Randers, d.lo. maj 2011
Lokal-historisk Forening i Sønder Onsild.

Det siges at ved et ældre menneskes død forsvinder der en del historie, viden, som nogen i eftertiden måske kunne have interesse i at kende. Det kan vel ikke helt afvises.
Som den muligvis eneste elev der er tilbage, og uden at vide, om det kan have nogen interesse, vil jeg gerne fortælle lidt om skolegangen som jeg oplevede den i Sdr. Onsild Friskole i tiden 1923 – 1930.
Skolekammeraterne Folmer Laursen og min fætter Henry Balle er døde. Begge blev på deres slægtsgårde og tilbragte hele livet i deres fødeby. De har måske på et tidspunkt fortalt om deres skolegang.

Mit navn er Viktor Balle og jeg er født d.6. september 1916, som uægte barn – som det så smukt hedder – af 2o-årige Louise, 3.ældste af fire døtre hos Ludvig og Cecilie Balle, de havde en landejendom Dorchæuslyst’ i Sparrehusene.

Den 5 Juni 2022 døde Viktor Balle 105 år gammel plus 8 mdr. Onsild lokalhistorie er glade for alle de mange breve han skrev til os

De første lo leveår tilbragte jeg hos mine elskede bedsteforældre. Min yngste moster var elev i Friskolen, hvad jeg også blev som 7-årig. Det kunne være en barsk omgang om vinteren, at gå til skolen med, jyde-træsko’ på gennem et højt lag sne, man var længe om at få ryddet vejene dengang!

Skolebygningen ligger der stadig. den var dengang opdelt i to dele, nemlig skolestuen hvortil der var en stor forgang. Og så var der en bolig til den faste lærer.
Ved den ene ende af legepladsen var der et udhus indrettet med rum til brændsel m.v. og så fandtes der også 3 lokummer + et pissoir. Det ene lokum -lærerens – var aflåst. Det hørte med til lærerens pligter at tømme latrinspandene. Indholdet blev anvendt i lærerens store urtehave, og frodigheden var meget stor! Læreren havde også en stor hønsegård med mange høns, o g når en høne skulle gøres hovedet kortere blev vi børn underrettet. Læreren slap den hovedløse høne der i nogle sekunder hoppede rundt, men vi brød os nu ikke særlig meget om at se på det.

Den l.november 1923 var min første skoledag, og jeg blev fulgt til skolen af min moster, som lige var blevet konfirmeret og ikke gik i skole mere.
Lærerfamilien hed Bertelsen, de havde 3 børn i alderen 13 -16 år. De rejste et par år senere, og der blev antaget en 4o-årig og nygift lærer, Laustsen hed han, og han var oprindelig udlært
som gartner Han var lille af statur, han yndede at gå med sin filthat, den hjalp vel lidt på højden!
Da begge klasser på et tidspunkt skulle fotograferes, kom han med en ølkasse som han stillede sig på lidt i baggrunden, for på billedet ville han vist gerne være af samme højde, som vores hjælpelærer frk. Andersen.
Et exemplar af ovennævnte foto er vistnok i foreningens besiddelse iflg. nu afdøde smedemester Hinrup, som jeg tilfældigt talte med for nogle år siden. Hinrup beklagede sig over at han ikke kendte navnene på alle eleverne på billedet. Han vidste at jeg var med på fotoet så han kunne bare have spurgt, men det gjorde han ikke.

I skolestuen var der to rækker 2 personers bænke kombinerede med bordplade der kunne skubbes op. Og under bordpladen var der en hylde til skolebøgerne og madpakken. De to rækker bænke stod
med ca. 2 meters afstand, pigerne sad til venstre og drengene til højre set fra katederet.
Selvfølgelig sagde vi De’ til lærerne, der herskede en vis disciplin. Når lærer Laustsen kom ind i skolestuen præcis kl.8,00 og sagde Godmorgen’ stod vi ved vore pladser og besvarede hans hilsen. Og vi blev stående til han havde sat sig ved katederet og sagt:”Værsgo’ sæt jer ned”! Og så blev Højskolesangbøgerne delt rundt af duksen og der blev sunget en morgensang, hvorefter undervisningen kunne begynde. Den skulle foregå i stilhed, og blev der hvisket, hvad der jo gjorde, og det blev hørt, sagde læreren i en skarp tone man skulle tie, og blev den hvisken gentaget af samme elev blev eleven beordret til at flytte ned og sidde på nederste bænk i rækken.

Der var kun 2 klasser, Lille-klasse og Store-klasse, og vi gik i skole hver anden dag – også lørdag – fra k1.8 til 16. Takket være min yngste moster var jeg god til at læse, da jeg begyndte i skolen. Det var noget træls for mig at sidde og høre på de andre børns staven, men jeg nød vel alligevel mit lille forspring!
Undervisningen foregik meget forskelligt i de to skoler,  Kommuneskolen og Friskolen. I førstnævnte krævedes, udenadlæren’, der skulle terpes bibelhistorie, salmevers m.v. og en- eftersidning var en realitet, hvis eleven ikke kunne sine lektier, og eleven fik tillige ekstra lektier med hjem.

I Friskolen blev en stor del af stoffet oplæst, enten af læreren eller vi elever på skift. I fagene skriftlig og mundtlig dansk, regning, geografi blev vi holdt til biddet’. Det samme i nogen grad om sommeren i botanik. Et fag som de fleste forældre var kritiske overfor, det var spild af tid og noget pjat at vi skulle lære noget om blomster og planter. Men vi nød at komme ud i naturen og samle, og derefter i fællesskab hjemme i skolestuen artsbestemme alt det vi havde fundet. Den viden har været til megen glæde for nogle af os senere i livet!

