Om renlighed i 30´erne v/Viktor Balle

Randers, d.6.sept. 2012
Lokalhistorisk Forening.

Bagefter kan man jo altid være klog, sådan er det nu engang. Havde jeg tænkt på, at det skulle blive til lidt mere skriveri til foreningen, burde det hele ha’ været afleveret samlet, med en vis orden i det skrevne, -men det er bagefter. Det vigtigste må være, at det der fortælles er sandt og oplevet.

I min barndom og ungdom i Onsild i 1920 og -3o’rne stod det nok ikke særlig godt til med renligheden og hygiejnen. Ansigt og hænder blev vel vasket daglig, men et bad var der ingen mulighed for at få, for folk havde ikke et badeværelse, det kunne kun blive til lidt, etagevask’. Badeværelse og vandkloset var en luksus for de få på den tid. Ø det næsten allerværste var, at en lille ting som en tandbørste var også en sjældenhed, en sådan var der ingen i min familie der ejede, det ved jeg i hvert fald. og hele familien døjede med tandpine og tandbylder og led meget, det er ubehageligt at tænke tilbage på det svineri med dårlige tænder lige fra man var barn!

Hver dag fik jeg som barn en stor rugbrødsmad med svinefedt og puddersukker -det bedste jeg vidste -, og den skive rugbrød var håndskåret af et 8 punds rugbrød, og var mere end dobbelt så stor som den man kan få nu om dage. Min bedstemor Cecilie gik en gang om måneden fra Sparrehusene og ind til sin ældste datter og svigersøn på Vestergaard i Sdr. Onsild, og hjalp med at bage de store rugbrød i den murede bageovn. Hen på aftenen kom hun traskende tilbage med et dejlig varmt 8 punds rugbrød under den ene arm, og så blev der glæde i det lille hjem, for hvor smagte sådan et friskbagt rugbrød dog vidunderligt!
Skoletandpleje fandtes jo ikke da jeg gik i skole. I 1925.måtte jeg som 9-årig med min bedstemor til en tandlæge i Randers og have trukket 2 rådne kindtænder ud, og de andre tænder var i en meget dårlig stand. Det var forfærdeligt at de voksne ikke var opmærksomme på den fortræd de gjorde sig skyld i, overfor deres børn ved ikke at sørge for deres tænder blev passet, for de havde jo selv smertelige erfaringer med dårlige tænder!

En slem tandpine i 1935, som 18-årig, tvang mig til at bestille tid hos kredslæge Effersøe i Mariager, nu måtte munden ryddes og det var billigst hos kredslægen, nemlig 9 kroner!

Etfersøe boede i en stor gammel villa sammen med en noget yngre husbestyrerinde. Ved ankomsten blev jeg vist ud i bryggerset, hvor husbestyrerinden stillede en træstol midt på gulvet, og bød mig at tage plads, selv satte hun sig på knæ bag stolen for at holde mig om håndleddene. Jeg fik en lille lærredsmaske lagt over næsen, og en besked om at trække vejret dybt når Effersøe hældte æter på masken. Jeg gik ud som et lys, og vågnede ved at Effersøe vred i en hjørnetand, jeg gav et vræl og skubbede mig frem på stolen. “Sæt Dem ordentligt på stolen for fanden”, og jeg fik atter masken over næsen, og vågnede senere liggende på en divan på Effersøe’ kontor, stærkt blødende ud af munden. Blødningen ville ikke holde op, så jeg valgte at cykle tilbage til Onsild. Hele natten blødte det fra gummerne så en læge blev tilkaldt fra Hobro, en indsprøjtning i en arm og blødningen standsede. Efter 3 mdr. var gummerne helet og parat til at få installeret et nyk spisestel’ i form af en kautsjuk-protese, og den fik jeg hos tandtekniker Rosa Andersen i Hobro. På afbetaling kostede stellet’ i alt kr.6o, – og så var det jo med 1 stk. skinnende guldtand, som var moderne på den tid. 1o kr. betalt hver md. i et halvt år, og jeg spiste med egne’ tænder!

