Sdr. Onsild/Kirkebyen

Her vil komme mere omkring Sdr. Onsild

Randers Amt

 

Historisk årbog 1949

 

Slaget ved Onsild bro. Oktober 1132.

Der er noget tvivl om hvor slaget stod. Om det var ved onsild å ved Ølst, eller om dety var ved Skalsåen ude på Kærvejen, hvor der var en overfartsted over åen til Bigum i Lindum skov

I de voldsomme stridigheder, som førtes i Svend Estrids efterslægt om adgangen til Danmarks trione blev Knud Lavard lokket til over til julegilde i 1130 i Roskilde, hvor kong Niels, fralistede ham en hemmelighedsfuld ring, der sikrede sin bærer mod nederlag. Herfra var hertugen draget til sit søskendebarn, fru Cecilie Knudsdatter i Haraldsted, hvor Magnus Nielsøns mordersvær ramte ham den 7. Januar 1131. Knudss halvbrødre, Harald Kejse og Erik, senere kaldet Emun var trådt til som hans eftermålsmaænd og gjorde oprør mod den gamle kong Niels og hand søn, drabsmanden Magnus. På  et såre bevæget landsting i Ringsted lod Erik kåre til konge og førte i det følgende tre år, men efter at Harald havde forladt ham, åben krig mod farbroderen Niels under skiftende held. 1132 havde der stået et slag ved Jelling, ved Rønsbjerg og Onsild Å, hvor Erik undslap, men blev dræbt ter uger senere i Slevig.

VED NYTÅRSTID 1135 MYDEDES Erik Emun sin halvbroder Harald Kejse på kongsgården i Skibing ved Kalø Vig, fangedes her 8 af Haraldsønnerne, som han førte med sig i lænker til Skåne og lod halshugge der i august samme år. Dernæst tod han endnu 2 af de 3 efterlevende Haraldsønner til fanger, nemlig hans egen redningsmand fra Onsild Å Bjørn Jernside og den gjestlige mand Erik Degn, som han lod kaste i sli, bundne til sten. Efter denne færd lod han sig vælge til konge, men blev 1137 stukket ned af storbonden Sorte Plov på ting ved Ribe, og i 1157, faldt også hans søn Sven Eriksøn, på Grate Hede, Således gled dette horebarn af Erik Ejegod og hans afkom over i evigheden.

I denne række af uhyggelige fprbrydelser skal vi nu søge at samle lyset over en enkelt begivenhed, som historien kalder slaget ved “Pons Othenshylla”.

I Nørrejylland havde kong Niels og hans søn et  større parti (tilhængere), og et lykkedes ikke Erik Emun der at få fremgang; men skønt han var heldig nok til foråret 1132 at vinde søslag ved Sejrø, hvor han ødelagde alle Magnus skibe,  blev han der imod da han sejlede ind i Mariager fjord og havde landsat sin hær ved Hobro og omegn, kort efter overfaldet og slået på flugt af kong Niels. I dette heftige slag ved Onsild å 11/4 mil SV for Hobro, undgik han med nød selv at blive fanget; mens hans folk var faldet, adsplittet eller på vild flugt til skibene ved Hobro.

Sakse har nævnt det således: Erik, der var stolt af den sejr, han nys havde vundet ved Sejrø, og som ikke vidste noget om, hvorledes det vat gået hans hærfører Kristjern( Hans hærfører mod kong Niels i slaget ved Rønsbjerg SV for Skive), lagde med sin flåde ind i Limfjorden i håb om at bemægtige sig jylland. Her fik han efter at han uforsigtigt havde udskibet sit mandskab, At vide at Kristjern var bleven slået, og at kongen nu rykkede frem mod ham selv; og mere rystet over dette vandheld, end glad over sin sejr, samlede han atter sin folk, og skyndte sig at sejle bort igen. Adskillige af hans mandskab, som ikke skyndte sig tilstrækkelig med at indskibe sig, blev dræbt af niels fremrykkende hær????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????ædende jysk storbondeslægt, de højbyrdige Trundsønner, til hvilke den lige nævnte Kristjern Svensøn hørte. Da Sakse navngiver nederlagets mænd, burde han have fremhævet sønnen Agge Kristjernsøns tapperhed på broen, hvad han altså undlod for ikke at stille Hvidserne i skygge for hine.