Om vinteren havde vi drenge 2 timers husflidsarbejde om ugen, og pigerne havde håndgerning, de lærte at sy, strikke, hækle, under ledelse af hjælpelærer frk. Andersen. Drengene lavede løvsav-arbejder, og snittede i mahognitræ og lavede fotorammer, som blev bejdsede og polerede. Vi lærte også børstenbinding. Vi landmandsbørn havde let ved at skaffe hestehalehår. De blev grundigt vaskede inden de blev til børster af forsk. slags. Når vinteren var forbi blev der i skolestuen arrangeret en udstilling af vore arbejder, og forældreinteressen var stor.

I Store-klasse kunne lærer Laustsen i en regnetime finde på, at vi skulle ud i fri luft. Han tog sit gamle favnemål med og så gik vi ud på et eller andet stykke jord, en ager, og så blev arealet målt op i favne. Så gik vi tilbage til skolestuen og udregnede arealets størrelse, og det foregik med griffel og på en skifertavle.
Læreren brød sig ikke om gymnastik og vi børn heller ikke, men 1 times gymnastik havde vi hver måned, og den blev afviklet i forsamlingshuset, hvortil vi vandrede 2 og 2. Nogle ribbeøvelser, og stående øvelser på gulv, og en afslutning med spring over bukken, så var vi klar til at vende tilbage til skolen.
Vi burde nok have haft nogle flere gymnastiktimer!
Den årlige eksamen på skolerne blev overværet af sogneråds-formand Frandsen, som repræsentant for sognerådet, og så var der sognepræsten, som indtil 1928 hed Jessen. Efter hans død kom der en præst ved navn Birke. Kommuneskolens elever havde hvert år lavere karakterer, end Friskolens, og dette forhold ændrede sig ikke i de 7 år jeg gik i skole. Det viste ret klart, at terperi, og, udenadlæren’ ikke gav så gode resultater, som undervisning ved at lytte!

Overfor skolen, på modsatte side af Ulstrup-vejen, var der et lidt sumpet jordstykke grænsende op til gdr. Jens Laurits Kristiansens have. Om sommeren var hele arealet fyldt med blomster, der var engblommer, engkabbelejer, smørblomster m.v. det var så smukt. Når efterår og vinter nærmede sig blev det oversvømmet, og senere til en stor isflade. Det var lige sagen for os børn. Ingen af os havde skøjter, men vi lånte en kost hos læreren og så fejede vi isen fri for sne og lavede nogle lange glidebaner. Om sommeren holdt vi frikvarter siddende ved vejgrøften. Trafik var det småt med på vejen, men sommetider kom der da et noget usædvanligt køretøj. Det var en bondemand som havde en landejendom nede i nærheden af Ulstrup. Vognen var forspændt med 2 stude.
Og de luskede sindigt fremad. Kusken brugte pisken af og til, men farten var den samme. Han skældte os ud og slog efter os med pisken, som havde en stor møtrik bundet i snerten. Han lod sig drille med, at vi for omkring studene og med læberne lavede en lyd som en bremse eller hveps. En af pigerne blev ramt af piskesnerten og hun hylede af smarte.

Lærer Laustsen med frue rejste, jeg husker ikke året, og der blev antaget en frk. Hollesen fra Viborg-egnen. Hun var 4o år, og meget rødhåret, og et iltert temperament der passede til hårfarven, men vi kunne lide hende, for hun var en dygtig lærer. En sommer tog hun begge klasser med på en 2 dages udflugt på cykel til Viborg og omegn. Vi overnattede i en stor ladebygning fyldt med dejlig frisk hø i en landsby der hed Rognstrup.

Vi havde alle en skotøjsæske med madder’ bundet fast på vores bagagebærere. Det var en stor oplevelse for os og vi så meget. Efter hjemkomsten skulle vi jo skrive om vore oplevelser i et kladdehæfte og det blev til mange sider.

Et år var vi på udflugt til Mariager kørende i hestevogn med vore forældre, men ellers foregik de årlige udflugter pr. tog. Det var til Himmelbjerget, Aalborg, Aarhus, og kun en enkelt dag.

Vil til slut fortælle at min bedste skolekammerat hed Hans Oluf Jessen og han var præstens søn, så jeg kom næsten daglig hos ham i den hyggelige præstegård. Familien bestod af hr. og fru Jessen, Hans Oluf og en ca.5 år yngre halvsøster ved navn Eleonora.
De havde tjenestepige, og en af hendes opgaver var at malke de 2 geder hver dag, hele familien drak kun gedemælk og jeg drak også den gode mælk.. Hans Oluf og jeg fik af fru Jessen hver måned 1 krone, d.v.s. 50 øre i lommepenge.
Pastor Jessen var en interessant fortæller, han fortalte gerne om sine oplevelser som præst i Amerika.
Efter pastor Jessens død i 1928 rejste fru Jessen med sine børn til Chicago, og jeg fik ikke glæden ved at se dem igen.

Det var hvad jeg ville fortælle!Viktor Balle

---

Randers, d.14. juni 2011
Lokalhistorisk Forening for Onsild-byerne.
Foreningens hjemmesider er interessant læsning, og jeg vil gerne yde et beskedent bidrag, ved at fortælle noget af det jeg erindrer fra min tid i Sdr. Onsild. Om det kan have nogen interesse er så en anden sag, – men der er vel en affaldspose i nærheden!
En tilføjelse til G. Hinrups beretning om Bjørnehusmanden.
På lokal-dialekten blev det lille stråtækte hus han boede i med sin kone og søn, altid kaldt, Bjønhuset’, og han, Bjønhus-manden’. Efter en grisehandel ville Hinrup ikke mere tale med en sådan kæltring.
At Bjønhusmanden havde slige tilbøjeligheder var måske ikke så sært endda, for rygtet ville jo vide at han havde tilbragt nogle år bag tremmer i Horsens Tugthus.
Jeg husker ham som en ældre, kraftig mand som altid gik med de klodsede, jydetræsko`. Han kom sommetider op til kirkebyen og solgte torsk og rødspætter, fiskene havde han i kasser på en trillebør af træ.
Engang jeg var i Brugsen var hans kone der også, en tarveligklædt kvinde som hele tiden så sig omkring med sky øjne.
Deres søn, Jens, begyndte at gå i skole samtidig med min søster i 1931. I skolen blev han altid kaldt, Bjønhus-Jens’, og det var han både ked af og vred over, og det var fuldt forståeligt, men sådan kan børn jo være ubetænksomme.

