Om Onsildgruppen Af Lilly Thorup

Skrevet efter egen erindring samt notater af nu afdøde modstandsmand Ejnar Thorup

 

Modstandsbevægelsen i Onsild blev ledet af pastor Hans Kvist der senere blev biskob i Roskilde. Da gruppen blev startet var holdet i Klejtrup hos Sandbæk gruppen for at se nedkastningsmetoden. Og fik herefter nedkastningspladser selv. Den første ved Karlslyst i Vinge hvor der lidt fra gården var en gammel ajlebeholder der ikke mere blev brugt hvor containerne blev kastet i når gruppen havde tømt dem for våben. Så blev indholdet ellers kørt ud i et skur på Stampe Jørgensens eng . Skuret havde Carl Ove lejet.
En dag en gruppen skulle hente våben i skuret så han en mand som gik og luskede omkring skuret . Så han lod som ingenting og gik bare forbi . Han skulle ikke ene dertil når han ikke vidste hvem det var der gik der . Måske en stikker . Så om aftenen fik han hele gruppen med . De omringede skuret men fandt intet mistænkeligt . Man flyttede alligevel det hele til et skur på Søren Thorups mark. Det lå et stykke ude på engen.
Gruppen fik også en ny nedkastningsplads for en aften kunne de se at der havde været nogen ved ajlebeholderen . De kunne se der var flyttet på de tomme containere så måske var de opdaget . Gruppens nye ned kastningsplads var i Hejring på Lundgårdens mark .
Der skulle helst være noget de engelske flyvere kunne tage bestik af og der var en sø det bedste . Den var let at se fra luften . Pladsen i Hejring var nær Klejtrup sø og den i Vinge nær Tjele Langsø.
Meldingen kom fra BBC over den danske radio der . Den kom i kode som gruppen kendte . Og så skulle frihedskæmperne møde på pladsen for de skulle stå med lygter og signalere så flyverne kunne se det . Carlo havde så kørt sin lastbil ud til Trinderup inden det blev mørkt . Så var han fri for at komme over jernbaneoverskæringen i Væggedal for der gik næsten altid tyske vagtposter . Der kunne de jo nemt kontrollere alt .
Når våbnene var nede og læsset på lastbilen mest af Carlo Cristensen skulle det køres ud i skuret ude i engen .

En aften hvor der var livlig trafik af Gestapo på Skivevej og det snart var morgen sagde  Carlo ” Så er det nu gutter” . Og så var han så fræk at han med slukkede lygter bagefter tyskerne der kørte ad Lindum skov til. Men tyskerne fortsatte så til Vammen og dem med våbnene kørte gennem skoven . Hvor let kunne det ikke være gået galt ?
Der kom et læs brædder ud til Søren Thorup på Holmslyst og det tog gruppen med ud i skuret for gruppen skulle selv lave kasser til de forskellige våbentyper . Der var en ” Kurt ” (en der var gået under jorden ) Han boede hos lærer Lorentsen i Sjørring . Han lavede mange kasser. Han havde jo intet arbejde hvorimod resten af gruppen skulle passe deres normale arbejde ellers ville det jo vække mistanke.
Når der kom bud at gruppen skulle levere våben blev de pakket i kasser som var lavet dertil . De skulle til andre grupper i Danmark som på grund af befolkningstæthed ikke havde muglighed for selv at tage våben ned . Derfor skulle de grupper i byerne have våben fra dem ude på landet.
Der kom bud til Carl Ove ( han var blevet gruppeleder da Hans Kvist måtte gå under jorden) . Våbnene skulle lastes i skibe på havnen i Hobro og det var mest Svend Nielsen der kørte . Engang hvor Ejnar var med ham stod de ved siden af de tyske vagter og læssede af . Det skulle forestille at være kartofler . Men tyskerne troede vel ikke at de kunne være så frække lige for øjnene af dem .
Når gruppen fik ordre om at sprænge banen fik de hjælp af Dahl på stationen . Det var når der var tyske troppetransporter til Norge . De kunne selvfølgelig ikke stoppe dem  men forsinke . Dahl kunne få at vide hvor de tyske vagtposter gik . Så sent hen i krigen havde tyskerne ikke så mange folk så når de gik på strækningen fra Hobro til Trinderup så sprængte de skinnerne fra Onsild mod Randers .
Det hændte at der i en container fra England var en med tøj . Alt var jo rationeret i Danmark . Det tøj nød frankmændene i Lindum skov godt af . De havde kun det tøj de havde på da de deserterede fra tyskerne . Og vinteren var meget kold . Det om franskmændene er en helt anden historie .

I starten når der var ned kastning fløj de engelske flyvere en tur hen over pladsen – vendte så om – og kastede deres ladning . Men det kunne tyskerne opfatte påderes radar . Så senere blev det lavet sådan at når englænderne skulle ned og bombe i Tyskland fløj der mange over Danmark . Så kunne tyskerne ikke så godt se om det var overflyvninger eller det til nedkastning . Og det blev også lavet sådan at flyverne skulle kaste deres ladning første gang de fløj over pladsen . De måtte ikke vende og flyve over en gang til .
Dette er kun lidt af de ting og episoder der hændte dengang . En helt anden historie er da befrielsen kom og gruppen kunne hente pastor Kvist hjem fra Esbjerg og de mange søvnløse nætter det må have givet Inga Kvist der boede ene i Præstegården med sine små børn.

Modstandsgruppen i Onsild bestod af følgende

Hans Kvist  Sognepræst – gruppeleder
Villy Clausen Kommis i Onsild Brugsforening
Carlo Christensen  Vognmand i Onsild
Poul Dahl  Ekspedient på Onsild Station
Svend Flensborg Trafikelev på Onsild Station
Peter Juul  Bagersvend i Onsild Bageri
Peter Pedersen Såkaldt ”Svellebetjent”
3 brødre fra Karlslyst
Jørgen Hansen  Landmand
Mogens Hansen  Landmand
Carl Erik Hansen Officer i Hæren
Carl Ove Thorup Landmand -gruppeleder efter Kvist
Ejnar Thorup  Landmand

Svend Nielsen Vognmand i Onsild St

Peter Nielsen skomager i Ørum

Der var engang ……skrevet af Svend Nielsen
Besættelsen af Danmark 1940-45
Onsildgruppen

9. april begyndte med at jeg som lastvognchauffør var ude at køre for en landmand i Nr.Onsild . Pludselig var luften fyldt med store sorte transportmaskiner så vi talte om hvad det skulle betyde . Tyskland og Danmark havde jo en venskabs og ikke angrebspagt  fra juni 1939 men da vi kom til Randers fik vi besked . Danmark var besat og havde kapituleret . Landmanden og værten hvor vi var talte meget om situationen og mente nok at danskerne kunne lære meget godt af tyskerne da de var et meget dygtig folk . Jeg sad med en underlig smag i munden men som en ung og uerfaren mand på 20 år havde jeg ikke nogen muglighed for at gå dybere ind i diskussionen med ældre folk .
Da vi kom til juni måned og hvis jeg ville beholde mit arbejde var jeg nødt til at køre med bilen på Ålborg flyveplads 5 dage om ugen . Arbejdet var at køre jord fra landet ind på flyvepladsen . Det hold jeg var i bestod af ca. 75-80 lastvogne der kørte 18 timer daglig fra kl. 4,00 om morgen til 22,00 aften . Da vi kom til august måned  var vi snart færdige med disse jordvolde men et par dage før vi var helt færdige kom der besked om at vi godt kunne fortsætte for jordvoldene var vendt forkert . Jeg husker ikke om det var nord-syd men det var forkert de skulle vende øst-vest .  Vi chauffører som boede på en gård var enige om at det kun var for at holde os i arbejde . Vi tjente jo ret godt i forhold til hvad vi kunne tjene derhjemme . Vi var en hel del der rejste hjem.

I 1941 måtte vi til at køre på gasgenerator fordi benzinen var på ration . Det var erstatning der var brugbar . I 1942 købte jeg vognmansforretningen på Viborglandevej 59 og blev gift men i 1943 kom en tysker og sognefogeden . De mente vi havde god plads så vi måtte aflevere et værelse til en tysk befalingsmand og et kælderværelse som blev brugt til værksted for reparation af våben og cykler . De flyttede dog ud igen i efteråret 43 .
For mit vedkommende gik tiden ganske rolig bortset fra da også generatortræ blev rationeret . Så var der problemer når vi kørte meget for spritfabrikerne  og da Carlo og jeg klagede vores nød til driftlederen på Trinderup bad han os kommen på besøg en dag . Vi gik en tur i skoven og fandt nogle store bøgetræer som vi kunne fælde hvis vi så kunne fortsætte med at køre for dem . Carlo og jeg var skovarbejdere et par dage men vi fik træ til generatoren . Det gik fint indtil vi skulle have træet tørret inden det kunne bruges for så kom en ivrig poletibetjent forbi Veggedal hvor jeg fik mit træ forarbejdet . Det kostede mig en bøde og lidt afgift pr. hl.

Den 29 august 1943 to tyskerne det danske militær og så skulle vi have pas . Den 30 august kørte jeg grise til Hobro slagteri . Vi havde ingen vanskeligheder med at komme til Hobro men vi kunne ikke komme hjem igen uden pas som vi skulle have ved tyskerne der havde kontor i den gamle Villa Alfa nu hvilehjemmet Karmel . Der var trængsel for at få pas . Jeg ventede et par timer . Så gik jeg ud af køen og kørte gennem Apotekerskoven hjem efter et læs mere og sidst på dagen da vi kørte til Hobro igen så de tyske vagter på os men sagde ikke noget . På det tidspunkt kunne vi få pas mrd det samme og kunne køre hjem igen.

