyndte med at vi kl.o5.0o blev vækket med råb: Så står vi op, er der nogen der skal ti til lægen Iført tyndt drejlstøj stillede vi i stalden i 2 rækker bag hinanden på midtergangen og med træsko på kl.o5.15. Vi blev fordelt ved hestene og kommandostriglingen kunne begynde, den foregik ikke i stilhed.

Der var lige blevet udklækket’ et hold underkorporaler på befalingsmandsskolen i Kbhvn.og de gøede’ som besatte, strigle, strigle, hestens venstre side, hestens højre lår, og lynhurtigt skulle vi for om hesten, så kunne kommandoen lyde: På staldgangen ret. Skete det ikke samtidig blev synderen’ eller synderne kaldt tilside og fik et kæmpe møgfald og en straf. Man blev kommanderet udenfor stalden og op at stå lige på midten af den store mødding for at jage gråspurve væk’ hed det sig, og der skulle man stå indtil staldtjenesten var forbi kl.o6.45. Kan forsikre at det var ikke rart at stå i frostgrader og blæst og i tyndt drejlstøj, man var forkommen af kulde! Var de flere der forsyndede sig kom man også ud til møddingen, og flytte den 5o cm. med de bare hænder, og samtidig lægge alle halmstrå på over 2o cm.s længde til side i en pæn bunke. Straffen kunne også være at man skulle fylde to spande med sand, og derefter løbe med dem i hænderne en eller to gange rundt om den store stald. man frøs ikke efter en sådan omgang, og lærte at lytte til kommandoerne, men knækkes skulle vi jo.

Teori om hestens røgt og pleje og sygdomme blev også terpet, vi prøvede at brodde en hest med vort brodderedskab vi altid havde i en af sadeltaskerne. Men det primære var at få lært at ride.
Jeg havde som dreng og senere redet en del, så udover nogen ømhed på inderlårene og bagdelen klarede jeg mig godt, men undlod aldrig i pauserne at sidde med rumpen i iskoldt vand i det udleverede store aluminiums-vandfad hver af os havde og som vi nødigt ville undvære. Ingen aner hvor vidunderligt det er at få rumpen placeret i sådan et fad iskoldt vand efter en ridetime i kort trav’ og uden stigbøjler!
Den første tid foregik ridningen i ridehuset(har set det af og til siden og været inde i det): Det foregik på et dækken fastspændt til hesten med en bred gjord. Når gjorden blev strammet pustede hesten sig op, og vi skulle derfor være opmærksomme på at stramme gjorden ekstra, i modsat fald hængte dækkenet lidt senere og daskede under hesten bag forbenene, med det resultat at hesten blev tosset og vores berider ikke mindre. Det var en ældre officiant, og han gik altid med en lang ridepisk. Vi fik den at mærke hen over et lår hvis vi lavede fejl, det havde vi respekt for, det gjorde ondt.

Berideren brugte også en anden måde at straffe os på og den var meget værre, vi frygtede den. forsyndede man sig groft under ridningen fik synderen ordre til at hente en lille træstige, som stod på platformen under det store ur på gavlvæggen i den ene ende af ridehuset, stigen benyttedes når uret skulle trækkes op.
Synderen skulle så sætte stigen til sin hest og på den måde komme op at sidde på hesten, en fuldstændig fjollet ide og meget svær at klare, hesten var jo meget urolig og nervøs. Når man så var kommet op på hesten skulle stigen anbringes under venstre arm og der skulle den være i resten af ridetimen. Det var forfærdeligt at ride i kort trav’ og kun på et dækken med en stige under armen! Man drømte om stigbøjler i den situation, jeg har prøvet det.
Mange af kammeraterne døjede med hudløshed og med små bylder som var de værste fordi de var smertefulde og gav slemme sår. Det var pinefuldt at sidde på en hest i trav i 2 ridetimer daglig og få gnubbet og klemt bylder og sår, men skylden havde de meget selv.
De ville ikke gå med lange underbukser med lådden vrang, det gjorde jeg, det ydede en utrolig beskyttelse mod det meget grove stof, som vore ridebenklæder var lavet af.
Militærlægen var en ældre overlegen person, og han fratog os straks håbet om en smule hjælp. Vore lidelser betegnede han som, børne-sygdomme’, de var et led i rideuddannelsen og dem ville han ikke give fritagelse for Vi undgik militærlægen mest mulig.