Hinrup fortæller at Bjørnehusmanden oprindelig boede nede i, Kobbersmedens hus’ i Ulstrup, hvilket jeg aldrig har hørt om.
Min mor, Louise Balle, blev gift med Karl Sørensen i 1922, og de købte en landejendom i Ulstrup, og som nærmeste nabo var, Kobbersmedens hus’, og Per Kobbersmed = Per Sørensen boede der. Han var enkemand og boede i et stort værelse i den ene ende af ejendommen. Stuelængen var opført i bindingsværk og med strå-tag, og var sammenbygget med en lille staldbygning opført af kampesten og med stråtag. Den sparsomme høst stod i det fri i stakke, for der var slet ikke plads inde.
Per kobbersmed spiste hos sin datter, Petrea som var gift med Marius Hermansen, og de havde 2 børn, Helga og Kaj, som min søster og jeg legede meget med.
Jeg kan bekræfte at den søde og rare Petrea havde et brunt og et lyst, gråblåt øje, som Hinrup skrev.
Marius var fodermester på Terrupgård: Petrea hjalp morgen og aften med at håndmalke mere end 3o køer.
Marius kaldte altid deres hjem for “Vinterskræk” og det havde sine grunde. På alle sider var ejendommen omgivet af høje bakker, og ved stærkt snefald var ejendommen sommetider helt dækket, så det kneb med at komme ud af en dør.

Chr. Sørensen skriver om hørstykkerne, og nævner det jordstykke nord for Fiskervejen, hvor bl.a. Marius Munkholms hus ligger! Dette hus lod min bedstefar, Ludvig Balle bygge i 1924, efter at have solgt ejendommen i Sparrehusene p.gr. af sygdom.
Vi flyttede ind på den gamle stråtækte Vestergård hos Per Balle som var enebarn og gift med min moster Kirstine, som var ældste datter af Ludvig og Cecilie. Ludvig havde købt Towten’der lå lige overfor af sin svigersøn for 1500 kr. kontant. Og murer Fjeldsøe byggede huset, som kostede ca. 7000,- kr. kontant, og vi flyttede ind i 1925. Ikke længe efter blev bindingsværkstuehuset på Vestergård revet ned.
Ludvig Balle døde i 1926 kun 65 år gl. Og året efter forlod jeg min kære bedstemor Cecilie for at være hos min mor og stedfar, – for mig en sorgens dag!

I 1923, året før mine bedsteforældre flyttede fra Sparrehusene, kom jeg meget over på Thulsgaard hos Søren Andreasen Dorchæus, som oprindelig var udlært murer og havde bl.a. bygget stuehuset på Mosegaard, den gård som hans søster; Stine’ Højgaard havde ladet bygge. Hun var i øvrigt født på den ejendom mine bedste-forældre havde, om det var derfor den blev kaldt Dorchæuslyst ved jeg ikke.
Søren Andreasen, som han altid blev kaldt, var en meget afholdt mand på egnen, og han var ugift. Når jeg kom hos ham fandt han straks stigen frem og så kravlede jeg op ad den og begyndte at rive alle gråspurverederne ud af taget. Taget var fyldt med reder og huller og var meget ødelagt. Der var jo stråtag på alle fire længer.

Husker at han havde fået et gammelt støbejernskomfur, og det havde han lige fået muret op, og det var han meget glad for. Han havde ellers lavet sin mad under en stor åben skorsten, og jerngryden hængte der stadig, det var meget primitivt.
Han levede vist meget af byggrød for det fik vi altid når jeg var ovre hos ham. Han lavede en hel grydefuld ad gangen, og den blev sat ind på bordet, hvor der også stod en kande med sødmælk. Han ville gerne have selskab så jeg skulle altid spise med, og grøden smagte godt, der kom en stor klat smør i midten og et lag Sankt Croix-sukker på, som han kaldte det, om det var fra øerne ved jeg ikke, men det lignede mørke puddersukker.

Engang gik vi ned til en mudret kilde, hvor der voksede lyng omkring og masser af blåbær, der var lyng over alt helt over til gravhøjen. Hele tiden sagde Søren Andreasen at jeg skulle passe på hugormene, og vi så da nogle, både brune og grå og en enkelt sort, og det var ikke en snog.
En dag jeg var ovre hos Søren Andreasen kom der en ældre kone som han kaldte Stine og det var hans søster. Hun havde en kurv med og den var fyldt med varer. Og så fik hun øje på mig, og spurgte:”Hva æ’ do for en bette kå’l”, og det fortalte jeg hende, og så gav hun mig et bolche. Hun døde vist samme år.
Jeg begyndte at gå i skole til l.november samme år, Nogle år senere besøgte jeg ham sammen med min skolekammerat, Peter Højgaard, hans søstersøns ældste søn, som havde fået en fin urkæde med vedhæng af Søren Andreasen i fødselsdagsgave. Søren Andreasen boede i den østlige ende af den gamle præste¬gård, som hans søster ejede, og hvor hun boede til sin død.
Den gamle ringer og graver ved Sdr. Onsild, Jens Lassen låste aldrig dørene i kirken, så vi drenge var sommetider oppe på loftet, hvor der boede duer, og oppe i tårnet for at kigge ud. Skulle der være begravelse gik vi ind på kirkegården for at se, hvor højt vandet stod i graven. Og vi forstod godt der havde lydt et stort plask, da fhv.sognefoged Ibsen blev sænket i graven, for der stod vandet meget højt, det kunne ellers variere meget.