Modstandskampen startede for mit ved kommende efter nogen snak frem og tilbage med flere af mine senere kammerater uden direkte at komme ind på hvad vi skulle gøre . Først lige efter 19 september 1944 da politiet var afvæbnet kom der gang i det . Lige herefter kom en mand en aften og bankede på vor dør . Det var politibetjent Hinch Sørensen fra Hobro der kom cyklende fra Hobro . Han gik forsigtig frem – om jeg eventuelt kunne køre en tur i morgen aften ? Da jeg sprugte hvad det drejede sig om svarede han at det var bedst ikke at vide for meget . Så sagde jeg straks ja og næste aften stod han på Randersvej og sagde hvor vi skulle køre hen . Det blev min første min første køretur . Den blev til Barsbøl skov nede Ouegård hvor der nogel dage i forvejen var faldet noget ned  men et par containere var væk og først fundet dagen efter . Det første var flyttet af vognmanden i Oue men da han var bange for at hans naboer ville vide hvad han kørte efter om natten sagde han nej . Der skulle være en pause så derfor kom der bud til mig . Varerne blev kørt til depot ved Kielstrup sø .

Næste køretur var ganske u skyldig . Det var efter  en samtale med en mand som også kom på cykel . Det var redaktør ved  Jyllandsposten Eigenbroot fra Ålborg . Vi kørte til Arden på Roldskov savværk hvor han kontaktede bogholderen eller direktøren som kom med ud på pladsen og gav ordre til at udlevere et læs træ som vi fik læsset på uden papir eller følgeseddel . Træet blev aflæsset i Oue ,Stenild , Snæbum og i Onsild . Det blev brugt til kasser når våben m. m. skulle videre.

Herefter kom en invitation til at deltage i et møde i Sjørring skole hvor der blev drøftet mange forskellige ting som skulle foregå . Et par dage efter var hele var vi hele flokken som bestod af 12 danske unge mænd og 3 frankmænd som var deseteret fra tysk militær i Viborg og nu boede i en jordhule i Lindum skov . Min første nedkstning var som en hilsen til Christian på pladsen der lå ude  i bakkerne i Hejring . Alt forløb som det skulle . Det var en oplevelse som man aldrig glemmer . Jeg fik til opgave at give flyverne signal sammen med  2 mand mere med lommelygter . Pludselig var flyverne over os og der lød en rislen som om vinteren når sneen glider ned af taget på pandepladerne og vi kunne i måneskin se 12-14 forskellige farver på faldskærmene der faldt ned rundt om os med lygterne . I løbet af  10-15 minutter var alt samlet sammen læsset på lastbilen og kørt i depot i Onsild Enge.

Næste gang vi var på besøg ved Christian kørte vi forgæves og dagen igen forgæves . Der kom igen fly til os så vi var lange i ansigterne . Da der kom hilsen til Christian 3 gang var vi enige om at rykke derud . Vi havde jo vagtværn på gaden i Onsild som hele tiden kunne høre når jeg startede på gasgeneratoren og se at jeg kørte . Den aften da hele flokken cyklede ude på landevejen ved saltværket i Brøndum kunne vi høre mange flyvere summe i luften så vi fik travlt med at komme på plads og vi var dårlig på plads før maskinen var lige over os . Den gav et lille blink og fortsatte men 2 minutter senere var den vendt om og vi fik vore gode sager . Nu var vi noget i knibe for vi manglede bilen for at få alt  væk . Carlo og jeg fik besked på at hente bilen . Der var bare den forhindring at jeg havde kørt 2 aftner så jeg måtte ikke køre ud igen den aften . Carlo havde bilen til at stå på Trinderup fordi forsamlingshuset i Onsild var besat af tyske soldater og mange gange når han kom hjem skulle han køre for dem . Han boede jo i købmandsforretningen lige over for . Vi kom til Trinderup og fik bilen gjort klar til at køre da der blev lys i gården . Der komen lille en ud af munden for hvad gjorde vi nu ? Vi tog en hurtig beslutning og gik ned til døren . Ud kom chefen sammen med fruen og et par personer mere . De så noget på os men Carlo sagde til dem at alt var i orden . Det var os der skulle køre en tur og de blev klar over at de ikke skulle efterlyse bilen og ønskede os god tur . Den aften er en vi sent glemmer . Vi kom over til Hejring fik læsset i en fart og kørte . da blev den første lysbombe kastet så der var helt lyst over Klejtrup men Carlo kørte alt hvad bilen kunne køre  Men da vi kørte ovre på Sjørringbakken var der biler bag os i Lindum . Vi kørte nu uden lys og nåede ind over Onsild enge . Da vi var ved vejen ud til vores depot sagde Carlo : ” Svend kan du bruge håndbremsen lidt . så vi kan få drejet af vejen .” jeg bremsede så med håndbremsen for hvis han brugte fodbremsen kunne de måske se vores stoplys . Straks efter da viholdt på vejen ud til depotet røg der et par tyske biler forbi . Vi fik læsset af og cyklede hjem 1 eller 2 mand af gangen . Der var efterhånden helt lyst så vagtværnet i Onsild skulle ikke se en flok cykelister så tidlig en morgen .

Pladsen ved Tjele Risegård hvor Tjele Camping ligger i dag hed Winston . Her fik vi også ned kastning . Der cyklede vi over og når vi havde fået vores sending ned blev den kørt i depot i maskinhuset ved Karlslyst . Vi kørte med gammeldags kassevogn . Vi var selv heste til at trække vognen så det var nok et herlig syn når vi kom kørende sidst på natten med vores køretøj . En nat da vi kørte op af bakken efter Nr. Vinge kom der en bil nede ved Tjele . Så måtte vi hurtigst muglig af vejen . Der var heldigvis ikke meget vejgrøft og vi holdt i skjul mens bilen kørte forbi .

En anden gang ved Christian var en af franskmændene og jeg vagt . Det var en kold tør nat og da der pludselig kom et vindstød og bladene blæste over os viste franskmanden hvor hurtig han var . Samtidig med at bladene blæste ned  lød et klik og hanen på maskingeværet var spændt . Jeg fik et skub så jeg lå og kravlede under en frugtbusk et øjeblik men der skedte ikke mere så vi kunne godt fortsætte på vor vagtpost .

Samme nat blæste en af vore Containere noget uden for pladsen men vi skulle finde den og det gjorde vi også men vi var kede af det for landmanden havde lige tilsået marken med korn . Da Mogens næste formiddag ville se hvad vi havde trampet ned var hele marken igen harvet og det var ikke til at se at der havde været gæster om natten .

Sabotage har jeg ikke selv deltaget i men gruppen fik også en hilsen til langelænderen . Det betød at så skulle jerbanen have en lille hilsen . 1 gang var gruppen i gang med jernbanen mellem Fårup og Onsild . Der var endnu ikke dobbeltspor til Fårup . Kun mod Hobro var dobbelsporet færdig . Samme aften gik Peter og jeg og slæbte et lille læs fra depotet i Onsild til et havehus nede i Vestergade i Hobro så det var nogle andre der fik det hverv . Hvem ved jeg ikke men det var en hård tur . Vi holdt mellem 2 huse og måtte bære kasserne ned af en havegang ca. 100 m men gruppen fik levet et fint arbejde med banen fik jeg at vide for næste dag kom en jernbanemand og spurgte om jeg ville køre arbejderne til Randers når banen var repareret . Jeg fik kreaturhækkene med presening på bilen og kørte til Randers med folkene . I mellemtiden var jernbanen sprængt igen ved Bjerregrav så jeg måtte vente ca . 1 ½ time medens arbejderne fik noget at spise og en madpakke med . Da var det at formanden fortalte at for en gang skyld var det noget værd med at sabotere fordi her skulle de have jernbaneskinnerne frem så varede det jo meget længere end på banen hvor der var dobbelt spor . Der kunne de bare gøre et spor færdig ved at flytte fra et spor til et andet .

Da jeg kom til Randers Station var der straks en flok mennesker ude ved mig og pressede og græd om de dog ikke måtte komme med mig til Hobro . Så mente de der var en muglighed for at komme til Aalborg . Jeg lovede at komme tilbage efter dem når jeg havde kørt arbejderne til Bjerregrav . Da jeg kom tilbage til Randers var fyldt op på ladet på et øjeblik . Inde i førehuset sad en ung mor med sit lille barn . De havde været på banegården i Randers i 28 timer da vi kørte mod Aalborg og Nr. Sundby . Jeg har aldrig fået så mange små kys og klem som den nat efterhånden som de kom hjem . På vejen hjem blev jeg stoppet . Al kørsel gennem Rold skov var forbudt på grund af sabotage på banen den nat . Jeg måtte tilbage til Støvring og ud af Viborgvej og over Suldrup , Nørager og Brøndum for at komme hjem.