Vi havde kun adgang til koldt vand i hanerne på kasernen, og vi oplevede kun varmt vand hver lørdag når vi blev kommanderet i bad. Et par korporaler sørgede for at vi næsten blev skoldede og det
var bestemt ikke rart, det kolde vand bagefter nød vi mere. Efter at have redet på dækken i 3 uger skulle balancen være god og vi fik nu en sadel uden stigbøjler. Der skulle et kraftigt afsæt til for at komme op at sidde i en sådan sadel – og samtidig med alle de andre, det var svært. Ugen efter lød ordren:Mød til ridning med sporer påsat støvlerne.(Det var faste sporer der sømmedes fast på hælene). Sporerne gav en masse bøvl, det var nyt for os at have dem på, og kom let til at røre de kilne heste med dem.

Efter 1 uge med sporer på lød ordren: Den højre stigbøjle spændes på sadlen. Vi skulle altså plages længst muligt. Hesten bestiges ALTID fra dens venstre side. Det var noget akavet at ride i trav eller galop med kun 1 stigbøjle, men efter endnu 1 uge fik vi endelig en komplet sadel og det var en ubeskrivelig nydelse! Ridning foregik • mest ude på de 2 ridebaner, hvor vi nu skulle forcere over forsk. forhindringer, men vi red også ud i omegnen bl. a. i Marselisborg-skovene, og vi mærkede nu hvor meget vi havde lært om ridning i de strenge timer i ridehuset!
De få officerer der boede i For-kasernen havde jo både vandhaner med varmt og med koldt vand, og havde også håndvask, og vand¬skyllende toilet, en luksus der blev kaldt træk og slip’ med en vandbeholder oppe på væggen med et håndtag i en lang kæde.
I 1936 var der i Århus massevis af lokummer i baggårdene, og de blev tømt om natten af store hestetrukne lokumsvogne.

For vi menige var toiletforholdene ens i For- og Bag-kasernerne. Ved den ene endegavl af disse to bygninger var der et fritstående smalt træhus med paptag. På langs i midten af huset var der sat en ca. 2 meter høj bræddevæg, og langs den var der på hver side anbragt lo lokummer, alle uden låg, og toiletpapiret var det kendte tynde, gule nr.00. Hver nat kom latrinvognen og tømte, og indholdet blev kørt ud til omegnens gartnerier. Der var naturligvis ingen varme¬installationer i disse skidehuse som vi kaldte dem, så med lave temperaturer gjorde man sig hurtig færdig’ der. Var temperaturen mere behagelig sad vi ofte og sludrede hyggeligt der.

Værdigt trængende’ havde også igennem mange år kvitteret for besøget med en masse vers og tegninger af forsk. kunstnerisk værdi! Vaskerummene for vi menige var primitive, der var to ca. 5 meter lange vaskekummer af terrazzo og med en række koldtvandshaner på væggen, de var indrettet med en vippearm således at man hele tiden skulle holde den nede for at få vand, så vi brugte det store, rumpe-vandfad’rigtig meget.

Efter at rideskolen var afsluttet fik vi tildelt en fast hest, som vi skulle beholde resten af tiden, og jeg havde udset mig en rød vallak, en rigtig flot Hannoveraner’ som var blevet kasseret af en premierløjtnant fra fodfolket i Fredericia, han var sendt til Vester Alles kaserne for at lære at sidde’ på en hest, ikke at lære at ride! Og han havde altså fået tildelt “LOKE” som hesten hed, premierløjtnanten var uden kendskab til heste. Hver gang han skulle op at sidde på Loke’ nappede den ham i venstre lår så snart han satte foden i stigbøjlen og det irriterede ham og han fik en anden mere rolig hest. Havde officeren blot strammet højre tøjle havde Loke’ naturligvis ikke kunnet nappe ham.
Jeg fik en dejlig hest, klog, trofast, udholdende, hurtig, en god springer, gode egenskaber for en hest til en ordonnans som mit Job blev. På kort tid lærte vi hinanden at kende, jeg havde altid rugbrød med til ham og en skorpe i lommen. Det morede mig at han hver gang jeg kom ind i den store stald gav et lille vrinsk, tror at Loke’ kendte lyden på mine sporer, de små takkede hjul gav en klirrende lyd hver gang jeg tog et skridt på den brolagte staldgang.

Da vi red ned til Oksbøl-lejren hvor vi opholdt os i en måned med skarpskydning med kanonerne, fik Loke’ lov til at vise hvor god en hest den var, på Kallesmærk hede’s store vidder kunne han få lov at strække ud. Han var trofast som en hund kan være, slap jeg tøjlen lige meget hvor fulgte han efter mig, et dejligt dyr.
En juli-morgen, hvor vi næsten var færdige med staldtjenesten, kom der pludselig en officer ind i stalden og gav vagthavende officer besked om at afgive 2 trainkonstabler. De skulle iklædt udgangs¬uniform og medbringende deres sadler møde ved anløbsbroen for færgen fra København præcis kl.o9,00, hvor de skulle melde sig til den officer der havde ansvaret for kongeparrets bagage og hesteStald-officeren råbte 2 numre op, 174 og 187, og jeg havde det førstopråbte nr.