Og nogle år senere kunne man også godt forstå, hvorfor vandet i den fælles brønd ved Fattighuset’ sommetider havde en grim smag.
I det hus boede dengang Niels Christian, Chr. Petersen og Munk. Munk spillede violin og var fast musiker når vi havde børnebal og juletræsfest i forsamlingshuset.
Niels Christian var en flink mand og en slider, jeg har arbejdet sammen med ham på Mosegård, hvor han altid var daglejer i høsten. Hans kone var speciel, gik usædvanligt klædt, havde fine manerer. Under en samtale udtalte hun:”Når en af os dør rejser jeg til Aalborg”. Der stammede hun nemlig fra! Ak ja!

Vil, efter opfordring fra Ejgild Simonsen, fortsætte med at fortælle, i håbet om ikke at blive opfattet som en gammel selvoptaget navlebeskuer!
Efter l.nov.193o kom jeg ikke mere i friskolen, var blevet konfirmeret d.5.oktober. Men et år tidligere havde læreren frk. Hollesen sagt til mine forældre, at jeg burde fortsatte skolegangen og tage en realeksamen, som Erling Rasmussen jo skulle. Det var mejeribestyrer Ulrich Rasmussens yngste søn. Min stedfar sagde bestemt nej, en sådan eksamen havde jeg ikke brug for, for jeg skulle være landmand og havde meget bedre af at komme ud at tjene hos en bonde. Min skolekammerat Erling kom og snakkede med min stedfar, men der var intet at gøre. Får aldrig at vide, hvor meget han ødelagde for min fremtid, for landbrug havde ikke min interesse.

Det l, nov. 1931 blev jeg fæstet som karl hos Marius Sørensen på “Bendtshøj” til en årsløn på loo kr.
Der var også fæstet en pige på 16 år, Hilda Krogh hed hun og hun var ude fra Vestermarken.
Og vi to kom bestemt ikke til at gå og drive tiden bort, det kunne Marius Sørensen godt selv klare. Han stod aldrig op før k1.11.30, uanset om han havde spillet kort nede hos ungkarlen P. Højgaard den halve nat, eller været hjemme. Og hans altid dårlige humør gik ud over os alle på gården. Hans dygtige kone, Anna, og de 2 børn – + de to store børn han lige havde fæstet! Og Anna sørgede for at vi kom tidlig op og kom i arbejde. Hilda havde et lille værelse inde i stuehuset, og mit var ude i et udhus hvor der var tomme stier. Jeg havde en træseng med rughalm i bunden, en dejlig lun seng!
Fra morgenstunden bestod mit arbejde i at fodre de 2 heste og strigle dem og muge ud. Og derefter over i kostalden, hvor Anna og Hilda sad og malkede. Jeg fodrede og mugede ved køerne og senere ved grisene, der var en ret stor svinebesætning i forhold til gårdens størrelse.
Morgenmåltidet var hurtigt overstået og så gik tuen ud til hestene, seletøjet lagt på og ud i marken eller køre roer hjem. Det var noget elendigt seletøj, det var bundet sammen flere steder og skaglerne på begge seler var ko-tøjr af jern og det havde jeg aldrig set før!
Middagsmaden var spist på et kvarter, og så skulle jeg ud på loftet over hestene og skære hakkelse på en maskine med hånd-kraft. Taget var meget utæt over de kornneg jeg skulle bruge, de var mugne og fugtige, og hestene ville ikke æde hakkelsen, de stakkels magre dyr. En eller anden havde en dag sagt til Marius, at han ikke skulle sulte sine heste, og så skældte han mig ud for, at jeg ikke havde forstand på at fodre. Og han vidste ikke at jeg stjal korn i laden om natten til hestene.

Der gik ofte for lang tid inden de små ornegrise blev kastreret. Det var min opgave at holde dem under denne operation, som Marius udførte med en gammel barberkniv. Grisene var svære at holde stille under denne mishandling, og så skældte Marius mig ud. Allerværst var det når det var posegrise’ der skulle kastreres, for så skulle jeg stå oprejst og holde grisen i bag-benene. En sådan noget stor gris var umuligt at holde stille, Under denne langvarige mishandling. Det store sår broderede’ Marius sammen med en stor stoppenål Og hjemmespundet uldgarn. Mine arme var ømme i lang tid efter af at holde sådan nogle
Sprællende grise.
Tiden gik og det blev den 1. maj, og jeg 15-årige knægt gik og overvejede om jeg skulle blive i pladsen, men det blev så ikke til noget.
Den 2.maj tror jeg det var, brændte Laurits Frederiksens gamle stråtækte “Søagergaard”, ejeren hed jo nu Dengsøe Rasmussen.

Det var et ubehageligt syn at se kostalden efter branden, køerne hængte i bindslerne og små kalvefostre lå bag nogle af dem, de var kastet p.gr. af de frygtelige pinsler de stakkels køer havde måttet lide inden de døde.

Dagen efter, da Hilda og jeg gik og hakkede i roerne i nærheden af skellet til Mosegårdens mark, kom Kresten Højgaard gående og kom over til os. Jeg havde jo gået i skole sammen med de 3 af hans børn og havde været på besøg mange gange hos ham. Han ville vide om jeg var glad for at være på Bendtshøj, og jeg svarede nej. “Så kom ned til os”, sagde han og det gjorde jeg, til min stedfars store utilfredshed, og lønnen for den tid fik jeg ikke og var også ligeglad, vigtigst var det at komme væk fra dette altid utilfredse menneske.;

Det var rart at skifte til større forhold og være sammen med venlige mennesker. Gården var jo på 16o td.land og der var nok at rive i, men vi var også mange til at udføre arbejdet. De to ældste sønner var 15 og 16 år og de tog deres tørn som vi der var fremmede. Der var gift fodermester som boede i Søkær¬huset. Der var en tjenestepige, to karle og en daglejer.
Der var 3 spand heste + en islænder, den 7-årige Kristians kæledyr. Da han blev født var jeg med min mor hos Martha med, barselmad’ grim og som man brugte dengang, Mørkerød i ansigtet! Min mor og jeg
havde husker at ungen var tjent på Mosegård i 2 år og min stedfar i 1 år. Martha havde en flot at jumpe somhun af og til kørte i, og jeg husker engang eleverne fra friskolen var på udflugt til Mariager, da kørte vore forældre med os i hestevogn og Martha var kørende i jumpe med sine 3 skolesøgende børn.

