Nedslag af min far, sognepræst Arne Klostergaards tid i modstandsbevægelsen, skrevet af hans datter, sognepræst i Sdr. og Nr. Onsild, Astrid Klostergaard.

Min fars engagement i modstandsbevægelsen begyndte for alvor i efteråret 1943. Han stammede fra Randers, hvor han havde taget en handelsuddannelse, inden han efter studentereksamen begyndte på teologistudiet på Københavns universitet. På det tidspunkt i 1943 var han 25 år og engageret i ledelsen af FDF samt aktiv i partiet, Dansk Samling. På den baggrund blev han kontaktet af Egil Barfod fra ledelsen af Dansk Samling, der havde fået til opgave at organisere den illegale undergrundshær, der var en del af Københavnsledelsen.

Barfod varetog samtidig i en kort periode ledelsen af modstandsgruppen Holger Danske samt kontakten til Danmarks Frihedsråd, det samlende og koordinerende organ, dervar blevet dannet af flere forskellige modstandsorganisationer i september 1943 og arbejdede på tværs af partiskel.

Arbejdet indledtes med at finde frem til personer, som skulle være afsnitsledere, idet København blev inddelt i 7 afsnit, alt efter område. For min fars vedkommende fik han ansvaret for afsnit 3, der bestod af Østerbro og indre by. Opgaven lød på at opbygge en illegal organisation efter militært mønster med grupper, delinger, og kompagnier, hvis formål skulle være for det første at gå ind som aktiv modstand mod tyskerne, og for det andet at være med til at holde Danmark fri af et volds-herredømme,” de lange knives nat”, som man frygtede i forbindelse med de allieredesbefrielse af landet.

I løbet af ganske få uger sidst på året 1943 dannedes de første grupper, herunder også afsnit 3. Alle havde dæknavne, så man ikke kunne angive hinanden, hvis man skulle havne i kløerne på Gestapo, min far hed Berg på et vist tidspunkt, men det skiftede jævnligt, ligesom han aldrig sov mere end en nat det samme sted. Min far benyttede sig af Dansk Samlings kartotek til at finde kontakt muligheder i andre brancher, f. eks. opbyggede han et tæt samarbejde med politistationen på St. Kongensgade og seneremed adskillige officerer og hjemsendte soldater,da de først var kommet sig over det besynderlige i,efter deres mening, at civile engagerede sig i sabotagearbejde, samt folk fra geodætisk institut.Desuden fik han kontakt til en købmand, Greiffenberg,der sammen med en af min fars nære venner, Lyse,var stærkt involveret i flugtruterne til Sverige. Lyse, som i øvrigt senere blev præst på Sejerø, havde en fortid som fisker, og hans båd blev flittigt benyttet til de natlige sejladser med bl.a. folk, der skulle i sikkerhed i Sverige.

Men også min fars tid i FDF skaffede ham mange værdifulde kontakter. Helt fra begyndelsen havde man store problemer med at skaffe våben til andet og mere end blot instruktions brug. Således fortalte min far, at de kun rådede over en tromlepistol,en engelsk maskinpistol, en enkelt håndgranat samt en klump engelsk sprængstof, populært kaldet: marcipan; og hvad der var værre: disse dyrebare sager måtte gå på omgang mellem de forskellige grupper.Så det var tvingende nødvendigt, at min far sammen med politiet fik etableret en kontakt til et fast vagtmandskab ved et lager i Københavns havn, hvor der fandtes en hel del geværer og ammunition op- magasineret, efter at hæren og søværnet var blevet opløst. Disse udvalgte vagthold skulle på bestemte aftener lægge et vist antal geværer med tilhørende ammunition i en afsides beliggende skakt. Og ca. 10 minutter før vagtskiftet kl. 1 om natten, hvor vagtholdet trak op mod politistationen, havde man præcis 10 minutter til at ”organisere” geværerne og få dem kørt væk. På andre tidspunkter transporterede man de beslaglagte våben på 3-hjulede ladcykler lige for næsen af tyskerne frem til en møbelforretning, der fungerede som udleveringscentral. Ellers bestod meget af tiden i at vente, hvilket naturligt nok blev temmelig frustrerende for grupperne.I første omgang arrangerede man filmaftener, men snart fik man den gode idé at begynde på biografsabotager. Og da min far havde en 10-12 stk. inden for sit område, var det en oplagt mulighed for hans gruppe. Man besatte samtlige biografer, afbrød forestillingen, og viste i stedet et billede af Hitler med en bi på næsen klemt mellem to mure, som truede med at vælte ned over ham, og alle forstod, at det selvfølgelig var Øst- og Vestfronten, sammen med en opfordring til modstand mod tyskerne. I januar 1944 havde Frihedsrådet besluttet i en periode at indstille al sabotage, men i lyset af mordet på Kaj Munk og Hitlers ordre om modterror, rettet direkte mod civilbefolkningen, for derigennem at bringe modstandsbevægelsen i miskredit, optrappedes sabotagen over hele landet. Det var hovedsagelig våbentransporter og organisering af våben på forskellig vis til brug for de egentlige sabotagegrupper, der var opgaven, herunder Tøjhusaktionen samt sabotagen mod Dansk Riffelsyndikat. En mindre aktion, rettet mod Nordisk Fjederfabrik, forsinkede tyskernes færdiggørelse af deres søminer, og fjedrene ligger den dag i dag et eller andet sted på bunden af en nordsjællandsk sø.