Af alvorlige oplevelser var der nogle få stykker dpg ikke mange men dog enkelte . Der var bl.a. en morgen da vi læssede en jernbanevogn på Hobro Havn med gods at jeg ikke kunne starte bilen . Da der var gået ½ time over tiden kom Ejnar Thorup ind for at se om jeg havde sovet over . Det hjalp ikke at han stod og kørte rundt med startsvinget . der var ikke noget at gøre før Carlo havde klaret sin opgave . Han skulle så også se hvad jeg blev af . Han slæbte bilen i gang og vi kørte i depotet i en fart og kom til Hobro . Der ventede jeg længe inden Peter og Kurt kom frem . De var gået i dækning fordi jeg ikke kom til tiden men vi kom i gang med aflæsningen . Vi væltede trækasser ind og medens vi arbejdede med tynde nerver var der blevet arbejdsdag og et kompani tyske soldater begyndte på dagens arbejde . De kom gående i kolonne hen mod os så vi holdt en pause inde i banevognen . 50 m fra os fulgte de vejen ud i skoven ved Blåkilde . De gik højre om Hedegård – pakhus . Vi holdt på den anden side . Peter sagde ” Ja nu slap vi også den gang ” og da jeg kom tilbage til Onsild gik Jens Møller også og ville se når jeg kom hjem . Han ville ikke på arbejde før han havde set at jeg var hjemme igen selv om det var den eneste gang han var med Onsildgruppen på arbejde . Der var jo flere der var klar over hvad der foregik men alle var rolige . Jeg havde besøg i garagen flere gange af byens vagtværn og fik et par gange ønsker om god tur og et råd : Pas nu godt på .
4 . maj om aftenen var en fest og de første dage herefter var også men der kom for meget sjov de følgende dage som ikke var så spændende . Blandt andet kom en mand der havde været sammen med tyskerne i arrest . Der var også en pige som havde talt for meget med soldaterne som folk der heldigvis ikke havde noget med os at gøre selv ville staffe . Hun blev kørt i beskyttelsesarrest fordi de ville klippe og male hagekors på hende .
Mine oplevelser er skrevet  efter bedste hukommelse da der ikke skulle være noget der kunne føre tilbage på os hvis noget gik galt . Onsildgruppen var så heldig . Det er jo lige ved at være ufattelig

Svend Nielsen

Skrevet af Svend Balle
Modstandsbevægelsen

Hans Kvist, præst i Sdr Onsild, blev i 1942 opsøgt af modstandsmanden Robert Stærmose, Støvring Højskole, der bad Hans Kvist om at huse et par engelske agenter. Det var starten på et eventyr og dristig illegal arbejde, som har indledte sammen med vennen Valter Lonsdale De dannede i 1943 en regulær modstandsgruppe hvor Malermester Børge Egelund fra Hobro
også var med, som meget aktiv, indtil han blev taget af tyskerne. Gruppen tog sig af nedkastninger af våben, ammunition og sprængstoffer i området.

Når de Engelske Fly kom og kastede våben ned, fik modstandsgruppen besked over den engelske radioavis på dansk, om tid og sted hvor det blev kastet ned, der var forud kommen en bestemt hilsen i kode, så vidste gruppen besked. det var farligt arbejde, engang de var ude at hente noget på nedkastningstedet og var på vej hjem, fattede tyskerne mistanke til dem og kørte efter dem, man Chauffør
Karlo Kristensen var bedre kendt på egnen en tysker, så han smuttede ind af en markvej, og ind i en plantage, der blev de så til tyskerne var væk, hvorefter de kørte en omvej hjem.
Er, anden gang var Kvist og Lonsdale sammen med nogle andre ude at hente en faldskærmsmand på Asferg Hede, han sad oppe i et træ med faldskærmet, og, truede med en Pistol at skyde enhver der kom i nærheden, idet de ikke havde Kodeordet, han kom dog ned og blev skjult i Randers. Næste morgen sagde Værtinde til Hans Kvist, at han ikke skulde komme slæbende med forhutlede Havnesjovere mit om natten.
Havnesjoveren var dansk – engelsk faldskæmsmand Abrikosen.
En dag kom tyskerne og beslaglagt konfirmandstuen hvilket var lidt af en katastrofe, fordi det var center for gruppen og depot for våben og ammunition

Huset blev rømmet, og medens tyske vagtposter ligegyldig så til, flyttede Hans Kvist, hvis i illegale dæknavn var Jørgen Jensen, sammen med Lonsdale og flere andre, sække med stengrus spræng-stoffer m m, ned fra loftet, og læssede det på en tørvevogn forspændt en Hest, som blev kørt af Kresten Kristensen, forbi tyskerne, de troede det var almindelig bohave, og interesserede sig ikke for sækkene, han kørte det ud til broderen Rasmus Kristensen, hvor sækkene blev gemt i et korngulv og dækket med halm. Både Lonsdale og Kvist måtte kort efter gå under jorden ,de tog sammen til Randers, hvor de fortsatte med at motage nedkastnings-materiale fra England og videre sende det med DSB som fragtgods Forklædt som havnearbejdere var parret også en tur i Mariager hvor Albatros, et lille skib fra Hobro lå fortøjet mellem to tyske marinefartøjer, de fik en sending våben ombord skibet blev bordet af tyskerne i Kolding, men det lykkedes Skipperen Peter Rasmussen og skibsdrengen at slippe lasten fra borde inden tyskerne fandt frem til lastens beskaffenhed.

I december 1944 blev gruppen i Randers revet op, og de to modstands-folk blev sendt til Esbjerg for at retablere (Seaoperation) dvs, det vil sige skaffe kuttere og mandskab til at sejle til Dokkebankerne for at hente våbenladninger fra engelske skibe, som derefter blev skjult under mængden af de nyfangede fisk,
Der var også dramatik med i landsætningen af våben, idet englænderne altid havde en dunk Rom med til besætningen på modtagerskibet

På Fur havde besætningen drukket så meget at de hujede og skreg da båden skulde i land i nærheden af de tyske vagtposter, men det gik også denne gang for Kvist og Lonsdale, og ved adskillige andre lejligheder var det også lige ved at gå galt.

I Thyborøn var adskillige fiskere en dag meget forundret, hvad er det for en torsk der har lastet den der kutter som ligger der, Hækken var dybt begravet i vandet, og Stevnen stak op i luften.
Det var selvfølgelig Lensdale og Kvist der havde skibet fuld af våben og ammunition, men ikke andre en fiskerne bemærkede det usædvanlige ved skibet.
En gang skulde gruppen have flyttet en radiosender en tidlig morgen gik Jørgen Jensen (Hans Kvist senderen bunden på bagagebæreren af Cyklen, og cyklede afsted med den, på vejen mødte han tysk patrulje, de fattede mistanke og kørte efter ham, men Kvist opdagede at de vendte, og kørte ind i  gårds` lade og fik senderen begravet under nogle kartoffelsække, og skyndte sig ud til tyskerne,
de spurgte ham hvad han var ude at køre efter så tidlig, Kvist kunde heldigvis så meget tysk at han kunde forklare dem at han var Anlægsgartner og var ude for at anlægge en Have, og det troede de heldigvis på.

Kapetalitionen
Den 4. Maj om aftenen kom der så over radioen meddelelse om at tyskerne havde overgivet sig, det skulde træde i kraft den 5 Maj klokken 8. Og folk åndede lettet op. Politiet var jo sat ud af funktion af tyskerne.
Så det var Frihedskæmperne der kom til at holde ro og orden,i Onsild gik de rundt og patruljerede lidt en gang imellem. Der var stadigvæk tyskere i byen, på hotellet boede de stadigvæk og der iblandt to tyske officerer,den ene dem. af gik og så sig gal patruljer, og sagde til den anden om de ikke skulde gå ud og rydde dem af vejen, det kunde de nemt have gjort de havde jo mere erfaring en Frihedskæmperne den anden officer fik ham heldigvis snakket fra det, krigen var jo forbi. Frihedskæmperne skulde også sørger for at der ikke blev sammenstimling på gaden.
En friheds kæmper fra Onsild blev en dag af sin leder beordret til at splitte en sammenstimling i Sdr. Onsild stationsby, han gik da hen til dem med Maskingeværet klar ‘ og bad dem om at passerer gaden, efter den tid blev han kaldt general Tarupski vilde nok gerne have været fri han kendte dem jo alle sammen.
Efter befrielsen holdt Frihedskæmperne til på Præstegård den. Der blev holdt nogle forhør over nogle folk der havde været lidt for venlige over for tyskerne.
Og nogle unge Mennesker tog sig af de to før omtalte tyskertøse, den ene blev passet op på, gaden, og blev klippet skaldet.
Den anden blev af Frihedskæmperne kort en tur rundt i Byen i åben Lastbil, som straf for deres intime forhold til tyskerne, de kørte så videre med hænde til afhøring i Hobro
Da Politiet igen fungerede meste den klippede pige, de unge mennesker til Politiet, de kom så, til forhør i Hobro, men pigen fik ikke noget ud af sagen.
Svend Balle.

Gestapo
Hans Kvist var en af de Præster som tyskerne under besættelsen kaldte blodtørstig;e præster, der skjulte maskinpistolen under præstekjolen når de stod på prædikestolen og prædikede vold ophidselse Kvist gik under     jorden blev han eftersøgt af gestabo  de opsøgte hans hustru i præstegården og underkastede hende lange forhør,og med slikpinde og sukkergodt forsøgte de at overtale hans små børn tlf. fortælle,hvor deres Far opholdt sig.
En nat brød de også ind hos naboen Søren Olsen på kom stormende ind i deres soveværelse og de kom i skrapt forhør, deres datter og svigersøn boede på loftetagen de kom også i forhør og svigersøn Knud Kristensen tog de med hen på præstegården og fort satte forhøret der, men de viste jo ikke noget.
Familien red stormen af, men måtte en tid flytte fra præstegården som hørte til embedet, som Hans Kvist beklædte fra sin teologiske eksamen i 1938 til 1948.
Kvist slap igennem krigen med livet og friheden i behold, men mange af de illegale, der arbejdede med mistede livet eller navnene i tyske fangelejre og koncentrationslejre. – –
Så kom befrielsen endelig, og en da blev Hans Kvist og hans familie igen samlet i præstegåden, og te! sin gamle gruppe i Onsild, som for at hædre trak ham gennem byen i en åben vogn.
Hans Kvist var født i Michigan i USA, men opvokset i Vestjylland Hvor hans fader var præst i 1948 tog han til Sydslesvig som dansk præst i Valsbøl under dansk kirke i udlandet.
I 1964 blev han provst for Sydslavisk danske præster menigheder.
Ved bispevalget i 1969 blev Hans Kvist valgt med et meget stort flertal og, i årene som biskop i Roskilde plaserede han sig som en respekteret forhandler og administrator som en fremragende prædikant og foredragsholder Der virke han til 1980 hvorefter han trådte tilbage på  grund af sygdom og rejste til Århus Hvor han døde Året efter 69 År gammel .