Trundsønnerne, der regnede sig til Palne Tokes slægt, og som muligvis havde hjemme på Kjelleruå i Svenstruå sogn, var tråd over på Erik Emuns parti, fordi Kristjern Svensøns far, Sven Trundsøn, vat broder til dronning Bodil, Erik Ejegods hustru og moder til Knud Lavard. Kristjern selv var således søskendebarn til den dræbte hertug, hvis mord Erik Emun netop påtog sig at hævne.

 

Men tier Skse på dette punkt, er Sven Aggesøn des mere talende:

Hvor vel de(kong Niels og Erik Emun) nu kæmpede med hinanden på mange steder, blev følgende pladser de mest navnkundiste. Først sloges de ved Ryneberg ved Ringkøbing og Niels vandt og tog min farfar Kristjern til fange, og sendte ham bunden i jernlænker til Slegsvig på Mågeøeb, og lod ham holdes under bevogtning. Senere hen i tiden fandt der på ny et sammenstød sted ved Onsild bro, og mens de sloges meget heftig, vandt Niels parti. Da nu Eriks hær havde vendt ryggen, vilde han på stedet være blevet fanget, hvis ikke Bjørn – han som på grund af sin berømmelse for udmærket tapperhed fik tilnavnet Jernside, – i forbindelse med min fader Agge havde stillet sig til modværge  midt på broen. Disse mænd drev med så stor fyrrighed i modet kastespyddenes skyldregn tilbage, at man kunde anse dem for urokkelige søjler. Thi med så beundringsværdig tapperhed slog dde de fremstormende fjender rasende angreb tilbage og forsvarede overgangen over broen, at man kunde gå med tørre fødder over åens strøm på ligene af de dræbte. Og skønt de ramtes af mange hug og stød, holdt de ikke op med at forsvare broen, førend kongen Erik ved sin flugt var kommen ombord i skibene. Så fulgte de rask efter ham og ledsagede ham på hans flugt til Skåne.

Dette er slægtningens overlevering, Sven fortæller, og ikke uden en vis klædelig skelen til dens berømmelse, men vurderingen af de to slag er rigtige. Havde Niels den dag fanget kong Erik, var danmarkshistorien bleven en anden

Efter læsning af både Sakses og Sven Aggesøns fortællinger er historien således:

Oplivet af kuppet ved Sejrø var Erik lagt ind i Limfjorden og uforsigtigt ladet mandskabet gå fra borde og spredte sig, uden kendskab til hans hærs nederlag ved Rønsbjerg ca. 8 km. Sv fra Skive. Da Erik’s agt var at vinde jylland, har han selv personligt været i Viborg for at sondere stemningen for sit valgher, men stødt på modstand hos bispen, der ligesom landets øvrige bisper tro stod på kong Niels side, hvilket klart fremgår af det gejstlige mandefald ved fodevig.Erik griber da til en skændselsgerning, idet han den 29 oktober 1132 lod sine folk hugge biskop Eskild ned foran alteret i Hellig Margrethe kirke i Asmind kloster. Så hører han om sit nederlag ved Rønsbjerg af Kristjern Svensøns tilbagegående folk og opdager forsent, at han er løbet ind i en sæk og øjeblikkelig må tilbage til skibene i Limfjorden.

Hvor skibene lå ved man ikke, men man kan gætte på et sted ikke vestligere end Fur. Sandsynligvis Hjarbæk fjord, eller måske Hobro Vesterfjord. Her kan Borgen i Klejtrup have spillet ind. Ifølge sagnstoffet fra dettte voldsted, var det her kong Niels’s yngre søn Inge, kom af dage, hængende i en stigbøjle på siden af en vild farende hest. Det var også her kong Niels brodersøn Henrik Skadelårs hustru Ingerid, flygtede med si elsker, for hvilken vanære Henrik gav Knud Lavard skylden og i øvrigt gav den mand frem for alle, der med sit ildonde og hævngerrige sindelag hidsede Magnus Nielsøn til drabet på hertugen. Sandruheden i disse sagn ufortalt skal her blot  peges på, at voldstedet vældige omfang så afgjort viser uden om den enkelte stormands fæste og  altså mod rigsborgen, der i kong Niels hænder måtte indsnævre Eriks tilbagetog til de ca 10 km. Mellem Klejtrup sø og Hobro Fjord.