Men man skulle helt hen i efteråret 1944, før der for alvor kom gang i leverancerne af maskinpistoler fra Sverige.Forbindelsen mellem afsnit og kompagnier var yderst væsentlig og kunne betyde forskellen mellem liv og død. For afsnit 3`s vedkommende, havde min far to tanter, som boede på Turesensgade i det indre Nørrebro. Lad os kalde dem Hanne og Thea. De stammede fra Thy, som det meste af min farmors familie, og de havde i den grad begge ben på jorden. Deres lejlighed var lillebitte og der var toilet på baggangen, men ingen kunne få dem til at fraflytte deres sted til fordel for en større og mere bekvem lejlighed. De var begge dameskræddere og syede for det bedre borgerskab og havde derfor tillagt sig lidt fine manerer. Hos dem befandt den kontakttelefon sig, som alle kompagnichefer og alle i afsnitsledelsen skulle ringe til hver dag inden for et ganske bestemt og begrænset tidsrum. Her kunne man give besked til andre om møder. Møderne fandt sted på skiftende gadestrækninger og omfattede kun nogle ganske få. Undlod en at melde sig på vagttelefonen, var der stor chance for, at vedkommende var blevet taget af tyskerne, og så gik alarmen omgående i gang. Det betød bl.a. at alle våbendepoter og tilholdssteder, som den pågældende måtte have kendskab til, blev rømmet og flyttet.

En dag blev de to syersker hentet af Gestapo til forhør på politigården. Det kunne være gået frygtelig galt, som det gik mange, men uafhængig af hinanden spillede de, de uskyldigste, naive damer, der absolut intet anede om hverken våben eller modstandsbevægelse, på trods af, at de begge til stadighed sov oven på adskillige kilo dynamit. Og så overbevisende var de, at tyskerne slugte deres rørende beretning råt, og ovenikøbet tilbød at køre dem hjem.

På et andet tidspunkt var der Tove og Bjarne, som havde et lille tobakshandel og kiosk et sted i det indre København. I baglokalet holdt adskillige af modstands- grupperne møde på skift. Stod en ganske bestemt bog i vinduet, vidste man, at der var fri bane. Alt det anede tyskerne begribeligvis intet om, da de en dag kom og hentede Bjarne til forhør. Der gik nogle dage uden at Tove, hans kone, hørte fra ham. Så til sidst marcherede hun, iført sin mest frimodige og uskyldige mine op til tyskerne… i parentes bemærket, var hun mindst lige så involveret i modstands arbejdet som Bjarne, men af en eller anden grund fattede tyskerne aldrig for alvor, at kvinder kunne have med den slags at gøre. Hun blev altså ført ind til forhørs- lederen og begyndte på sit bredeste og mest fladekøbenhavnsk at skælde ham ud   ( efter fortællingen sagde hun følg.): ”Her står jeg og skal drive en forretning, og så minsandten om I ikke kommer og henter min mand, så han forsvinder i flere dage uden at lade høre fra sig. I må da kunne se, at han er så ” tålle” et gemyt, at han aldrig nogensinde kunne drømme om at gøre noget ulovligt…og hvad vil I have, at jeg skal gøre, ene kone og med den rationering, uden en til at hjælpe mig…næh, det kunne tyskeren da også godt se, og så gelejdede de både Tove og Bjarne hjem igen, høflige som de kunne være. Siden blev Bjarne leder af afsnit 3, da min far var blevet taget. Men så heldige var ikke alle i min fars afsnit.

I oktober 1944 blev afsnitsofficeren taget,og i december arresteredes min fars næst-sskommanderende og nære ven Ejler Fangel på en modtageplads, da en transport skulle ankomme, hvorpå han måtte tage turen til Neungamme. Heldigvis anede chaufføren uråd og fortsatte forbi stedet. Værre gik det, da min far blev arresteret den 29. januar 1945. På det tidspunkt mønstrede afsnit 3 omkring 2000 personer. Min far

blev sat i Vestre fængsel og underkastet brutale forhør i mange omgange. Han sagde selv, at han aldrig nogen- sinde havde fået så mange bank. Heldigvis lykkedes det ham at holde stand i mer

e end 24 timer, hvilket var den tid, de andre skulle bruge til at rømme og flytte, hvad der nu skulle flyttes. Siden gav han så tyskerne gamle oplysninger, som de derpå styrtede af sted efter, hvilket gav min far en smule ro imellem forhørene, men når Gestapo så kom tilbage og forstod, at de var blevet snydt, tog de fat igen. Umiddelba

rt fik min far ingen men af den barske behandling, men da han b

lev ældre, fik han store problemer med ryggen, ligesom hans nyrer blev ødelagt.Min far sad hos tyskerne frem til befrielsen, bestandig med en dødsdom hængende over hovedet.

Havde Gestapo haft held til at arrestere endnu en fra afsnit 3, var min far endt i Ryvangen foran en peloton som så mange af dem, han kendte og som vi også i dag kender navnene på. Han fortæller selv om den 5. maj: ” Aldrig har jeg oplevet så lys en dag. En maj, et forår, så grønt og fuldt af sol og glæde. Vi havde alle en fælles baggrund i skyggen og det mørke, som var vores fælles erfaring. Den 5. maj var som at få givet livet på ny, at få livets dyre gave i hænderne, endnu en gang.”