Efter befrielsen da tyskerne var rejst, og Hans Kvist og familie var samlet i Præstegården holdt de en havefest hvor alle var velkomne foruden Hans Kvist holdt Nedkastningsleder Toldassistent Anton Jensen hvis dæknavn var Tolstrup, en tale om deres arbejde under besættelsen Tolstrup var hele tiden i kontakt med London, organiserede alle nedkastningerne i Jylland, samt fordelingen af det modtagne gods, han havde modtaget for ca 400 millioner våben og ammunition under besættelsen.
Efter talerne var der forskellig underholdning og modstandsgruppen i Onsild viste nogle af de våben som var bleven nedkastet under besættelsen.

Onsild Gruppen bestod af. Hans Kvist     Karlo Kristensen    Ejner Thorup    Svend Nielsen
Søren Anton Bach      Jens Møller Kristensen     Karl Ove Thorup. Peder Nielsen

Da verdenskrigen kom til Ørum

På et tidspunkt flyttede min far Peder Nielsen radioen ind i »den pæne stue«, nu begyndte vi, en genbo min far og jeg, at lytte til BBC’s udsendelser til Danmark om aftenen kl. 18.15. Vi lagde os på gulvet nærradioen, det eneste lys i stuen var radioens skalalamper.

Torben Holmgaard Nielsen (f. 1935), der som barn boede i Ørum, fortsætter her sine erindringer om besættelsestiden. Han er i dag pensionist og bor i Fredericia

 

Den dag i dag husker jeg stadig, hvordan udsendelserne blev introduceret, først med tre gange fire slag på paukere, derefter spilledes lidt af Prins Jørgens March, som så blev fadet ned og speakeren sagde: »Her er London, BBC sender til Danmark, vi sender på 19, 31, 41 og 1500 meter båndet«.Så startede udsendelsen og tyskernes støjsendere. Efter nyhederne, som var det eneste medie, som vi stolede på, kom så sær meldingerne til modstandsfolkene. Det viste sig senere, hvorfor min far også skulle høre dem. Når det var slut, blev radioen stillet tilbage på langbølgesenderen i Kalundborg, nyhederne fra BBC fortsatte da på andre sprog.

Sabotage i Ørum

En nat blev vi vækket. Der var lavet sabotage mod karetmager Jens Hartvigs værksted som brændte. Han lavede kasser som blev monteret på tyskernes lastbiler til transport af soldater, så var det stoppet for en tid. Tyskerne satte herefter vagt på.Da politiet blev interneret af tyskerne den 19. september 1944, blev der dannet et vagtværn af mænd fra byen. Der blev lavet en vagtplan, hvor man skiftedes til at gå vagt om natten, to og to, forsynet med regnfrakker, armbind og gummiknipler.Gummikniplerne var lavet af svær dampslange med en rundstok af træ inden i samt en strop til håndleddet. Vagterne skulle se efter folk med uhæderlige hensigter, og om mørklægningen var i orden.Jeg fik skarlagensfeber i 1944, og blev indlagt på Viborg Sygehus. Få dage efter kom min yngste bror Frank der også, jeg havde smittet ham. Det var før penicillinen blev almindelig kendt, så det betød seks-syv uger i isolation.Når vore forældre kom på besøg, foregik det uden for vinduerne, og vi måtte tale sammen gennem glasset. Hvis man f.eks. ville sende et brev, skulle alle fire hjørner klippes af, så der kunne blæses desinfiktionsmiddet gennem kuverten.Her mærkede man mere til krigen, da der sommetider var luftalarm. En morgen var vores senge trukket hen til døren, og der stod de i en halv rundkreds, så det var nemmere hurtig at få os i beskyttelsesrum. Det blev dog ikke nødvendigt at få os i beskyttelsesrum.

Bombehuller i mark

En nat blev der droppet nogle bomber på Hedegårdens marker på Vingevejen, det var et engelsk bombefly, som blev jagtet af en tysk natjager, og som derfor smed lasten, jeg ved ikke om de klarede at returnere til England. Der var blevet nogle rigtig store huller på marken, som folk skulle ud og se dagen efter. Der fandtes også rester af lysbomber – nok for at piloten kunne blive orienteret om, at bomberne blev kastet udenfor bebyggelse.

Flygtninge til byen

I slutningen af krigen, kom der rigtig mange flygtninge til Danmark. Omkring 100 kom der med toget til Ørum, mest gamle og kvinder med børn. De gik fra stationen og til forsamlingshuset, hvor de blev indkvarteret. De kom simpelthen i laser og pjalter, nogle havde klude viklet om fødderne, de ejede kun det, som de bar på. De kom fra de østlige områder, og flygtede fra de russiske tropper, da de rykkede mod Berlin. Der var en del, som døde under opholdet, for mange steder blev der ikke taget hånd om de syge flygtninge. Det var trist – de var jo uskyldige.Der var et hegn mellem forsamlingshuset og den gamle  skole Lærer Andersen forbød os at tale eller lege med børnene, og i det hele taget at nærme os hegnet, de havde lus, sagde han. Hvad der muligvis også var rigtigt.Flygtningebørnene måtte så lege med hinanden, og det gjorde de. Drengene havde engang banket noget sammen, der skulle forestille en flyvemaskine, som de løftede op og løb rundt med, samtidig med, at andre skød efter den med småsten.To gamle tyske skomagere, der var blandt flygtningerne, besøgte sommetider min far på værkstedet. De prøvede at kommunikere så godt de kunne, den ene havde en teenage-pige med sig, Hannelore Krause hed hun, det var sikkert et barnebarn.Straks efter krigens slutning blev der sat bevæbnet vagt på til beskyttelse af flygtningene, det var CBer, en slags dansk hjælpepoliti.

Befrielsen Om aftenen den 4. maj var vi børn kommet i seng, da min mor blev kaldt over til telefonen på den modsatte side af vejen hos tømrermester Christian Eriksen. Det var min far, der var sammen med Onsild-gruppen. Han fortalte min mor, at tyskerne ville overgive sig næste morgen kl. otte. Vi blev selvfølgelig meget glade, og fik lov til at komme op igen.Når min far ikke var hjemme om aftenen, troede vi børn, at han var ude med regninger, der var jo mange, som fik kredit dengang.Selv om det var aften, blev der sat flagallé op. Da den senere blev taget ned, blev flagene båret gennem byen, og ingen tyskere blandede sig i det.Næste morgen oplevede jeg, at nogle modstandsfolk kom hen til dyrelæge Herluf Skriver, for at »låne« hans Citroën. Skriver havde nøglen, men var ikke hjemme, så modstandsfolkene fik kortsluttet tændingen og kørte med bilen.Englænderne nåede til Ørum dagen efter, de fik en begejstret velkomst, folk stod langs vejen, vinkede og rakte blomster op til soldaterne i køretøjerne, enkelte af dem blev i byen i et par timer, de blev inviteret ind nogle steder på mad. Imen de spiste, klatrede vi børn op på og i de panserede køretøjer og undersøgte dem. Det var der ingen, der forhindrede os i. Jeg kan ikke huske, at der var våben. De havde muligvis taget dem med ind, men der var rigtig meget ammunition.

Modstandsgruppe Onsild-gruppen holdt blandt andet til på Karlslyst, som dengang hørte under Tjele gods. Det var hovedsagelig en modtagegruppe, men der blev også lavet jernbanesabotage.Det eneste minde, der i dag er tilbage fra den tid, er to tyske stålhjelme. De er fra en af sabotagerne ved Onsild, hvor nødværge var den eneste udvej for overlevelse, ved anlæg af sprængstoffer på skinnelegemet.Min far fortalte nødig om, hvad der foregik. Det lå i luften, at man ikke spurgte for meget. Først da jeg fandt Onsild-gruppen på internettet, og fandt ud af at Svend Flensborg, som jeg kendte, også havde været med, og han fortalte mig om det, fik jeg bedre kendskab til den. Man kan læse mere om Onsild-gruppen på onsild-lokalhistorie.dk.Hjemmesiden er, som der står på den, skrevet af Lilly Thorup efter egne erindringer og notater af nu afdøde modstandsmand Ejner Thorup samt af Svend Nielsen. Fordi min far straks efter krigen forlod byen, er hans navn åbenbart glemt på hjemmesiden.Den sidste medlem af Onsild-gruppen, Svend Flensborg, døde den 31. januar sidste år. Jeg kendte ham gennem mange år, da vi begge var ansat ved Shell i Fredericia. En dag, jeg besøgte ham, ikke så lang tid før han døde, åbnede han sig op om sine oplevelser fra den gang. Jeg ønskede at optage, hvad han fortalte, men det ønskede han ikke, at jeg gjorde. Han fortalte blaandt andet, at han opbevarede en engelsk uniform, for at være klar, hvis de allierede havde valgt at invadere Jylland.

Fangevogtere

Umiddelbart efter den 5. maj 1945 blev min far ansat ved fængselsvæsenet. I første omgang som fængselsbetjent. Det blev vor nabo Georg W. Busch også. Vi blev igen naboer i Sejet, som ligger mellem Horsens og Juelsminde, tæt ved Straffelejren Møgelkær, som var navnet dengang, og hvor de blev ansat.Fangerne var de såkaldte værnemagere, stikkere, folk fra terrorgupper med mere. Mere end 30.000 blev interneret, over 12.000 mennesker blev idømt fængselsstraf under retsopgøret, mange fik livsvarig

fængsel og mistede al tillid for bestandig, som dengang kunne tilføjes straffen. Men Folketinget vedtog i 1946 et straffelovsforslag der mildnede straffene. Det betød blandt andet, at den sidste fange blev løsladt i 1960.Kun min far forlod Ørum lige efter krigsafslutningen, resten af familien flyttede ned på Vingevej til min farbror, Johannes Nielsen. Vi forlod først byen næste forår. Min far var først fængselsbetjent i Frøslevlejren, før vi flyttede til Sejet.Frøslevlejren havde huset helte, der skulle ikke sidde landssvigere i Frøslevlejren. Derfor fik den navneforandring til Fårhuslejren, mens den husede den type fanger.

