Slaget ved Onsild bro

Alene stednavnet Onsild appellerer stærkt til fantasien for det kommer af Odins-hylle hvilket må været en helligdom i vikingetiden. Vi kan bare ikke helligdommens art ,beliggenhed eller udseende så dette så dette emne er bedst at lade hvile. I øvrigt er der nu tre Onsild`er : Onsild Stationsby som er yngst Nr.Onsild der er ældre og Sønder Onsild der må være det oprindelige. Så når vore middelalderlige krøniker taler om slaget ved Onsild bro i 1132 må det være her omkring vi skal søge den gamle slagmark.

Baggrunden var den hævnkrig Erik Emune som broder til den myrdede Knud Lavard påførte Knuds drabsmand, Magnus Nielsen og hans fader kong Niels. Den endte med Eriks fuldstændige sejr. Magnus` død på slagmarken og drabet på Niels i Slesvig men alt det lå endnu i 1132 ude i fremtiden og trods nogen fremgang for Erik så det  dog snarere ud til at sejren skulle tilfalde Niels.

Erik havde gode forbundsfæller i den sjællandske Hvide slægt og også de jyske Trugotsønner havde sluttet sig til ham. Ikke desto mindre var det i Jylland kong Niels kunne mobilisere flest tilhængere så da Erik faldt ind i Nordjylland med sin hær oplevede han og hans mænd et par sviende nederlag – først siges det ved “Rynebjerg” som vistnok er Rønbjerg i nærheden af Skive siden – i oktober 32 – Onsild bro.

Saxo som ellers plejer at brede sig kolossalt fo rtæller mærkværdig kortfattet om dette felttog. Han siger at Eriks flåde gjorde landgang ved Limfjorden og han taler om slag der blev tabt men kommer ikke nærmere ind på hvor og hvordan. Til gengæld bliver Saxos kollega og samtidige Svend Aggesen der ellers udmærker sig ved  korthed særdeles veltalende. Men det er ikke så underligt endda for Svend var en Trugotsøn og han øsede af sin egen familieoverleveringer. I slaget ved Rønbjerg blev Svends farfar Christian taget til fange – hvilket måske ikke ligefrem var noget at prale af. Men så kom slaget ved Onsild bro.

“Medens de her kæmpede meget heftigt vandt Niels`hær” beretter Svend “Da nu Eriks hær flygtede”ville han – altså Erik – på stedet være blevet fanget dersom ikke Bjørn – der på grund af fremragende tapperhed fik tilnavnet Jernside – sammen med min fader Agge mandig sat sig til modværge midt på broen. Disse mænd drev med så stor fyrighed i modet kastespydenes skylregn tilbage at man kunne have anset dem for urokkelig søjler. Thi med så beundringsværdig tapperhed kastede han de fremstormende fjenders  rasende angreb tilbage og forsvarede overgangen over broen at man både fra den ene og den anden side kunne gå tørskoet over åen på de dræbtes lig. Og skønt de blev ramt af mange hug og stød holdt de ikke op med at forsvare broen før kong Erik under sin flugt var kommet om bord i skibene. Så fulgte de rask efter ham og ledsagede ham på hans flugt til Skåne.

Der er som man ser noget galt her. For hvis Eriks flåde som Saxo siger lå i Limfjorden kan Bjørn og Agge umuligt have høldt en bro ved Onsild så længe at Erik kunne nå at indskibe sig i ly af deres henholdende kamp. Og da Svend tydeligvis er bedst underrettet må vi snarere tro at Eriks flåde var meget nærmere – dvs. i Mariager fjord. Og kan det passe at to mand – ikke flere – var i stand til at opholde en styrke der lige havde kastet en større hær på flugt ? Enten var der flere mand i forsvaret end de to eller også må de have kæmpet mod en mere beskeden flok. Men det er Agges udlægning af begivenhederne vi hører – sikkert en historie han har fortalt om og om igen i de lange vinteraftener og det er den ikke blevet ringere af.

Fortællingen om slaget ved – eller på – Onsild bro er en bravade, godt peppet op med grufulde udmalinger af mandefaldet. For resten: hvis man virkelig kunne gå tørskoet over åen på de dræbtes lig, hvorfor gik kong Niels’ mænd da ikke bare uden om den bro?

Men slaget selv må stadig anses for en historisk kendsgerning. Erik Emune var slået; hans bagtrop opretholdt en kamp, der dækkede tilbagetoget, og kong Niels’ sejrs var ikke definitiv. Således forholdt det sig – i hvert fald.

Tilbage står spørgsmålet om, hvor nøjagtigt slaget stod – hvor Onsild bro egentlig lå. Nu findes der faktisk en Onsild å i den nordlige udkant af Nørre Onsild sogn, og den har fået en særlig plads i arkæologien, fordi den flyder lige forbi vikingeborgen Fyrkat. Men borgen kan vi se helt bort fra; den var for længst jævnet med jorden i 1132. Der er imidlertid også spor af en gammel vej – brolægningen bl.a – som engang har ført over åen, så det kan have været der. Men lokalhistorikeren Aage Thy, der har endevendt såvel egnen som arkiverne – broen omtales nemlig et par gange i slutningen af middelalderen og var da stadig i brug, kom til det resultat, at den skal søges ved Sønder Onsild, og at den ikke krydsede Onsild å, men skals å. Også her er der gamle vejspor, og også her har der været en passage.

Om jeg har ramt rigtigt, er ikke godt at vide. For vi beskæftiger os med en begivenhed, der allerede en menneskealder senere var blevet en heroisk sagn, og færdes i et terræn, hvor de glemte veje tegner sig svagt – tavse og anonyme. Men det var her – et eller andet sted – de kæmpede, Agge og Bjørn jernside, vi ved ikke nøjagtigt hvor og ikke hvordan, kun udfaldet er sikkert – Erik Emunes nederlag og en fægtning, der afværgede katastrofen. Og det var altså ved Onsild – Odins helligdom – at krigerskarens dystre hersker kunne hente sine faldne. Hvis den tanke strejfede Agge, undlod hans søn dog diskret at uddybe den.

Print Friendly, PDF & Email