Viktor Balle (mælkekusken)

Den 15.aug. 2012 
Lokalhistorisk Forening. 

Det var i mine barndoms og ungdomsår i 1920’rne og 3o’rne et af tegnene på fattigdom, når man så en mælkevogn stående ved ejen¬dommen. Det var en ussel betaling der blev udbetalt for dette job, og den stod slet ikke i forhold til de gener der var forbundet med arbejdet. Hver dag hele året skulle mælkekusken meget tidlig op, for at give hestene et foder, inden de skulle spændes for mælkevognen, så turen kunne begynde med afhentning af mælken ved gårde og husmandsbrug og køre. den til mejeriet Sædager’ ved, Stationen’, for lidt senere at returnere med jungerne fulde af skummetmælk(futmælk) eller valle. mælkekusken havde også en anden opgave hver dag på sin tur tilbage, og det kunne være fx. at købe et stykke ost i mejeriets udsalg, her var det vigtigt, at vælge den rigtige størrelse på stykket til de forskellige, og fedtprocenten man ville have osten i, var for det meste 20!!

Det var billig og godt pålæg, og meget sundere end man dengang vidste. Sommetider var der også et ærinde i, Brugsen’. Men det bedste som jeg husker ved den mælketur var, når min stedfar havde været inde hos bager Voigt, og fået en stor sækfuld gammelt brød med hjem til grisene! Der var i sækken hele brød og i massevis af forsk, wienerbrød. Brødet var jo lidt tørt, men fejlede intet, og det blev også spist det hele, grisene fik ikke noget! Sådan et stykke wienerbrød som var blevet varmet i komfurovnen smagte altså godt, og det var som nybagt. Men alt det gode får jo, som bekendt, en ende, min stedfar ønskede ikke længere at køre den mælketur, vores nabo Niels Møller i Ulstrup var heldig at blive valgt til at overtage, og han kørte turen i mange år.

Det kunne være drøjt at gå så langt til skolen, især om vinteren, og min skolegang var forbi umiddelbart efter konfirmationen den 5.okt. 1930.

Det var dyrt at blive konfirmeret, der skulle købes nyt tøj. Matrostøj ville jeg ikke have, kunne ikke døje den store blå krave med de 3 hvide striber. Et jakkesæt var sagen, og dertil en manchetskjorte og slips. Habitten med vest kostede 32 kr. og manchetskjorten med 2 løse flipper og diverse kraveknapper kostede 3 kr. Det var moderne på den tid at gå i laksko, og have tynde `’silkesokker på. Mine -laksko kostede 13 kr. og 50 øre, silkesokkerne husker jeg ikke prisen på, men den har næppe været høj! Jeg var rigget til og var parat til den store dag. Vi var i alt 13 konfirmander, 11 piger og 2 drenge samlet denne gang i Nørre Onsild kirke, – det gik jo på skift dengang. Konfirmationen blev holdt på dagen, som en familiesammenkomst., Rigtige’ gaver var det småt med, men jeg fik 113 kroner i alt, og jeg vidste på forhånd hvad disse penge skulle bruges til. Der fandtes på Onsild-egnen vistnok kun en eneste, som ejede en radio, og det var Jens Bach på Terrupgaard. Han vår ret ny på egnen, og var i øvrigt søn af den kendte murermester i Aarhus, som i 1925 byggede byens store banegård, som jeg så kort tid efter den var blevet indviet, det var på en skoleudflugt.
Jeg var sendt til Terrupgaard i et ærinde, og så ved den lejlig¬hed radioapparatet med de sølvglinsende lamper ovenpå. Et sådan apparat ville jeg gerne have. Mine forældre havde en anden mening om sådan noget nymodens skidt!