Nabo interneret Georg Busch havde været interneret i Frøslevlejren fra oktober 1944. Han blev arresteret af Gestapo på sin lille datter Kirstens et-års fødselsdag, og hvor familien i den anledning ventede gæster. Georg havde skrevet en artikel i Viborg Stifts Folkeblad, som handlede om hans arbejde i organisationen De Unges Grænseværn, og som Gestapo ville anholde ham for.De rodede lejligheden igennem og fandt en tysk indkaldelsesordre, som han ikke havde reageret på, han blev anklaget for landsforrædderi. Men var der noget, han ikke var, så var det landsforrædder. Han var en god dansk borger, han fik statsborgerskab i 1940.Georgs kone, Magda, kom også efter hans arrestation meget over til os. Jeg husker stadig hende sidde grædende på divanen. Det endte godt, han kom hjem efter 5. maj fysisk uskadt. Men hans lille datter kendte ham ikke, da hun igen så sin far.

Psykiske efterveer Georg Busch var født i Flensborg, og tilhørte det danske mindretal. Da nazisterne i 1930’erne begyndte at skabe uro, sørgede hans mor, for at han kom til Danmark. Jeg besøgte ham en gang hver sommer, til han døde for cirka seks år siden. Han havde for længst lagt krigsårene bag sig, sagde han. Vi talte aldrig om dem, selv om jeg gerne ville have noget at vide.Men jeg ved, at efter krigen, når min far og Georg var alene sammen, blev der talt om noget, som vi andre aldrig fik noget at vide om.Det må have været et enormt psykisk pres, som modstandsbevægelsens medlemmer har været ude for i en tid, hvor der var en hårfin kridtstreg mellem venner og fjender, og hvor de hele tiden var på vagt over for stikkere. Dengang blev man ikke tilbudt psykologhjælp, så mange har helt sikkert fået psykiske skader, som de aldrig overvandt.Der findes i lokalarkivet i Ørum to eller tre ringbind med diverse papirer, som Georg Busch har afleveret. Der i blandt den lille artikel, som var skyld i, at han blev arresteret.

Hans Kvist fortæller om julen
Det bliver den femte jul i bispeboligen som Inga og Hans Kvist kommer til at opleve i Roskilde . Tidligere har de som præstepar oplevet jul i den lille landsbykirke i Sdr.Onsild i Jylland og i præsteboligen i Valsbøl og i Flensborg.
Julen 1940 – vor første efter at vi var blevet gift – blev en aldeles uforglemmelig jul for os. Vi var et meget fattigt præstepar men den hjertevarme som vi mødtes med gjorde at vi følte os så rige . Sikkert aldrig glemmer Inga og Hans denne jul .
I dette ufordærvede landsbymiljø ”kom man hinanden ved ” i alle måder. Det var også et udtryk herfor at landsbyens beboere denne første jul kom anstigende med alle former for lækker julemad : kød til stege færdiglavede sylter ænder – og lykkeligvis i en vinter der var tilpas hård til at man i mangel af en fryseboks kunne hænge det alt sammen i tilstrækkelig kulde på loftet.
Uforglemmeligt var det også sådan en juleaften at gå fra præstegården de 100 meter gennem præstegårdshaven til den festlige oplyste kirke hvor menigheden ventede . Endnu er mange bånd knyttet mellem Sdr.Onsild og bispeparret i Roskilde.Men det blev ikke alle juleaftener man i Sdr.Onsild-tiden fik lov at tilbringe i præstegården. Besættelsen bragte også krigens pust til den lille idyl. I eftersommeren 1944 måtte Hans Kvist ”gå under jorden” Gestapo søgte efter ham. Det var en usikkerhedens tid her som så mange andre steder. En tid med frygt og angst. Det var ikke at undres over at Inga Kvist der med ægteparrets børn sad alene i præstegården havde en urofyldt tid.Denne uro blev mærkbar stærk i december. Det ligesom sad i kroppen at der ville ske noget og hun besluttede da med sine tre børn at tage til Esbjerg hvor hendes familie boede . Den 18 december slog Gestapo til. Præstegårdens døre blev brudt op og huset gennemsøgt men uden resultat.
Juleaften dukkede Hans Kvist op hos familien i Esbjerg og således fik man alligevel lov at være sammen denne julehøjtid. Af en eller anden mærkelig grund er det altid sket for familien Hans Kvist at nye præsteembeder er blevet tiltrådt op imod jul.
Således var det i Sdr.Onsild.Således blev det i Roskilde og således var det også da Hans Kvist efter Sdr.Onsild i 1948 blev præst for den danske menighed i Sydslesvig med bopæl i Flensborg.

Hans Kvist

Huleboerne i Lindum Skov Tre franske desertører overlevede skjult i skoven
Af f Børge H. Larsen
Beretningen om de tre “huleboere” i Lindum skov har altid fascineret mig. Derfor vil jeg nu fortælle om denne spændende historie. En stor del af beretningen er citater fra A. og B. Bertelsens bog “Deres historie, en del af vores historie”.
Jeg har ofte hørt om hulen i Lindum skov og de tre franskmænd, der boede der under den sidste krigsvinter 1944-45.
Men hele historien fik jeg først kendskab til, da min kone kom til at tale om hulen med Vita Petersen, Onsild. Vita lånte os den maskinskrevne bog, samlet af Børge Bertelsen, Kruså.
På en mild vinterdag for mange år siden drager vi ud i 2. distrikt i Lindum skov. Min kone og jeg er ledsaget af Mary Hoff og hendes datter Vita, der begge kender skoven ud og ind. De skal vise os hulen, hvor de tre franske desertører holdt til fra den 15. oktober 1944 til befrielsen 5. maj 1945.

Mary Hoff og datteren Vita Pedersen fortæller ved foden af Hjortehøj om huleboerne.
Om efteråret kom de tre desertører hertil. De var deserteret fra den tyske panserafdeling, som de lå ved i Viborg. Disse tre Elsasser var tvunget ind i “Wehrmacht”, ligesom de danske sønderjyder i den tyske hær under Første Verdenskrig.
I et “Verordnungsblatt” fra august 1942 stod, at der var tvungen værnepligt for alle krigsduelige mænd, født i Alsace fra årgangene 1908-1927. Det betød, at 140.000 mand blev tvangsindkaldt til den tyske værnemagt.
Af de 140.000 mand faldt eller blev meldt savnet de 40.000, de fleste på østfronten. 35.000 blev invalide.
Under meget spændende omstændigheder var det lykkedes de tre unge franskmænd Albert Meyer, Marcel Dietrich og Albert Burchel at flygte til Klejtrup, hvor de af læge Repholtz og Agnes Hansen blev hjulpet gennem den første farlige tid.
Efterhånden blev man dog bange for, at det kunne komme sympatisører med det tyske system for øre, at der var dukket tre unge mænd op.
Når man læser den interessante beretning, skrevet af Børge Bertelsen, om de tre desertørers frie færden i Klejtrup og senere i Lindum, må man erkende, at der ikke kan have været tyskvenlige personer der på egnen.

I skjul ved Hjortehøj
Af hensyn til deres sikkerhed blev franskmændene derfor bragt til Lindum skov af læge Repholtz.
De skjulte sig ved Hjortehøj, en stor gravhøj, der ligger på bakken syd for det daværende savværk, der lå nede ved Mølledalsvejen. Kun en lille kontorbygning (nu jagthytte) minder om den tidligere virksomhed. Ved gravhøjens fod havde huleboerne indrettet sig. Billede th. Her lå savværket ved Store Bedested. Nu er der kun kontoret tilbage.

“Huleboerne” – som de blev kaldt – gravede sig et tilflugtssted ved grav-højens fod. I dag kan man svagt ane, hvor hulen har været. Den blev efter
Krigen kastet til så ingen ved uheld skulle falde derned

Den underjordiske hule var 3 meter tegnet af Albert Meyer 1987 dyb, 2 meter lang og 1,8 meter bred.
Den var indrettet med 3 sovepladser Huleboernes hjem ved Hjortehøj,
og en lille ovn, som de naturligvis aldrig net i 1987 af Albert Meyer. (Gengivet
måtte tænde om dagen, thi da kunne efter Bertelsens bog). Røgen røber dem.
Da savværksfolkene opdagede> at der forsvandt planker og brædder fra stabelpladsen, fandt de “kunderne” ved at gå efter de mærkelige lyde, de havde hørt oppe fra skoven. Danskerne forklarede huleboerne, hvilke stabler, de måtte tage træ fra, og at de efter fyraften var velkomne til at tage et bad i savværket, hvor der kunne tappes varmt vand fra den dampmaskine, der trak saven. Det var også et problem for Elsasserne at få drikkevand, da Lindum skov kun har få moser og ingen søer. Ofte måtte de læske sig med duggen fra det våde græs.
Hulen var godt kamufleret. Den lem, der førte ned i dybet, var dækket med græstørv og et grantræ, så det var helt umuligt at opdage, at her boede tre mennesker. I al den tid fik de af læge Repholtz bragt middagsmad, som var lavet af Agnes Hansen.
Om natten strejfede de tre franskmænd rundt for at finde noget spiseligt, såsom nedfaldsfrugt, kartofler og roer.