Vi var præcise ved anløbsbroen, det var færgen også, og snart var vi på vej mod Marselisborg ad Strandvejen, officeren på kongens hest og vi på de to lette køreheste, en dejlig tur i højt solskin. Ved ankomsten til slottet blev hestene anbragt i den fine stald, fik vand og foder og blev gnedet af og vi var klar til vores lange gåtur tilbage til kasernen, busser var der jo ikke, havde heller ikke haft råd til at køre i en sådan. Idet samme kom officeren og beordrede os over på slottet, i den døje kælder ville vi blive modtaget af en mand som ville servere lidt frokost til os. Vi gik derover og blev modtaget af en mærkelig fremtoning der venligt bød os velkommen, en ældre, meget firskåren dværg. Det var et pænt frokostbord han havde dækket til os, vi nød den gode mad og underholdt os med den venlige, lidt reserverede dværg en lille times tid.

Vi undrede os over at den ret store forstue nede i kælderen var brolagt med ganske alm. marksten som fx. på en gårdsplads ude på landet.(Vil tro at den belægning for længst er fjernet, den havde næppe faldet i vores prinsgemal,s smag.)

Der var meget at fortælle om aftenen i pudsestuen, ind imellem vi skrålede landeplagen “Lille Alvilda”.
Hver lørdag formiddag blev der afholdt heste-parade, hvilket vil sige at hver trainkonstabel skulle fremvise sin hest for en officer og 2 underofficerer, en fremvisning vi altid frygtede. Hesten skulle være fuldstændig ren over hele kroppen, en næsten umulig opgave især når vi ikke måtte vaske hesten, det var strengt forbudt!

Vi mødte jo hver morgen kl.o5.15 i stalden til staldtjeneste, men lørdag morgen ved o2-tiden fik vi staldvagterne til at vække os så vi kunne komme i stalden og forsøge at gøre vores hest så ren som mulig, og vi snød os til at vaske lidt hist og her på hesten.

Der opstod let en sygdom i hestenes hove, som blev kaldt, surstråle’, strålen blev angrebet af råddenskab og stank forfærdeligt. Sygdommen behandlede vi med bruntjære som havde god effekt mod den. Vi var meget omhyggelige med at holde hovene så rene det var muligt. Hesteparaden blev afholdt udenfor stalden. Når trainkonstablens nr. blev råbt op gik han ved sin hest’s venstre side hen foran den strenge domstol’ og gjorde holdt, trådte et skridt frem og stillede sig med front mod hesten, med knyttede hænder om tøjlen ved bidslet ved hestens mundvige og stående i retstilling med albuerne hævede
i vandret stilling nævnte han med høj røst hestens stamnummer og navn og blev stående i retstilling indtil officeren med de hvide handsker havde gnedet mod hårene flere steder på hesten, den mindste smule snavs på handskerne og en omstilling’ var uundgåelig, en yderst ubehagelig oplevelse, som blev afviklet en af de nærmeste aftener i stalden, hvor synderne’ på et nærmere fastsat tidspunkt mødte iklædt drejlstøj. Plageånderne’ var 1 oversergent, 1 sergent, 2 korporaler og straffen bestod dels af en blanding af kommando¬strigling og stroppeture omkring den nervøse hest og på staldgangen. Man blev kommanderet omkring hesten i rasende fart og under den og over den, gik det ikke hurtigt nok fortsatte narrestregerne en tid. Blev så ændret til nogle hurtige ture op og ned ad staldgangen hoppende som en frø, og pineriet’ varede 1 time. Sveden drev og man sov roligt efter en sådan omgang. Et bad kunne vi jo ikke få men tog en herlig kold afskyldning med vores uundværlige, rumpe¬vandfad’ i vaskerummet! Ved søndags-paraden blev vores udrustning, uniformer, bajonet, karabin samt vort lille tøjskab med sokker, undertøj, toiletgrej meget grundigt efterset af en korporal. Undertøjet skulle være stablet med skarpe kanter i tøjskabet, i modsat fald blev hele skabets indhold raget ud på gulvet og så blev der travlhed med at få tingene på plads igen og i den rette orden, men man mistede sit nattegn og sin udgang fra kasernen. Det samme hvis det 1 1/2 cm. brede røde bånd ikke sad nøjagtig i samme højde på vore sammenfoldene uniformsdele der hængte på knage ved hovedgærdet af sengen, hele 16-mandsstuen rundt. Og kanten på folden af over¬lagenet på vore senge skulle flugte, og den seng som der fravig fik flået lagener og de 3 uldtæpper ud på gulvet og straffen kunne være fra lo til 25 sengeredninger alt efter korporalens humør! Efter at udrustningen var blevet efterset kom turen til sadeltøjet, stigbøjler og bidsler skulle skinne næsten som sølv, der blev brugt mange timer med sandskuring. Man kunne købe en såkaldt polerkæde’ ganske billigt og den gned vi så stigbøjler og bidsler med efter sandskuringen og det gav et fint resultat, men den kunne altså ikke dække lidt begyndende rustdannelse desværre! Blev sandskuringen kasseret måtte man fulgt af en korporal over på et depot med et utal af rustne stigbøjler og bidsler, og man fik så alt efter for¬seelsens grovhed et bundt af disse rustne ting med sig tilbage,