Hvert år blev der udlagt et areal på 16 td.land med roer, og det var en stor opgave at få dem udtyndet, inden planterne blev for store. Vi fik akkord, og 3 mand udtyndede roeplanter fra sol¬opgang til så længe vi kunne se om aftenen.
Der blev i 1930 startet en forening ved navn Landbrugernes Sammenslutning =LS. og den sympatiserede med det en Hitler fandt på nede i Tyskland. Man mente han var et unikum, for han kunne afskaffe arbejdsløsheden i dette store land. Her i Danmark nærmede antallet af arbejdsløse sig de 200,000. Og i aviserne var der flere sider med tvangsauktioner, Kresten Højgaard var meget interesseret i hvad der foregik syd for grænsen, og Aage Thye ikke mindre, han var medlem af LS. Og agiterede for foreningen. Han støttede den ved at køre rundt til gårdene og solgte slagte¬varer til en favorabel pris. Han havde lavet en hvidmalet kasse med låger, og monteret den på en enspænderfjedervogn.

Nogle ungkreaturer ude i Vinge-engen var brudt ud af indhegningen og Kræn kørte os i sin gamle bil. Da vi kom til baneoverskæringen var bommene nede, et tog var på vej. På den modsatte side af vejen stod Ais’ Jensen og kiggede, og kom så over til bilen, og han hilste:”Go’daw Kræn Høwgo “‘ og Kræn hilste igen. “Nå, hvo’dan stor kuenet så ud ve’ dæ’ i or”.”Ja, Ais, det æ’ do jo nok møj’ interesseret i å hør’ nøj’ om”, var svaret, og så blev der ikke sagt mere for ledvogter Thorup havde hejst bommene og vi kørte videre. Kræn kendte Anders Jensens holdning til bønderne!

På Mosegaard havde jeg det, som var jeg et familiemedlem, og det kunne jo også blive for meget! Jeg ville godt prøve at arbejde under andre betingelser og fik job i en anden kommune.
Vendte tilbage til Sdr. Onsild i november 1935. Jeg kom ikke til at synes om arbejdet ved landbruget. Min økonomiske habitus gav mig ingen mulighed for nogensinde at kunne blive selvstændig.
Og det utal af tvangsauktioner man læste om daglig lød afskrækkende.
Men ledighed passede ikke rigtig til mit gemyt, men løst arbejde var der ikke ret meget af, dækkede roekuler oppe hos Marius Jensen på Stensbak i nogle dage, og havde også et par ugers arbejde hos Niels Laursen, Folmers far. Begge steder var jeg jo kommet som barn.

Den 9.marts 1936 skulle jeg møde på Vester Alles kaserne i Aarhus for at aftjene værnepligten som trainkonstabel, altså om 3 mdr. Og det blev en drøj ventetid på mere end een måde, for jeg fik ingen arbejde og det havde jeg det ikke godt med. Fagforeningerne agiterede for at vi unge skulle blive medlem,
Der blev lokket og lovet at ved indmeldelse ville fagf. sørge for man fik arbejde og til en tarifmæssig løn Som andre unge ledige og naive så jeg en mulighed der: Som godt 19-årig meldte jeg
mig ind i DAFs afd.i Onsild og det var d.2.januar 1936. Og så begyndte trængslerne for alvor, for uden nogen form for indtægter var det næsten umulig at skaffe det ugentlige kontingent som
var 3 kr. og fagf: var skånselsløs, den gav ikke henstand eller var på anden måde lempelig, blev kontingentet ikke indbetalt hver uge blev man slettet, og det allerede indbetalte beløb var tabt! Samfundet ydede ikke nogen form for hjælp eller støtte til unge ugifte dengang. Fagf. var kun interesseret i at få os som medlemmer, og var så ellers ligeglade med os, om vi sultede, led nød., det var en privat sag. Sådan var vilkårene for en ung ugift i 1936!

Jeg blev hjemsendt fra artilleriet d. 15.oktober, og til de samme trængsler, fordi man skulle være medlem i 1 år før man kunne Få understøttelse.
På den sidste lørdag-søndagsorlov hjem til Sdr. Onsild var jeg i toget kommet i snak med en næstformand ved DSB. og han fortalte at der skulle lægges ca. 6 km.dobbeltspor mellem Onsild og Hobro, og han skulle være med til dette arbejde. Jeg spurgte ham, om jeg kunne få et job der, og han sagde jeg skulle opsøge ham når arbejdet begyndte. Jeg håbede, men var skeptisk.

Der kom gang i arbejdet med dobbeltsporet og jeg blev straks antaget af den flinke DSB.formand. Utroligt! Det var en 48 timers uge og timelønnen var 1,08 kr. Og den første ugeløn var næsten ikke til
at fatte; 51 kr. 84 øre. Fagf.understøttelsen var 18 kr.men så skulle der fratrækkes 3 kr. til kontingent, og de 15 kr. strakte ikke langt, det var usselt.