Altid på vagt
De havde flere gange hentet mælk på en bestemt gård. Men en aften overraskede manden og sønnen dem, og der opstod en voldsom diskussion, de kunne ikke forstå hinanden. Men enden på det hele blev, at franskmændene blev inviteret ind til spisning, da man netop havde familiefest. Det var naturligvis dejligt for de unge mennesker, men de tog ingen chancer; den ene af dem stod vagt uden for med skudklar pistol. De kunne jo aldrig vide, om det var en fælde.
I Bertelsens bog kan vi læse: Efterhånden som tiden gik, var der flere og flere, der havde set et ‘glimt” af franskmændene, især blandt skovarbejderne. En tidlig aftenstund, da franskmændene sad i deres hule, blev de opmærksomme på vedvarende og gennemtrængende fløjtesignaler udenfor. Det var med bange anelser, men med skudklare skydevåben, de vovede sig uden for hulen. Da de havde lokaliseret, hvorfra lyden kom, så de i deres stavlygters skær, en ung kvinde, der skyndsomt gemte sig bag et stort træ, mens hun rakte et fad med mad frem. De var klar over, hvad meningen var, og de var ikke længe om at sætte de lækre ting til livs, for sultne var de jo det meste af tiden.
Savværket, som det har set ud, da huleboerne hentede brædder der. Foto: Skovrider
H.F. Horstmann.

På en ejendom var der en stor bidsk hund, men det lykkedes for dem at
blive gode venner med den, så den efterhånden ikke gav lyd fra sig, når de
kom. Da de senere blev inviteret til spisning hos familien, undrede landmand¬
den sig over, at hunden ikke gøede, da de kom, men logrende gik dem i møde. (Det var hos familien Hoff).
En dag, da Mary var i skoven med hestene og ventede på den mand, der
skulle komme og hjælpe hende med at læsse træ, viste de tre huleboere sig, og de ville gerne bruge kræfterne, så de fik hurtigt læsset vognen.
Da vinteren var nær, blev de i december tilbudt logi i en tom svinesti hos
Kristen Møller. Senere flyttede Albert Meyer over på et loftværelse hos jens
Bonde, og de to andre flyttede ind i stuehuset hos Møllers. Man må i sandhed
Beundrer disse menneskers modige indsats.

Til fotografen i Randers
Også skovfoged Th. Christensen havde franskmændene god kontakt med.
Herom skriver Børge Bertelsen: I skoven arbejdede der en kolonne fra L.A.B.
(Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse) i Randers, der var beskæf
tiget med at tage stød (træstubbe) op. En af dem var sømand, født i Flensborg,
men dansk gift; med ham kunne de uden vanskeligheder føre en samtale på
tysk. Skovfoged Christensen tildelte ham et meget afsides beliggende sted i
skoven, hvor han alene skulle tage stød op. Om det var en ren tilfældighed, eller
det var aftalt spil, er jeg ikke helt klar over. Men fakta er, at da de tre franskmænd
mødte op hos ham og hjalp til for fuld kraft, blev stykket ryddet på rekordtid. Det gav ekstrafortjeneste til manden fra Randers. Hans kammerater var mindre begejstrede, de gav højlydt udtryk for deres undren og utilfredshed over kammeratens præstationer. Skovfoged Christensen forbød derfor klogelig franskmændene at deltage i L.A.B. arbejdernes arbejde.
Da franskmændene senere skulle have et falsk dansk legitimationskort, manglede de et billede til det. Deres danske ven tog dem derfor med til Randers efter dagens arbejde for at få dem fotograferet.
Hos fotografen opstod en farlig situation; inden det blev deres tur, kom en tysk officer ind i butikken, også for at blive fotograferet. Men da manden fra Randers talte perfekt tysk, gav han på gentlemanvis den tyske officer tilladelse til først at blive fotograferet.
Franskmændene blev hos deres danske ven om natten. Den næste morgen
kørte de med arbejdskolonnen tilbage til Lindum, så de må også have vidst besked og været gode til at holde mund, om de tre franske desertørers ophold i Lindum skov.

Tyskerne dukker op
Men man kunne aldrig føle sig sikker. En dag kom der tyske soldater til Lindum, og en del af dem blev indkvarteret i den daværende skovpavillon godt en kilometer fra hulen. Skovpavillonen lå på vejen op til Høndruphus (hvor der nu er skovbørnehave) i afd. 126. Pavillonen er revet ned for mange år siden.
Der er endnu spor efter tyskernes øvelsesaktiviteter i skoven i form af ret dybe huller, hvor de kørte i dækning med deres køretøjer.
Forfatterens søn, Frans, ved et hul gravet af tyskerne omkring 1944 til dækning af køretøj. Der findes flere af den slags huller i skoven, især langs Drøwten.
Dybe huller hvor de kørte i dækning med deres køretøjer

Nu turde franskmændene ikke komme frem om dagen.
Under disse omstændigheder foreslog købmand Hauge i Lindum, at de skulle rejse ned til noget af hans familie i Vonge mølle ved Tørring.
Efter et par uger fik de at vide, at tyskerne havde forladt Lindum> og så vendte franskmændene tilbage til skoven, hvor de befandt sig så godt. Tilbagerejsen foregik dog ikke uden spændende momenter. Herom fortæller Børge Bertelsen: Rejsen tilbage til Lindum blev organiseret på samme
Måde som udrejsen. Men også denne gang opstod uforudsete ting. Da de en morgen tidlig til fods var på vej til rutebilens holdeplads, stoppede der pludselig en tysk militærbil ved siden af dem. Den dansktalende chauffør, som kun havde en højtstående officer som passager, spurgte om vej til Silkeborg. Franskmændene forsøgte på deres bedste dansk med få ord og armbevægelser at forklare dem den rigtige retning mod Silkeborg. Det lyder helt utroligt, at den dansktalende chauffør eller den tyske officer ikke har fået mistanke til de tre fremmedartede unge mænd. Man kan kun gisne om deres passive holdning. En nærmere konfrontation var de sikkert ikke sluppet levende fra. Vel ankommet til Lindum flyttede Albert Meyer igen ind hos familien Bonde, og Albert Burchel og Marcel Dietriech flyttede også ind hos familien Kr. Møller igen, hvor de faktisk blev behandlet som hørende til familien.

En desertør mere
Da Børge Bertelsen i 1985 besøgte de tre huleboere i Frankrig, mindedes de tiden under krigen. Børge Bertelsen skriver: Vi mindedes de mange gange, de efter mørkets frembrud kiggede ind til skovarbejder Kr. Jensen. De blev altid budt på øl; samme ceremoni gentog sig hver gang, med et snuptag hev Kr. Jensen kapslerne af flasken på et søm, som var anbragt på det øverste af dørkarmen.
Også hos familien Hoff kiggede de ofte ind til en lille forfriskning; hvis de havde en løs knap, var Mary hurtig til at sy den fast igen.

Hos dem fejrede de til dels nytårsaften. Det foregik på en meget gemytlig måde med musik og dans. Kl. 24 stod de op på stolene, skålede og ønskede hinanden “godt nytår”. Familien Hoff boede på ejendommen Nørrehede Hus, der ligger lige op til sydsiden af Lindum skov.
En ny spændende situation opstod, iflg. Børge Bertelsen: “Pludselig dukkede der en tysktalende person op i Lindum. Efter at han et par gange havde spurgt om vej efter nogle tyskere, der skulle bo i Lindum, kom han ind til Mary Hoff, som var alene hjemme. Hun var meget utryg ved situationen; hun kunne ikke afgøre, om det var en desertør eller en kamufleret stikker, der var udsendt af tyskerne, forpå den måde at finde frem til franskmændenes opholdssted.

Mary Hoff, som vidste at franskmændene på dette tidspunkt opholdt sig i hulen, viste ham en lang omvej i retning mod hulen. Selv løb hun uset en genvej ned til hulen, hvor hun kontaktede de trefranskmænd og satte dem ind i situationen. Da den fremmede dukkede op, blev han modtaget af franskmændene, som var forberedt på det værste.
Den fremmede måtte straks aflevere sine våben, hvorefter han indgående blev forhørt. Den fremmede, der antagelig var fra Polen, var virkelig desertør. Han fik lov at bo nogle dage hos franskmændene; han var forkommen og udkørt. Men da han var kommet til kræfter igen, foretrak han at drage videre. Ved afrejsen fik han sine våben udleveret igen. Hans senere skæbne er mig ubekendt.”

Kort over Lindum skov, 2. distrikt tegnet af Albert Meyer i 1986. Som der står i bogen: “Skitsens nøjagtighed tyder på, at han i tankerne ofte har været på egnen i de mange år” : (Gengivet efter Bertelsens bog).

Et under, at alt gik godt
Omkring nytår fik Børge Bertelsen kontakt med franskmændene, da han var i gang med at samle folk til en modstandsgruppe. Han fik kontakt med Arne Bonde (der i mange år virkede i Lindum skov) og Albert Meyer, der begge var villige; de var bl.a. med til at modtage våben ved Hærup sø. De to andre franskmænd blev optaget i modstandsgruppen i Onsild, hvor de bl.a. var med ved flere våbenmodtagelser, så de ydede alle deres indsats i kampen mod Nazi-Tyskland.
Hvor farligt det hele var, får man et godt indtryk af ved at læse i Bertelsens bog. Her kan vi læse: De trefranskmænd overså måske, at deres frie aktivite¬ter i Lindum og omegn ikke kun forøgede en skæbnesvanger fare for dem selv, men også for deres logiværter deres hjælpere i Viborg og Klejtrup samt de to modstandsgrupper, de havde kontakt med. Vi må i hvert fald alle prise os lykkelige over, at fredsbudskabet ikke lod vente længere på sig end den 5. maj 1945.