Fra egnen ved Skive kan  kong Niels have hurtigt stødt mod Onsild bro for at komme først. Her møder han kong Eriks hær og tvinger ham længere mod øst ud mod uførene ved Skals  og Onsild åer, og om efteråret oktober 1132 var åerne fulde af vand(betydelig mere end i dag og med engene der også stod under vand om efteråret og vinteren), og derfor var vanskelige at passere.

For at slutte dette krigsdrama må vi finde Onsild bro, idet overleveringerne tyder på, at det også kan være overgangssted over skalsåen ude i engene i skellet mellem Sønder Onsild og Hornum sogne, men kan også være overfartstedet over Onsild å ca 1,2 km. Østen Ølst kirke til Lokes Hede i Nørre Onsild sogn.

Uddrag fra gamle retskilder handler om broen over Skals Å

1485.

Las Mogensen(Løvenbalk) klage på den eng ved Onsild bro. Tingsvidne at der altid har været klaget, at herredsskellet var ikke ret gjort ved Onsild bro og engene 1485

 

1490.

Tingsvidne af 24 Dannemænd(stokkenævn), fremlagt på Onsild herreds ting af brofogeden, væbner Jep Poulsen af Kortrup, at den dag Lars Lunovs dreng(karl) druknede ved Onsild bro, var denne fuld færdiget i alle måder og mellem begge ender med stæg og med render, træer og pæle, så at hende stod ingen straf på nogen måde.

 

1504.

Sognevidne af Lindim kirkegård, at det kær og heden norden den vej og vase, som ligger til Onsild bro østen Saxdal skov og indtil engene vedtager, har været fællig til Lindum.

 

1504

Tingsvidne om det kær og heden norden vasen ved Onsild bro.

 

1504 Skelbrev mellem Saxdal, Riskær og Sønder Onsild Kjær.

 

Ved sammenstilling af de forskellige kilder, og da stednavnene Saxdal, Riskær og Sønder Onsild Kjær i dag er velkendte og ligger omkring overfartstedet over Skalsåen må den rette stedfæstning  af Onsild bro været bro over Skalåen i skellet mellem Sønder Onsild og Hornum sogne og ikke over Onsild å ved Ølst kirke og Lokes hede.

Opbevarede folkeminder hos Sven Grundvig  er der et stort slag ved Skalsåen og gjort fund af våben, skjolde, hestesko og mange andre ting.

 

Oldtidsvej

Fra himmerland og det nordlige strøg af ommesyssel ind til jyllands gamle hovedstad Viborg. Vejen syd om Tjele Langsø er forholdsvid ny. Starter vi ved Ølst kirke i Hindsted herred.

Gennem slugten i Ølst krat gled færdselen ned på den fredede og stenhegnede vase til vadestedet over Onsild Å, ca. 1200m. østen for Ølst kirke, passerede her åen og en oldtidshøj på den søndre vase med retning mod hulvejen i Lokeshede, Nørre Onsild sogn. Den videre forbindelse sydpå findes i Triderup plantage nord for vejen tæt på Jernbane broen i Veggedal ( Hobro- Klejtrup)og forsætter i retningen af den gamle bro over Skalså,  langs Trinderup østlige skel syd for jernbanen, undertiden 4-5 vejspor ved siden af hverandre og med foreløbig endepunkt i den stensatte vase ved Skalså. Efter den fra NV kommende færdsel fandtes der endnu mange vejspor syd for Trinderup krat, før disse arealer blev opdyrkede, og førende fra krattets hulveje ned på den nævnte brovase.