Den følgende uge blev jeg truet med klø af ledige gifte medlemmer, som påstod at jeg havde taget deres arbejde’!! At arbejdsfolk kunne være sådan overfor hinanden det var skræmmende. Også ledige landarbejdere som ikke stod i fagf. sjoflede mig til: det var jo skammeligt at jeg ugifte unge mand skulle have en så stor ugeløn. De gifte medlemmer rasede overfor fagf.bestyreren, han skulle sørge for at jeg blev fyret omg. De havde helt glemt det gamlemotto:”FRIHED – LIGHED – BRODERSKAB”, det kammerateri’var jo kun en tom floskel!

En dag skete der noget uventet, den afholdte banearbejder og fanejunker Aagaard døde pludselig. I fagf. Blev der straks indkaldt til extraordinær generalforsamling. Der blev på general¬forsamlingen spurgt, om forslag fra medlemmerne. En af mine gode gifte kammerater råbte himmelhøjt mit navn. Det må have overrasket nogle af de gifte, kammerater’, – men jeg blev afløseren for Aagaard! Der var jo 1 fanebærer og 4 fanejunkere, og jeg kom straks i funk¬tion i det nye ærefulde hverv, fagf.bestyrer Thomasen sagde at to fanejunkere måtte være nok ved Aagaards begravelse, som skulle ske på familiegravstedet i Hvorslev. Thomasen havde skaffet en bil med chauffør og det var cykelhandler Mikkelsen, og vi kørte til Hvorslev. Begravelsen foregik planmæssig; fanen blev sænket de 3 gange over kisten og så var vores opgave løst og vi kunne vende næsen hjemefter. Men afdødes bror der ejede barndomshjemmet en stor 4-længet slægtsgård, bød os hjem til gården til kaffebord og det kunne vi jo ikke afslå.

Der opstod en lidt pinlig situation da vi var ankommet til gården og blev budt indenfor. Fanebæreren ville ikke lade fanen blive liggende i bilen, han ville have den med ind til kaffebordet så han kunne holde øje med den, og den sammenrullede fanen kom med ind og blev stillet i et hjørne i den stue vi skulle sidde i. Der var dækket op i 3 stuer i det lange, gamle stuehus, og vi lagde straks mærke til, at gæsterne blev sorteret. Familien var naturligvis samlet i een stue, og så var der missionsfolkene og dem var der en del af for afdødes bror var på det hold’, -det var hans bror afgjort ikke! Og endelig var der så de mindre betydningsfulde gæster nemlig os med den røde fane. Jeg er ret sikker på at der blev skrevet historie i den gamle slægtsgård den dag, for der har næppe før eller siden været en sådan fane indenfor dørene! Og gæster som gik forbi den skævede noget til den og tænkte sikkert nogle tanker, for det var jo bønder, og de afskyede alt hvad der havde med fagf. at gøre. Vi var næppe oprigtigt velkomne, men vi nød i hvert fald det meget veldækkede kaffebord. Velankommet tilbage til Onsild udregnede Thomasen vort tilgodehavende til 12 kr. og nogle øre til hver. Jeg må sige, at det er den mest givtige begravelse som jeg har deltaget ved – og en usædvanlig oplevelse rigere.

Det meget afvekslende arbejde ude på linien’ var jeg glad for, og mange af kammeraterne var flinke og forstående, de mente også at det måtte være frivilligt om man ville være gift eller ikke det måtte være en privat sag, det skulle fagf. ikke blande sig i, og vi betalte jo også det samme i kontingent og skulle derfor have samme rettigheder til at få et job.

Efterhånden tiltog mobningen også ude på banelegemet på forsk. måde, uforskammede bemærkninger som jeg selvfølgelig svarede igen på, med det resultat at kammeraterne’ klagede til overbanefor¬manden over mig, jeg var, usamarbejdsvillig’. Alle kneb blev brugt, jeg skulle fjernes. Overbaneformanden og jeg talte længe sammen om situationen, uroen ville fortsætte sålænge jeg var der, som den eneste ugifte. Så jeg valgte at bede om en fyreseddel – og min chef takkede mig! Det var underligt. Men jeg var meget ked af at have været udsat for en så uretfærdig behandling, og jeg forstod ikke den fagf.politik man førte overfor vi unge ugifte! Blev vi fx. tilbudt arbejde hos en bonde skulle vi forlange tarifmæssig timeløn ellers måtte vi ikke tage imod arbejdet, hvilket var noget fjollet i en tid, hvor man i aviserne daglig kunne se flere sider med tvangsauktioner. Bønderne hverken kunne eller ville betale tarifmæssig løn, for de kunne jo få al den arbejdskraft de ønskede til 2 kr. pr. dag + kost og logi! Fagf. var blottede for situations¬fornemmelse i deres magtbrynde og det var altså meget uheldigt. Efter at have arbejdet hos DSB. fik jeg arbejde hos en gårdejer en måneds tid, ikke til tarifmæssig betaling, men fik kost og logi + et mindre beløb hver dag, og det var rart at kunne falde lidt til ro efter at have arbejdet i den misundelsesladede atmosfære hos DSB.
Hørte så tilfældigt at en dræningsmester i Fårup manglede en mand til et dræningsarbejde på Kaat hede ved Asferg. Jeg cyklede til Fårup og traf dræningsmester Hansen og blev straks antaget.
Jeg skulle møde den følgende dag medbringende en dræningsspade og en skovl. Jeg måtte til Hobro og købe en dræningsspade for mine sidste penge. Arbejdet bestod i at grave grøfter på akkord, et hårdt arbejde, men der var penge at tjene. Der var 7 mand for¬uden mig, flinke fyre, som jeg havde det godt sammen med.

Der var vel gået 2 måneder da der skete noget alvorligt, takket være min utilgivelige dumhed. Vi sad og spiste vores mad og snakkede om alt muligt, da en af gutterne siger:”Hvor mange børn har du så, Viktor”.”Og jeg svarede:”Ingen, for jeg er jo ikke gift”. Jeg kæmpefjols!
Dagen efter kom dræningsmester Hansen ud til os på heden, og gik direkte hen til mig og fortalte, at fagf. truede ham med at anvende de magtmidler de havde, hvis ikke han omgående fyrede den ugifte mand som han havde i arbejde. Fagf. Havde en gift mand til jobbet!

