Nov. 2011
Til E. Simonsen.
-Det har næppe nogen interesse, men sender alligevel en tilføjelse til mine barndomserindringer fra 192o’rne.
Kom til at tænke på det mange tdr. land store oversvømmede område mellem Klejtrupvejen og Sparrehusene. Man sagde at et barn var druknet i søen for mange år siden, og det var grunden til den blev kaldt “Bå’nsø”. Der er måske en anden forklaring!
Beboerne i den Østlige del af Sparrehusene gik altid tværs over markerne over til Klejtrupvejen, når de havde ærinde i Sønder Onsild. Var det et ærinde fx. i Brugsen’ gik man ad stien på skellet langs “Grydehøjgaard”s marker, i stedet for at følge vejen.
En cykel var næsten en sjældenhed på den tid, i Sparrehusene var det kun Laurits Karmark der ejede et sådan køretøj.
Der var kun en blind’ grusvej til Sparrehusene dengang og den endte i Laurits Karmarks forældres gård.
Den nuværende vej, der fortsætter lige ud fra svinget på Klejtrupvej-, var der ikke. På hver side af søen var der en lav stump jordvold, altså skel, og mellem disse to punkter var der spændt en pigtråd over søen for at markere skellet.
Om vinteren husker jeg at man både gik og kørte over isen. Der fandtes et utal af frøer i den sø, i sommeraftnerne hørte man deres højrøstede, koncert’.
Langs søens nordlige side fandtes en gammel dyb grøft med en meget lav vandstand. Grøften endte i slugten mellem “Tulshøj” og “Tulshøjgaard”. Grøftekanten var bevokset med højt græs og ukrudt, og der havde agerhønsene deres reder, Der var så mange agerhøns i området. En sommer fandt jeg 3 reder hver med 12 æg i, og de reder holdt jeg lidt Øje med. En dag jeg kravlede rundt
på grøftekanten lå der en lille bunke h6 mellem det høje græs, det syntes jeg var mærkeligt og jeg løftede høet, og der lød en snorken eller snerren. I en fordybning under høet lå en pindsvinemor med 5 meget små unger, og jeg dækkede straks boet. Boet var tomt da jeg nogle dage senere besøgte det, hun var flyttet til et mere trygt sted med ungerne.
Laurits Karmark passede sammen med sin søster Hedvig forældrenes gård, begge forældre var plaget af sygdom. Fru Karmark led af Elefantiasis, en slem tropesygdom. Laurits var ivrig rævejæger og skød mange. Han hentede mig på sin cykel hver gang han havde skudt en ræv, jeg skulle se den og når han tog skindet af den og det blev krænget på et brædt for at tørre. Skindene solgte han i Hobro.
I efteråret 1934 havde Hedvig nær mistet livet. Hun var blevet gift og stiftet familie, de ejede en landejendom i Gråkær, ejendommen hed “Gråhus”. De havde en også missionsk tjenestekarl, og han var så glad for familiens hund, det var Hedvigs mand ikke! En dag slog han hunden ihjel med en Økse. Tjenestekarlen for¬søgte nogle dage efter at udrydde hele familien med samme Økse. Hedvig havde overladt sin seng til sin gamle mor, som var på besøg, og sov hos sin mand den nat, det reddede hendes liv, men hun blev meget hårdt såret. Familien blev dræbt, selv en lille der lå i vuggen. Mordet skete en aften hvor der var bal i Handest forsamlingshus. Under en pause gik to kammerater og jeg op til landevejen, og i
det samme kom der en mand gående fra Randerssiden, han standsede og spurgte os om vi havde set noget til politiet, det havde vi jo ikke, og han fortsatte mod Hobro. Morderen havde selv ringet efter politiet hørte man senere.
Venlig hilsen

ny brev af Victor   sparrehusene viktor