På den tid der omtales her, stod det nok ikke særlig godt til nogensteder hvad hygiejnen og renligheden angår, og værst var det sikkert ude på landet. I alm. huse, på gårde havde man et lokum, men i husmandsstederne klarede man dengang mange steder sin nødtørft – stort og småt – bag køerne ude i, nødset’, kostalden. Og evt. gæster måtte klare sig på samme måde, jeg har selv oplevet det og det var egentlig ikke noget problem, for sådan var vilkårene. Set med 2o12-øjne var det meget primitivt, ingen tvivl om det.

Når rumpen skulle tørres skete det helst med en tot hø, for halm var knap så behageligt at bruge. På gårdene var det en af de pligter tjenestepigen havde, at der fandtes avispapir klippet til i passende størrelser på lokummet. Man Ønskede ikke at ofre nogle få Ører på det billige gule toiletpapir 00. Det kom jeg iøvrigt til at stifte bekendtskab med som 19-årig trainkonstabel på Vester Alle’ kaserne i Aarhus i 1936. På byens 3 kaserner fandtes der en lav bygning indeholdende 20 lokummer på stribe og uden adskillelse, med lo på hver side af en bræddevæg Man sad og hyggede sig sammen og studerede samtidig festlige tegninger og vers på væggen!

Det er interessant at opleve hvordan befolkningen lever og ind¬retter sig i andre lande. Sydspanien kender jeg en del til, fordi min kone og jeg har boet dernede i hvert vinter-halvår fra l.nov. til l, maj i 2o år fra 1986 til 2006. Efter godt 41 års tjeneste skulle jeg som 7o-årig forlade jobbet. Vi boede i eget hus, men købte i 1987 en lejlighed i Sydspanien, beliggende kun lo meter fra Middelhavet. Kun kontantkøb blev dengang accepteret det sted vi havde valgt at bo, Costa del Tropical. Og det blev ikke mindst rent helbredsmæssigt 2o gode halvårs ophold, – og gratis!

Vi gjorde naturligvis som alle andre turister med lejlighed der¬nede, lejligheden blev udlejet til turister hele sommeren, og så boede vi for indkomsten om vinteren. Min kone og jeg havde levet nøjsomt i mange år, og der var ingen grund til at misunde os
nogle gode år nede i varmen, men enkle kolleger, som havde brugt deres penge efterhånden som de blev tjent, havde moralske opstød, men enkelte ville dog gerne besøge os hvert år.
Den store landsdel Andalusien med de mange minder fra fortiden, kom vi til at kende ganske godt, og befolkningen i bjerglands¬byerne var interessante at tale med og besøge. Bønderne havde jo plantager med oliven, mandler, appelsiner, citroner foruden lidt landbrug. . Og hos alle opsamledes latrin i en stor støbt beholder med et firkantet hul på 25×25 cm. ovenpå, som nødtørften skulle forrettes i. Det var overraskende at se, at hos mange af de fattige bjergbønder var der ved siden af det firkantede hul anbragt et bidet med rindende koldt vand! Renligheden blev vurderet højt hos disse mennesker, vi nordboere kunne egentlig skamme os over, hvor langt vi står tilbage for dem hvad renlighed angår.

Et bidet er en selvfølgelig installation i hjemmene i syd-europa og har været langt tilbage i tiden. De forekommer sjældent fx. i Danmark, og det er for dårligt, og det skyldes ikke mindst vore boligarkitekter, som indretter nye boliger i massevis hvert år, med fine badeværelser – uden et bidet!! Et bidet er en god ting at have, ved at benytte det efter et toiletbesøg er man REN; det er man ikke selv om der bruges en hel rulle toiletpapir af bedste kvalitet i stedet!
Mvh.
Viktor Balle

PS: Afslutter hermed mit – sikkert for nogen – uinteressante • skriveri, i hvert fald hvad afslutningen angår!

Print Friendly, PDF & Email