Når deserteringen ikke gik galt allerede i den indledende fase, skyldtes det først og fremmest Jørgen Haaning, samt lederen af ambulancetjenesten ved Viborg sygehus, Jens Simonsen, der på heltemodig måde fik dem transpoteret til Klejtrup

Tyskerne havde dog mistanke om, at Jørgen Haaning havde haft noget med deserteringen at gøre. Han blev klar over, at Gestapo holdt ham under obervation, og en dag mødte Gestapo pludseligt op på sygehuset. Jørgen Haaning var imidlertid af politibetjent Hans Justesen, der var tilknyttet modstands¬bevægelsen i Viborg, blevet informeret om, at Gestapo var kørt fra Aarhus om morgenen kl. 8 for at foretage arrestationer i Viborg. Hans navn var også på listen. Jørgen Haaning forsvandt hurtigt til sin onkel og tante, blomstergartner Petersen i Skive.

Den stedlige gestapochef udfoldede store anstrengelser for at finde desertørerne. Han var klar over, at Albert Meyer var manden bag deserteringen. Gestapochefen lod også foretage undersøgelse af sygehusinspektør Haanings tjenestebolig under eftersøgningen. Gestapochefen sagde, at han vidste, at Albert Meyer opholdt sig i Viborg, og de kunne være ret sikre på, at han fandt ham i Viborg – men det kom heldigvis ikke til at passe.

På initiativ af Børge Bertelsen kom to af de tre “huleboere”, som han havde opsøgt året før i Elsass, i 1986 til Danmark, og de havde nogle festlige og dejlige dage sammen med deres danske venner fra tiden som huleboere i Lindum skov.
I sandhed “Deres historie, en del af vor historie

Forfatter skriver bog om katastroferne ved Hobro

HOBRO:Den søndag aften for snart 60 år siden sad passagererne tålmodigt i eksprestogt, som netop havde forladt stationen i Hobro. Pludselig eksploderede bomben og spredte død og rædsel på banelegemet ved Tobberup. Terroraktionen skete 8. oktober 1944, og 24. februar 1945 sprængtes igen en bombe i toget på næsten samme sted. 20 mennesker omkom ved de to angreb. Katastroferne ved Hobro er emnet for en bog, som den københavnske skribent og historieinteresserede Frank Bøgh arbejder på disse uger. Han har samlet materiale og interviewet en række hobroensere, som på den ene eller anden måde oplevede togbombningerne. Frank Bøgh har i et par år lavet undersøgelser om danskere, der arbejdede i tyske terrorgrupper under krigen. Han har endevendt oplysninger om den berygtede Peter-gruppe, som efter krigen blev dømt for 280 forhold, herunder 150 drab, begået under krigen. Peter-gruppen stod også bag forbrydelserne i Tobberup. – Under arbejdet med Peter-gruppen stødte jeg naturligvis på de to episoder ved Hobro. Jeg blev grebet af den totale meningsløshed, som de illustrerer, og derfor prøver jeg at lave en bog om præcis disse to sprængninger, forklarer Frank Bøgh. – Jeg har talt med en halv snes personer, som oplevede ulykkerne. Det har været en stor og berigende oplevelse af tale med disse mennesker, og jeg er imponeret over, hvor mange mennesker i et lokalsamfund som Hobro, der kender og husker detaljer fra katastroferne. Frank Bøgh har blandt andet talt med Ninna Mortensen, der var sygeplejerske på Hobro Sygehus og var med til at behandle de sårede. Han har også mødt tidligere omsorgsassistent Grethe Domino og tidligere malermester Henning Rasmussen, der var med i redningsarbejdet. Søger viden om dræbte Historieskriveren vil i sin bog bringe detaljerede portrætter af de 20 mennesker, som omkom. Han søger fortsat mennesker, som ligger inde med oplysninger. Ikke mindst er Frank Bøgh interesseret i fotomateriale fra togulykkerne og billeder af mennesker, som på den ene eller anden måde var involveret. – Jeg vil gerne vide noget om det tyske lazaret, som var indrettet på alderdomshjemmet i Fayesgade. Jeg mangler også informationer om sygehusets overlæge Schousboe, der gjorde en stor indsats for de sårede, fortæller Frank Bøgh. Han er også yderst taknemmelig for oplysninger om nogle af de dræbte. – To hobroensere døde. Det var Carlo Mikkelsen, Hegedalsvej 17, og Jens Christian Jensen fra Blusbakken 6. De arbejdede begge på flyvestationen i Aalborg, og sidstnævnte var kendt i byen under øgenavnet “Kig Høwt”, siger skribenten. Blandt de omkomne var desuden en ung kiropraktor fra Aalborg ved navn Orla Frank Jørgensen. Han havde et par kunder i Hobro. Syv blev henrettet Frank Bøgh mangler stadig de sidste sponsorer, men han håber, at bogen kan udgives ved juletid. Peter-gruppen var en hemmelig, tysk organisation med danske hjælpere. Den hævnede modstandsbevægelsens angreb på tyskerne, og modstandsfolkene skulle have skylden for bomberne i Tobberup. Efter krigen måtte danskere i Peter-gruppen stå til regnskab. Syv af medlemmerne blev dødsdømt og henretted

Lærer Erikslev fik samlet effekter fra krigen
De fleste af effekterne befinder sig i dag på museum.
14. juli 2020 Knud@amtsavisen.dk
De to artikler om nu afdøde redaktør Svend Aage Dantoft og hans families rolle i modstandsbevægelsen under den tyske besættelse har medført endnu et tilbageblik, igen takket være den senere randrusianer Arne Erikslev.
Hans far, Kristian L. Erikslev, der levede fra den 25. juli 1907 til den 10.12. december 1994, var som helt nyuddannet lærer fra Ranum Seminarium – faktisk dengang én af landets yngste lærere – ansat ved Aalestrup Skole og havde blandt sine elever Svend Aage Dantoft.
Tyskerne havde, deres vane tro, beslaglagt Aalestrup Skoles gymnastiksal, så de var ganske tæt på familien Erikslev med fire børn, hvoraf de tre var født på skolen.
Ikke desto mindre lykkedes det K.l. Erikslev at indsamle en hel del forskelligt materiale fra de hårde år – effekter, som i dag er uerstattelige og vidner om den tids prøvelser. Han var selv med i civilforsvaret under besættelsen.
Blandt de effekter, K.L. Erikslev fik samlet op, var en komplet tysk soldateruniform med både tilhørende gevær og bajonet. Sønnen Arne trak i uniformen en dag i 1958 og blev foreviget i den.
Fra det flystyrt, som vi omtalte i søndagsavisen, fik K.L. Erikslev fat i en del vragdele, og han var også kommet i besiddelse af en komplet nedkastningscontainer af samme slags, som blev hentet af medlemmer af Hvidsten-gruppen.
På grund af de mildt sagt usikre tider – og formentlig også tyskernes nærværelse – gravede K. L. Erikstrup de fundne effekter ned i en minicontainer i skolens have.

På museum
De fleste af effekterne blev ifølge Arne Erikslev, der siden skulle få en karriere i forsikringsbranchen og blive bosat i Randers, afleveret til Det Jyske Modstandsmuseum i Silkeborg.
I år 2000 blev de imidlertid flyttet til Bangsbo Museum i Frederikshavn. Svend Aage Dantoft var medlem af bestyrelsen for begge museerne, og han deltog ved indvielsen af Det Jyske Modstandsmuseum, der i 55-året for befrielsen blev flyttet fra Silkeborg til Frederikshavn.
En anden deltager i indvielsen, der fandt sted den 4. maj år 2000, var modstandsmanden Flemming Juncker, tidligere Overgård, født 25. september 1904, død 25. februar 2002.
K.l. Erikslev blev efter nogle år førstelærer og senere skoleinspektør ved Onsild Skole. Han var desuden en skattet meddeler fra lokalområdet til Randers Dagblad.

Fodboldkampene
Et andet tilbageblik på besættelsestiden og dens vilkår kan på en måde sammenlignes med 2020 og de tilskuerløse fodboldkampe.
For at chikanere danskerne og hævne sig på folkene bag de efterhånden mange sabotagehandlinger havde den nazistiske besættelsesmagt nemlig på et tidspunkt besluttet, at fodboldkampene i 1. division skulle spilles uden tilskuere.
Interessen for de tilskuerløse kampe faldt imidlertid drastisk, så tyskerne tillod igen publikumsadgang. Og apropos adgang: dengang var der mange københavnske hold i 1. division, KB, AB, ØB, Frem, B93 og B1903, og derfor var der som regel to eftermiddagskampe i Københavns Idrætspark dengang. Det var et stående diskussionsemne, hvordan man kunne undgå, at de tilskuere, der gerne ville overvære begge kampe, skulle gå ud efter den første kamp og stille sig i kø igen til den anden.
Problemet blev aldrig løst, og i dag er der som bekendt overvægt af jyske hold i Superligaen.

Nedslag af min far, sognepræst Arne Klostergaards tid i modstandsbevægelsen, skrevet af hans datter, sognepræst i Sdr. og Nr. Onsild, Astrid Klostergaard.