Og de skulle sandskures så de skinnede og kunne ikke afleveres før. Sommeren gik med øvelser i omegnen af Århus, en bivuak blev det også til, og det var ved Hestehave-skoven ved Kalø vig. Hestene blev bundet til et svært tov vi havde spændt ud og fastgjort til træerne, og vi lå rundt omkring på presenninger og sov. Om morgenen tid tidligt blev vi beordret til at stille i korte gymnastikbukser, vi skulle, bade og trainkonstablerne skulle tage deres heste med.

Man skulle passe på ikke at komme for langt tilbage med fødderne for hestene sparkede voldsomt med bagbenene når de svømmede, vi slæbte jo ved siden af hesten og havde fat i manken og tøjlen. Det var en god oplevelse og rart at få morgenmaden, som felt¬køkkenet havde tilberedt. tradionelle varme rundstykker fik vi ikke, men franskbrød og rug rød var også udmærket, og kakaoen fik vi jo også som vi plejede. Der blev brudt op og turen gik tilbage til Århus.

Der kom på et tidspunkt 2o utilredne irske heste der havde været i karantæne en tid, så der bød sig nogle opgaver for ridelystne! Vi blev nu valgt ud af vores berider.

De unge heste blev lukket ind i den ca.7-8 meter brede springgård med forhindringerne der strakte sig langs den ene side af den store ridebane, der var de nogle timer hver dag. Så begyndte tilridningen. Vi fik hver et spanskrør på 75 cm. udleveret, det skulle vi have under venstre arm under ridningen, forsøgte hesten at befri sig
for den uvante byrde ved at kaste sig bagover, skulle man med spanskrøret slå hesten mellem Ørerne og det skulle ske lynhurtigt. Hestene havde jo følsomme mundvige så vi brugte trensen med det bløde bid, og sporer havde vi jo heller ikke på. Og skader blev heldigvis også undgået. Et par år tidligere var en trainkonstabel ikke opmærksom nok under en tilridning, den kastede sig bagover og han nåede ikke at reagere, hesten havnede ovenpå ham og dens skulderparti kløvede hans bækken. Han døde på hospitalet dagen efter af de indre kvæstelser. Man skulle være meget vågen!
Hjemsendelsen nærmede sig og jeg måtte forlade min dejlige hest, forude ventede arbejdsløshed og besværet med hver uge at skaffe de 3 kr. til det (forbandede) fagf.kontingent, det havde jeg været fritaget for at betale under min indkaldelse. Uden indtægter af nogen art var det forfærdeligt. Ugifte kunne ikke få nogen form for hjælp fra samfundets side, det var vilkårene.
Blev indkaldt til mønstring i 1 md. i sept.1938, og ekstraordinært indkaldt året efter, d.2.september, da krigen var brudt ud.

Der blev indkaldt 10 årgange indenfor alle værn.
Vi veteraner’ blev beordret til at ride ned til Vejle-egnen, hvor vi blev indkvarteret med vores heste på gårdene i en lille landsby der hedder VORK, og der opholdt vi os i 32 måned, til 15.dec. Hvor vi blev hjemsendt med uniform. Den blev afleveret ret snart efter d.9.april. Det var en utrolig gæstfrihed, venlighed vi på alle måder mødte hos beboerne i Vork, der blev knyttet mange venskaber og de forkælede os disse kære mennesker, det var med vemod at vi forlod dem.
Mvh
Viktor