“Det er faneme for galt dette her, men jeg kan intet gøre”, sagde dræningsmesteren da han gav mig fyresedlen.

Få dage senere fik jeg at vide, at den gifte mand, som blev min afløser, ikke ville deltage ved det knokleri det var, at arbejde på akkord, og han havde udtalt at han allerhelst ville være arbejdsløs hele tiden. Han blev fyret omg.

Og jeg kunne ikke få mit gode arbejde igen takket være fagf. Må sige, at mine positive følelser overfor fagf. kunne ligge på et meget, meget lille sted!!
I efteråret 1938, jeg var da 22 år, kom jeg til den erkendelse at mine fremtidsudsigter ved at blive i Sdr. Onsild var lig 0, og jeg pakkede cykeltaskerne og forlod byen, – uden at se mig
tilbage! Jeg var skuffet, men havde optimismen i behold.
I de 75 år der er gået siden denne beslutning blev truffet, har
jeg kun i de første år efter været På korte besøg.
Afslutter hermed småplukkene fra mine erindringer om tiden i Sdr. Onsild. .

PS.
I en efterskrift bemærkes, at jeg cyklede til Randers, hvor jeg opholdt mig til 5.juni 1939, uden at kunne få et job. De gifte fagf.medlemmer skulle foretrækkes efter ordre til arbejdsgiverne. Jeg meldte mig på rejse’ i fagf. og cyklede til Odense, en by jeg ikke havde været i. Og her gjaldt de samme forbud fra fagf. mod at antage unge ugifte medlemmer, og det var alvor! Virksom¬heden blev omg. lukket hvis ikke den rettede sig efter ordren. Sneg mig dog til at få lidt arbejde af og til.
Statsfængslet i Nyborg havde flere gange søgt om reservebetjente, jeg skrev efter et ansøgningsskema, udfyldte det og afleverede det selv, for jeg ville godt se hvordan et rigtigt fængsel så ud indvendig. Jeg blev antaget. En tid efter krigens slutning fik jeg en 3 mdr.s udkommando til Horserødlejren i Nordsjælland, og der blev jeg i mere end 4o år. Blev statstjenestemand, og sluttede de sidste 18 år som lagerforvalter. Som 7o-årig skulle jeg forlade tjenesten i 1986, og har i foreløbig nydt mit otium i 25 år!
Som slutbemærkning kan jeg ærligt sige, at jeg på intet tidspunkt har fortrudt min beslutning om at forlade Sdr. Onsild.

---

Randers, d.l4.aug. 2011
Lokalhistorisk forening for Onsild byerne.
Interessen er næppe stor for emnet, men jeg har lyst til at fortælle om ringridningen i Sdr. Onsild, som den foregik hvert år i 193o’erne. Jeg deltog nogle gange som rytter med megen fornøjelse.
20-25 karle fra byen og omegnens gårde deltog. De fleste havde pyntet sig med fin skråhue syet af blåt satin, og med påsyede guld- eller sølvglinsende bånd, og nogle havde også et dækken under sadlen eller at sidde på hvis de brugte en springgjord med stigbøjler, og dækkenet var også blåt satin påsyet sækkelærred, og fint udsmykket med de glinsende bånd.
Galgen, som vistnok opbevaredes hos sognerådsform.F. Frandsen, blev rejst over vejen mellem friskolen og Grundlovsstenen, nærmere betegnet ud for skellet mellem Jens Laurits Christiansens og F. Frandsens gårde.

Startstedet var ved indkørslerne til Laursens og Christiansens gårde, der var en åben -p-la plads hvor alle ryttere samledes inden konkurrencen skulle begynde.
Med hesten i galop skulle rytteren forsøge at spidde’ den noget specielle ring, som hængte på et søm midtfor på galgen. Til det formål havde rytteren en ca.25 cm. Lang tilspidset pind.
Galgen kunne hejses op og ned i den ene side.
Når en rytter tog ringen sendte han den op i luften bagud over skulderen, og så var det de tilstedeværende børns opgave at finde ringen i en fart, og de morede sig med at finde den først! Samtidig med at rytteren sendte ringen i vejret lød der en flot fanfare fra købmand Wasehus med sin trompet, han var hvert år trompetist under ringridningen.
Efter at rytterne havde passeret galgen samledes de på pladsen omkring Grundlovsstenen, og når sidste rytter var passeret, red alle i sluttet trop tilbage til startpladsen, og under trompet-fanfarer, der var skam stil over tingene!

Hvor mange gange galgen skulle passeres har jeg glemt, men den rytter som havde taget ringen flest gange blev, konge’, og den rytter med det næstbedste resultat blev, kronprins’.
Og der efter red rytterne i optog til de forskellige gårde, og foran optoget sad Wasehus med -sin trompet i en hestevogn.
Ved ankomsten til hver gård blæste Wasehus en fanfare, og så blev man trakteret enten med et glas vin eller en øl. Når dette traktement var klaret, gik turen til den næste gård og Wasehus truttede i trompeten undervejs. Nogle gårde havde frabedt sig besøg af optoget af forsk. grunde og det blev naturligvis respek-teret. Men man kunne nu godt mærke, at de besøg på gårdene var ved at virke, promillen steg, det gjorde humøret også efterhånden. Den gård der lå længst fra byen var, Stensbakgaard’, og den ejedes af vores sognefoged Marius Jensen, og ham skulle vi jo besøge.. Tilbageturen fra Stensbakgaard foregik altid på en særlig måde – i hvert fald de gange jeg deltog -. Vi red om Kap tilbage til byen! Og så måtte fjedervognen med hornhyler Wasehus finde sig i at nå frem som den sidste, men det tog han nu altid med godt humør!
Om aftenen og det meste af natten var der bal i forsamlingshuset og der blev danset til et godt 3-mandsorkester. Og hele festen sluttede med, at en del søde piger blev fulgt pænt hjem! _

Fornøjelserne var få i et sådan landsbysamfund. Ungdomsforeningen afholdt et bal hver måned i forsamlingshuset. Om vinteren gik vi til gymnastik en gang om ugen, gymnastikken blev ledet af en søn fra, Højvang’, Asker Nielsen.