Den gamle smed Nielsen i Holmgård havde 2 sønner, Johannes og Villy. Villy forlod hjemmet straks efter sin konfirmation, men Johannes blev hjemme på sit lille loftsværelse med en stor træseng og et bord som eneste inventar. Bordet var fyldt med et utal af radiodele.
Johannes havde kontakter til udenlandske radioamatører, og han vidste en masse om radioteknik. Men hvor var han dog nøjsom. Han havde ikke nogen kakkelovn på værelset, så om vinteren sad han i sin seng med overdynen om sig og arbejdede med radioer. Jeg fik ham til at bygge en radio og de av jeg 110 kr. for, og det var med løs højttaler -ikke høretelefoner
Efterhånden fik mine forældre en noget anden holdning til min radio, og blev glad for den – det nymodens skidt!!

Det var ungdomsforeningen der stod for aktiviteterne i den meget sparsomme fritid ungdommen havde i 193o’rne. Arbejdsdagene var lange på landet dengang, og vi kunne ikke slippe med et halvdags¬job som nu, og få fuld løn!

En søndag hen på sommeren blev der arrangeret en udflugt for os unge. Der blev skaffet en lastbil med chauffør, den høje rig¬ning blev forsynet med en presenning så vi kunne sidde lidt i læ eller ly, på de smalle træbænke inde fra skænkestuen i for-samlingshuset. Det var et primitivt arrangement, men det virkede og vi var glade for adspredelsen fra en ikke særlig spændende hverdag. Udflugten gik et år til Femmøller på Djursland, hvor vi spiste på et stort hotel, og et år gik turen til Dollerup bakker. En dejlig oplevelse for os, som jo ikke var forvænte, forkælede, som mange unge er i dag. Det er dem på ingen måde misundt, men alt er nu en gang ikke en selvfølge!!

Dilettantforestilling i løbet af vinteren sørgede ungdomsforeningen også for. Den blev vist i forsamlingshuset, og det var mest lidt ældre folk fra byen der havde underholdning i det.
Hver måned blev der afholdt et bal i forsamlingshuset, og det blev vel besøgt af mange unge fra omegnen. Musikanterne var fra Randers, i lang tid. Ungdomsforeningen havde længe sparet sammen til et klaver til forsamlingshuset, og det kostede 40o kr.vi var glade for den investering og anskaffelse.

Da jeg var fyldt 15 år fik jeg lov til at gå til bal. En billet kostede 1 krone, og ballet begyndte k1.10 og varede til k1.2, så blev der samlet ind til overdans og en fra bestyrelsen gik rundt med en hat og samlede mønter ind blandt deltagerne, og det kunne normalt give en time mere og det var dejligt.

Det at være kommet i de voksnes rækker’ var nu ikke så ligetil, for jeg kunne jo stadig nemt være i konfirmationshabitten, og det gav mig problemer. Reglen var jo at fra kl.lo til 12 var det vi mandfolk der skulle byde–pigerne op til dans, og efter Pausen ved midnat var det pigernes tur til at byde op til dans. Jeg havde danset med nogle piger, -og enkelt sagde nej og grinede – og jeg vidste godt hvorfor de grinede af mig. To piger var dog trofaste og ville danse med mig, den ene hed Anna Munk og den anden hed Gudrun Bonde, en tidligere skolekammerat. Jeg tænkte meget på at invitere en af dem på kaffe og wienerbrød i en
pause ude i skænkestuen, men opgav. Det ville koste mig 2 x 50 øre, år ændrede situationen sig
i højde og drøjde, så nu var ikke danse med alle og enhver, Så det var for dyrt! Efter et par til det bedre, for jeg var vokset det min tur til at være kræsen og ak ja, sådan er det at være ung! Hele vinteren
var der undervisning i gymnastik en gang om ugen i 2 timer i forsamlingshuset. Leder var sønnen fra Højvang’ Asger Nielsen, som var uddannet på Ollerup Gymnastikhøjskole hos Niels Bukh. Asger var Ollerup Delingsfører, og han havde altid det lille sølvemblem med OD i sin revers på jakken, hvilket viste at han skilte sig ud fra os andre, men han var en meget flink og dygtig gymnast.
Mvh Viktor Balle