 

Øst fra kommer tingvejen, der fra Mariager fører over Skellerup, hvor Onsild Herredsting holdtes indtil 1688, med retning ind mod Sønder Onsild, hvor vejen på Højgårds mark Matr nr 3, løb ind søndre og nørre tinghøj, forbi Højgårdene og kirken ad såkaldte Fiskevej og over højdedraget syd for Odinshøj, gennem slugten ved Vejdal i Onsild Krat og over vadet og holmen(Fuglsøholm) ved Onsold bro. Rester af denne vej kan ses endnu tæt ved Onsild by som markvej t5il Højgård samt i plantagen til Elkjærsholm Matr.nr. 9b i Sønder Onsild kær.

I øvrigt er det her i forpranget til Lindum skov, at H. F. Evald i “Den skotske kvinde på Tjele” lader Hr. Mogens Løvenbalk gøre rast, da han, dødsåret er flygtet fra slaget med bondehæren ved Svnstrup 1534, lader gå bud efter Sønder Onsild præst for at gøre tilståelse.

 

Før det gamle vejsystem forlader Sønder Onsild sogn, går det ad en vase hen over engen, som ved udskiftningen 1783 kaldes “gammel å krog”. Vaseb er nu tildels dækket af jorden fra skelgrøften mellem Sønder Onsild oh Hornum sogne, dog er der endnu mange sten synlige og mange ført bort, således i 1868 ved opførelse af en bygning. Også det gamle overfartsted er ligeledes smuk kendelig med broens mange sten i Åbrinken og åen, samt nogle svære egepæle i engen. 1870 blev der på stedet bygget en ålekiste, hvortil stenene blev taget i de gamle brohoveder.

Syd for broen skyder der en sandryg helt ud til åen od afgav en god vejbane ind mod Lindum skov, i hvilken den endnu synlig i nogle dybe hulveje, kaldet brohulen, der førende op over højden, brobjerget. I skoven optog oldtidsvejen yderlige færdsel fra nord, for samlende denne at glide over Vammen-Rødding ind til Viborg, jyllands hovedting og kultursted.

 

Det var ad denn???????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????? flor med brede buske af smørgule  kabbelejer, med gyldne engblommer eller koblommer, som de hed der i barndommens sprog, og med??????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????????4?????????????????????????????????????????????4???????????????????????????????????????????????????????????????ge ophidselse og had mellem landsmænd, til uhørte grusomheder mod hans egen slægt for omtrent to års regeringat stå som den blodige bødel i vort lands kongerække. Han var yderlige frygtet af de store, men elsket af de små, har man sagt som velment, men mindre heldigt forsøg på at fortolke kongens, – allerede af samtiden, uforstålige tilnavn Emune, der langt fra kan svare til kendingsnavnet: Erik den mindreværdige, som vor tids historiebøger stadig bruger. Navnlig hans forræderi mod hans egen redningsmand på broen, Bjørn Jernside, altid og blandt store så vel som små stå som et afskrækkende eksempel på lav og magtsyg person.

Om kong Erik på sin videre flugt nordpå er passeret over Onsild å ad broen Lokeshede – Ølst kirke vides ikke, da målet for hans flugt hvor skibene lå ikke kendes.

Overgangsstedet over Onsild å er fredet, mens vasen med brostenene ved skalsåen stadigt ligger hen i ubeskyttet stand.

 

En del fra Åge Thy.

 

Karl Grøn Nr. Onsild fortæller

Der faldt så mange, at man tog ligene af soldaterne og lagde dem i åen til at danne en bro til at gå over på.

I Niels Jensens hede ( Vestergård – Onsildgård) hvor slaget stod, er der mange høje, som er fredlyst. Deriblandt findes en høj, som har den egenskab, at den er lang frem for de andre som er runde.

Den lange kunne tyde på, at der ligger en masse soldater begravet fra gamle dage.

Han omtaler isfaldhullet i Ølst, som et mærkeligt naturfænomen. Et stort firkantet gabende svælg vel nok 50 alen i hver af disse firkanter, og de skråner til bunds lige som en stejl bakke, og der er mindst 35 alen til bunden. Dette fænomen er oppe på en jævn mark, og vest for den er der et mindre hul som kaldes “Fjerdinskarret”. Det store kaldes ” Skæppen”.

Print Friendly, PDF & Email