 

Min fars engagement i modstandsbevægelsen begyndte for alvor i efteråret 1943.Han stammede fra Randers, hvor han havde taget en handelsuddannelse, inden han efter studentereksamen begyndte på teologistudiet på Københavns universitet. På det tidspunkt i 1943 var han 25 år og engageret i ledelsen af FDF samt aktiv i partiet, Dansk Samling. På den baggrund blev han kontaktet af Egil Barfod fra ledelsen af Dansk Samling, der havde fået til opgave at organisere den illegale undergrundshær, der var en del af Københavnsledelsen.Barfod varetog samtidig i en kort periode ledelsen af modstandsgruppen Holger Danske samt kontakten til Danmarks Friheds- råd, det samlende og koordinerende organ, dervar blevet dannet af flere forskellige modstandsorganisationer i september 1943 og arbejdede på tværs af partiskel.     Arbejdet indledtes med at finde frem til personer, som skulle være afsnitsledere, idet København blev inddelt i 7 afsnit, alt efter område. For min fars vedkommende fik han ansvaret for afsnit 3, der bestod af Østerbro og indre by. Opgaven lød på at opbygge en illegal organisation efter militært mønster med grupper, delinger, og kompagnier, hvis formål skulle være for det første at gå ind som aktiv modstand mod tyskerne, og for det andet at være med til at holde Danmark fri af et volds-herredømme,” de lange knives nat”, som man frygtede i forbindelse med de allieredesbefrielse af landet. I løbet af ganske få uger sidst på året 1943dannedes de første grupper, herunder også afsnit 3.Alle havde dæknavne, så man ikke kunne angive hinanden, hvis man skulle havne i kløerne på Gestapo, min far hed Berg på et vist tidspunkt, men det skiftede jævnligt, ligesom han aldrig sov mere end en nat det samme sted. Min far benyttede sig af Dansk Samlings kartotek til at finde kontakt muligheder i andre brancher, f. eks. opbyggede han et tæt samarbejdemed politistationen på St. Kongensgade og seneremed adskillige officerer og hjemsendte soldater,da de først var kommet sig over det besynderlige i,efter deres mening, at civile engagerede sig i sabotagearbejde, samt folk fra geodætisk institut.Desuden fik han kontakt til en købmand, Greiffenberg,der sammen med en af min fars nære venner, Lyse,var stærkt involveret i flugtruterne til Sverige. Lyse, som i øvrigt senere blev præst på Sejerø, havde en fortid som fisker, og hans båd blev flittigt benyttet til de natlige sejladser med bl.a. folk, der skulle i sikkerhed i Sverige. Men også min fars tid i FDF skaffede ham mange værdifulde kontakter.Helt fra begyndelsen havde man store problemer med at skaffe våben til andet og mere end blot instruktionsbrug. Således fortalte min far, at de kun rådede over en tromlepistol,en engelsk maskinpistol, en enkelt håndgranat samt en klump engelsk sprængstof, populært kaldet: marcipan; og hvad der var værre: disse dyrebare sager måtte gå på omgang mellem de forskellige grupper.Så det var tvingende nødvendigt, at min far sammen med politiet fik etableret en kontakt til et fast vagtmandskab ved et lager i Københavns havn, hvor der fandtes en hel del geværer og ammunition op- magasineret, efter at hæren og søværnet var blevet opløst. Disse udvalgte vagthold skulle på bestemte aftener lægge et vist antal geværer med tilhørende ammunition i en afsides beliggende skakt. Og ca. 10 minutter før vagtskiftet kl.1 om natten,hvor vagtholdet trak op mod politistationen, havde man præcis 10 minutter til at ”organi- sere” geværerne og få dem kørt væk. På andre tidspunkter transporterede man de beslaglagte våben på 3-hjulede ladcykler lige for næsen af tyskerne frem til en møbelforretning, der fungerede som udleveringscentral.Ellers bestod meget af tideni at vente, hvilket naturligt nok blev temmelig frustrerende for grupperne.I første omgang arrangerede man filmaftener, men snart fik man den gode idé at begynde på biografsabotager. Og da min far havde en 10-12 stk. inden for sit område, var det en oplagt mulighed for hans gruppe.Man besatte samtlige biografer,afbrød forestillingen, og viste i stedet et billede af Hitler med en bi på næsen klemt mellem to mure, som truede med at vælte ned over ham, og alle forstod, at det selvfølgelig var Øst- og Vestfronten, sammen med en opfordring til modstand mod tyskerne. I januar 1944 havde Frihedsrådet besluttet i en periode at indstille al sabotage, men i lyset af mordet på Kaj Munk og Hitlers ordre om modterror, rettet direkte mod civilbefolkningen, for derigennem at bringe modstandsbevægelsen i miskredit, optrappedes sabotagen over hele landet. Det var hovedsagelig våbentransporter og organisering af våben på forskellig vis til brug for de egentlige sabotagegrupper, der var opgaven, herunder Tøjhusaktionen samt sabotagen mod Dansk Riffelsyndikat. En mindre aktion, rettet mod Nordisk Fjederfabrik, forsinkede tyskernes færdig- gørelse af deres søminer, og fjedrene ligger den dag i dag et eller andet sted på bunden af en nordsjællandsk sø. Men man skulle helt hen i efteråret 1944, før der for alvor kom gang i leverancerne af maskinpistoler fra Sverige.Forbindelsen mellem afsnit og kompagnier var yderst væsentlig og kunne betyde forskellen mellem liv og død. For afsnit 3`s vedkommende, havde min far to tanter, som boede på Turesensgade i det indre Nørrebro. Lad os kalde dem Hanne og Thea. De stammede fra Thy, som det meste af min farmors familie, og de havde i den grad begge ben på jorden. Deres lejlighed var lillebitte og der var toilet på baggangen, men ingen kunne få dem til at fraflytte deres sted til fordel for en større og mere bekvem lejlighed. De var begge dameskræddere og syede for det bedre borgerskab og havde derfor tillagt sig lidt fine manerer. Hos dem befandt den kontakttelefon sig, som alle kompagnichefer og alle i afsnitsledelsen skulle ringe til hver dag inden for et ganske bestemt og begrænset tidsrum. Her kunne man give besked til andre om møder. Møderne fandt sted på skiftende gadestrækninger og omfattede kun nogle ganske få. Undlod en at melde sig på vagttelefonen, var der stor chance for, at vedkommende var blevet taget af tyskerne, og så gik alarmen omgående i gang. Det betød bl.a. at alle våbendepoter og tilholdssteder, som den pågældende måtte have kendskab til, blev rømmet og flyttet. En dag blev de to syersker hentet af Gestapo til forhør på politigården. Det kunne væregået frygtelig galt, som det gik mange, men uafhængig af hinanden spillede de, de uskyldigste, naive damer, der absolut intet anede om hverken våben eller modstandsbevægelse, på trods af, at de begge til stadighed sov oven på adskillige kilo dynamit. Og så overbevisende var de, at tyskerne slugte deres rørende beretning råt, og ovenikøbet tilbød at køre dem hjem. På et andet tidspunkt var der Tove og Bjarne, som havde et lille tobakshandel og kiosk et sted i det indre København. I baglokalet holdt adskillige af modstands- grupperne møde på skift. Stod en ganske bestemt bog i vinduet, vidste man, at der var fri bane. Alt det anede tyskerne begribeligvis intet om, da de en dag kom og hentede Bjarne til forhør. Der gik nogle dage uden at Tove, hans kone, hørte fra ham. Så til sidst marcherede hun, iført sin mest frimodige og uskyldige mine op til tyskerne… i parentes bemærket, var hun mindst lige så involveret i modstands- arbejdet som Bjarne, men af en eller anden grund fattede tyskerne aldrig for alvor, at kvinder kunne have med den slags at gøre. Hun blev altså ført ind til forhørs- lederen og begyndte på sit bredeste og mest fladekøbenhavnsk at skælde ham ud   ( efter fortællingen sagde hun følg.): ”Her står jeg og skal drive en forretning, og så minsandten om I ikke kommer og henter min mand, så han forsvinder i flere dage uden at lade høre fra sig. I må da kunne se, at han er så ” tålle” et gemyt, at han aldrig nogensinde kunne drømme om at gøre noget ulovligt…og hvad vil I have, at jeg skal gøre, ene kone og med den rationering, uden en til at hjælpe mig…næh, det kunne tyskeren da også godt se, og så gelejdede de både Tove og Bjarne hjem igen, høflige som de kunne være. Siden blev Bjarne leder af afsnit 3, da min far var blevet taget. Men så heldige var ikke alle i min fars afsnit.                                                                  I oktober 1944 blev afsnitsofficeren taget,og i december arresteredes min fars næst-sskommanderende og nære ven Ejler Fangel på en modtageplads, da en transport skulle ankomme, hvorpå han måtte tage turen til Neungamme. Heldigvis anede chaufføren uråd og fortsatte forbi stedet. Værre gik det, da min far blev arresteret den 29. januar 1945. På det tidspunkt mønstrede afsnit 3 omkring 2000 personer. Min far blev sat i Vestre fængsel og underkastet brutale forhør i mange omgange. Han sagde selv, at han aldrig nogen- sinde havde fået så mange bank. Heldigvis lykkedes det ham at holde stand i mere end 24 timer, hvilket var den tid, de andre skulle bruge til at rømme og flytte, hvad der nu skulle flyttes. Siden gav han så tyskerne gamle oplysninger, som de derpå styrtede af sted efter, hvilket gav min far en smule ro imellem forhørene, men når Gestapo så kom tilbage og forstod, at de var blevet snydt, tog de fat igen. Umiddelbart fik min far ingen men af den barske behandling, men da han blev ældre, fik han store problemer med ryggen, ligesom hans nyrer blev ødelagt.Min far sad hos tyskerne frem til befrielsen, bestandig med en dødsdom hængende over hovedet. Havde Gestapo haft held til at arrestere endnu en fra afsnit 3, var min far endt i Ryvangen foran en peloton som så mange af dem, han kendte og som vi også i dag kender navnene på. Han fortæller selv om den 5. maj: ” Aldrig har jeg oplevet så lys en dag. En maj, et forår, så grønt og fuldt af sol og glæde. Vi havde alle en fælles baggrund i skyggen og det mørke, som var vores fælles erfaring. Den 5. maj var som at få givet livet på ny, at få livets dyre gave i hænderne, endnu en gang.”