Studehandel i Himmerland

Af Helge V. Qvistorff

Helge QuistoffDer er et aspekt ved udviklingen i Himmerland, der ofte er overset. Silden i Limfjorden var en økonomisk indsprøjtning af format indtil 1825, da havet brød igennem ved Agger Tange og gjorde fjorden salt. Men mindre kendt er det, at studedriften på samme måde har været af afgørende betydning for landsdelen, og ligesom med silden er det svært at pege på de enkeltpersoner, der var igangsætterne, om end vi her er på fastere grund.

Kastrerede tyre eller stude æder sig fede, og de er helt anderledes venlige og nemme at arbejde med end unge tyre. Det er noget, man har vidst længe – formodentlig helt tilbage til middelalderen. Her var det klostrene, der var foregangsmændene med hensyn til landvindinger inden for landbruget.
Allerede fra 1200-tallet har man kendskab til, at jyske stude blev sejlet til de hollandske kvægmarkeder. Der tilbage i middelalderen var det næppe så mange, men i 1624 blev der solgt næsten 12.000 stykker dansk kvæg alene på oksemarkedet i Enkhuisen.

Man regner med, at det i 1600-tallet var omkring 100.000 stude, som studedriverne årligt drev ad Hærvejen sydpå til Tyskland og Holland. Det siger sig selv, at det var en økonomisk magtfaktor for Jylland.
Der var langt fra Nordjylland til Hamborg eller helt til Holland, men når studedriverne havde drevet kvæget ned til de fede græsgange ved Vadehavet, fik kvæget et hvil, hvor de kunne æde sig til den vægt, som de havde tabt undervejs. Derefter gik turen videre sydover. Det er morsomt at tænke på, at mange af de stude, der blev slagtet i Hamborg, blev fragtet til England. Her anså man det danske oksekød for at være det bedste, der kunne opdrives. Men da det kom fra Hamborg, blev det kaldt for ?hamburger?, så går man på burgerbar og får en hamburger, betyder det i virkeligheden ?et stykke oksekød fra Danmark?.
Blandt de nordjyske studehandlere var købmanden Jens Bang langt den største. Han købte okser inden for et område, der strakte sig fra herregården Gjessinggaard ved Randers til Odden ved Hjørring. Men også en lang række jyske herregårde tog del i handelen med stude, og den velstand, der ofte var kendetegnende for disse gårde, beroede i høj grad på studedriften.

En af de nordjyske bønder, der stod ry om, var Jacob Hjorth (1772-1846), der købte hovedgården Thustrup ved Fræer i Himmerland i 1818. Han var vist nok uddannet som gartner. I hvert fald kom han til Willestrup som sådan. Han må have gjort et godt indtryk på baron Rosenkrantz, der ejede herregården, for han ledsagede denne på en stor udlandsrejse. Siden forpagtede han Willestrups Mølle, og han købte Rold Kro. Det sidste kom han imidlertid til at fortryde bitterligt. Han fortalte siden, at det var det værste, han havde været ude for: ?Om dagen at skulle affensere i mark og udhuse, og om aftenen, sommetider natten med, være til tjeneste for rejsende og for landevejens bisser, det var træls.?

Nu forpagtede han hovedgården Albæk ved Suldrup og begyndte at drive handel med stude til Slesvig og Holsten. I løbet af de tolv år, han havde gården, blev han en holden mand og kunne købe Thustrup, der indtil da havde været arveforpagtergård under lensgrevskabet Lindenborg. Det var en meget forfalden gård på godt 300 tdr. land, hvoraf størstedelen var hede og kær, og besætningen bestod af blot 10 heste, 10 køer og nogle kalve, men ved flid, dygtighed og sparsommelighed fik han snart skik på det hele.
Efter Jacob Hjorth kom sønnen Jens Christian, der fortsatte med studeopdrættet. Tredje generation var Jens Laursen Hjorth, der blev den helt store studehandler. Der var studedrift på Thustrup gennem 100 år, og i en lang årrække drejede det sig om mellem 600 og 700 stude om året.
Med jernbanens komme i 1869 mindskedes studedriften. Det var nemmere at sende dem med banen, og det var et festligt skue, når de mange stude fra Thustrup på bestemte dage blev drevet ned gennem hovedgaden i Skørping til jernbanestationen.

I slutningen af 1800-tallet begyndte skibsfarten at overtage transporten, og tungtlastede kreaturskibe med heste, stude, får og æg satte kursen gennem Limfjorden på vej til England.

Jens Kristian. Bestyrer i Kongsvad Mølle omkring 1865 (født ca 1830)fortalte at i hans Barndom Ungdom brugte de store Studeopkøbere at lade deres Stude mødes ved Kongsvad , dem vest og nord fra kom gennem Møllehulen og forenes da med der kom øst fra for ifølge at drives syd paa
Noteret af Hinnerup

Studefold TrendStudefolde og dyrefolde 
Studefold og dyrefold bruges i flæng om de anlæg, hvor
dyrene før blev gennet ind for natten. Studefold henviser til kvægdriverne og studene, som vandrede ad Drivvejen til markederne mod syd, mens dyrefold kunne anvendes af alle husdyr. Mange folde blev brugt til alle pladskrævende, løsgående dyr som heste, får og kvæg, og derfor er dyrefold den mest korrekte fællesbetegnelse.
Formålet med dyrefoldene var at holde dyrene samlet til næste dag, og at beskytte dem mod ulve og ræve. Dyrefoldene har sandsynligvis været i brug siden middelalderen, og der findes stadig rester mange steder. Nogle steder er der plantet skov, andre steder har tiden, vejr og vind udjævnet foldene, så man kun kan se mindre, ujævne jordvolde.
Studefold ved TrinderupDe rester, som findes i dag, er omgivet af knap ½ meter høje, sammenskredne jorddiger. Det har ikke været nok til at holde får, heste og kvæg inde i dyrefolden. Jorddigerne har antagelig været omkring 1,5 meter høje, så de nåede en voksen mand til hagen. Digerne er byggede af græs- eller lyngtørv, og når foldene var i brug, blev dyrene enten bevogtet af store børn eller en hyrde. Foldenes størrelse varierede, fra 10-12 meter i diameter til 40-45 meter. Formen kunne variere. Der kendes både cirkulære og rektangulære dyrefolde.