Soldatertiden v/Viktor Balle

Randers, d.15.febr.2o13
Lokalhistorisk Forening.
Sognefogeden i Sønder Onsild kunne i foråret 1935 fremstille 12 unge mænd ved sessionen på Hobro rådhus. Sognefogeden havde sin ældste søn, Peter, med i sin gamle FORD med sejldug-kalesche, et isnende koldt køretøj om vinteren, men ret behageligt når der var mildere temperaturer. Vi andre 11 kørte jo på vore cykler til Hobro.

I 1935 var det småt med mange ting, også frihed, og ferie kendte vi ikke. Søndagen vi fri med mindre der skulle fodres heste eller andre husdyr, det var vilkårene for en tjenestekarl dengang.
Vi var 4-5 18-årige der havde udtænkt en fidus, for at lave en ekstra fridag 3 gange ved at melde os på session og at vi altså ikke blev taget som soldat ved første session.
En af os var vi nu ret sikker på ville blive taget til dragon og_ det var Ejner Thorup, ledvogter Thorups søn. Ledvogteren havde været dragon i Århus og den næstældste søn, Vilhelm, havde været dragon
i Randers. Ejner var god til heste og en glimrende rytter, han brillerede hvert år ved ringridningen.
Det kom ikke til at gå som vi havde spået og Ønsket. Ejner Thorup blev kasseret og vi resterende 11 blev taget til soldat. Det var en slem overraskelse for os. Og det var for ringe at der ikke var en garder iblandt os. De 10 blev taget til infanteriet, fodfolket, og 1 til artilleriet som trainkonstabel og det var mig.

Året efter, i 1936, blev vi indkaldt til at aftjene vores værnepligt, de 10 fodtudser; til garnisonerne i Viborg og Fredericia og de skulle møde 15. maj, og jeg skulle møde allerede d.10.marts i Århus, på Vester Alles kaserne, ved det lette hestetrukne felt-artilleri. En våbenart der er nedlagt for mere end 6o år siden. Dengang kunne det være artillerist være et noget blandet begreb. Der var artillerister ved kystartilleriet, luftværnsartilleriet, let motoriseret artilleri, og endelig det, kongelige danske hestetrukne ildsprudende feltartilleri’ som en vittig hund til sergent slyngede ud på et tidspunkt! Her var der 2 forsk. slags artillerister, nemlig konstabler, som betjente kanonerne og trainkonstablerne der havde med hestene at gøre. Konstablerne blev først indkaldt midt i maj, hvor vi trainkonstabler var færdiguddannet på den intensive rideskole, – en særdeles barsk uddannelse skulle jeg hilse og sige! Men jeg 19-årige bondeknold opnåede dog at dele l.pladsen med en kammerat, som var uddannet berider, ved afslutningen på rideskolen, og jeg var så stolt og glad!

Undlader at beskrive mine lidelser på rideskolen, og de mange glæder efter uddannelsen var overstået. Det falder udenfor lokalforeningens rammer.
Mvh. Viktor Balle

Print Friendly, PDF & Email