---

Lokalhistorisk Forening for Onsild-byerne.
Til trods for en smule uenighed vedr. noget af mit skriveri formoder jeg, at den tidligere opfordring fra Ejgild Simonsen om at fortælle fra min tid i Sdr. Onsild, stadig er gældende, så jeg vil skrive noget mere fra den tid. Det bliver muligvis en noget blandet, bekendtgørelse’, men er interessen ringe for det jeg har oplevet i min barndomsby, så er en tilintetgørelse jo ganske nem.
I alderdommen mindes mange mennesker deres ungdomsår med glæde, men der er nok også mange andre, som har mindre gode erindringer fra den periode i deres liv, og den kategori hører jeg til. Uheldigvis havde jeg mine ungdomsår fra 1930 og 15 år frem, en årrække hvor der herskede både stor arbejdsløshed og hvor hele befolkningen havde det svært økonomisk.

Det var en glædesløs tilværelse at være tjenestekarl på en gård dengang, med lange arbejdsdage, småt med fritid, ussel løn, og på enkelte gårde også en ringe kost. Og karlekamrene var på de fleste gårde af en så ringe In beskaffenhed, at man må undre sig over at karlene fandt sig i at opholde sig i dem. Men vi kendte jo ikke andet, det var ens vilkår for alle tyende dengang.

Og hvad fik vi bondekarle så den sparsomme fritid til at gå med!
Om vinteren deltog nogle af os i gymnastikken i forsamlingshuset et par timer om ugen, ellers opholdt vi os hjemme på gårdene. Karlekamrene kunne ikke opvarmes på en eneste gård, der kunne være rigtig koldt i et sådan kammer, og i hårde vintre var der et tyndt lag is på væggene i lang tid. Enten kravlede man i seng med alt tøjet på, eller sad i hestestalden på den store hakkelsekasse og snakkede med hinanden. På de ældre gårde var der indgang til karle¬kammeret fra hestestalden med kun en enkelt, utæt dør. Karlene lod døren stå åben om vinteren når der var streng frost, foruden de stærke ammoniakdunster kom der også lidt varme ude fra hestene. Karlene vaskede sig altid i hestestalden, hvor vi havde en spand. Der blev brugt koldt vand hele året! Bademuligheder fandtes ikke dengang, det kunne kun blive lidt etagevask’ en gang imellem i koldt vand, og det skete næppe så ofte om vinteren! Det stod sløjt til med renligheden dengang, både hos herskab og tjenestefolk’! På den tid jeg her taler om, altså først i 193o’erne fandtes der vist kun et sted hvor der var et privat badeværelse, og det var på Terrupgaard hos Jens Bach. Enkelte beboere ved stationen’ gik sommetider hen på mejeriet og fik et bad. Og der fandtes kun et lokum ved gårdene, karlene forrettede deres nødtørft i hestestalden, vi var ikke vant til andet, gårdejeren og kvindfolkene brugte, Das’et.

Om sommeren cyklede vi karle enten til Glenstrup sø eller Tjele Langsø om aftenen og badede. Der var også til at bade et sted i Skalsåen, og der badede de store børn.
Sommeraftnerne mødtes vi karle i vejgrøften i nærheden af forsam¬lingshuset, og der sad vi så og sludrede, drillede hinanden, og af og til var der en karl der spillede på 2-radet harmonika,
der var også en som spillede på mundharpe, sådan en aften kunne være rigtig hyggelig, men noget ensformig i længden, det blev småt med samtalestoffet efterhånden.
Kliker opstår let, og vi var 5 unge som altid holdt sammen under alle forhold, et godt kammeratskab. Navnene kan være ligegyldige, men nævner dem alligevel. Det var Herluf Therkildsen (senere fagf. formand), Ewald Frederiksen, slagterlærling hos enhåndede slagter¬mester Andreasen ved, stationen’, 3. og 4.kommis’erne i Brugsen, Mortensen og Andersen, begge fra Thisted i Vendsyssel. Og det var de to gutter der fandt på, at vi skulle ha’ lidt forandring i Vores fritid. De foreslog vi skulle spare penge sammen og købe nogle flasker rødvin og portvin i Brugsen, og sælge dem når der var bal i forsamlingshusene i omegnen, det kunne der tjenes lidt penge ved.

Det tog nogen tid at få samlet et beløb sammen, men vi fik da samlet penge så vi kunne købe lo flasker rødvin og 5 flasker portvin. En halvflaske rødvin kostede 50 øre, en halvflaske portvin kostede 85 øre i Brugsen. Samme forretning solgte på den tid, 33-margarine’for 1 kr. for 3 pund i lang tid, og folk brugte kun stegefedt.eller margarine at smøre på brødet, det var jo fattige tider.

Brugsen fik leveret, 33-margarinen’i solide trækasser, og en sådan kasse havde vi vore flasker i. Den var ikke til at cykle med, men vi fandt på råd. Der var en købmand også ved stationen’ og han hed Martin Jørgensen, han var ungkarl og havde en stor 7-personers “NASH”, og han ville gerne køre med os, og vente til vi ville tilbage! Første forsamlingshus vi besøgte var i Vorning. Der var ingen omsætning før midnat, men så blev alle flaskerne også solgt. Prisen for rødvin kr.1,25, og portvin kr.2.oo, og priserne kunne godt variere lidt, efterspørgslen kunne godt være stor, og så steg prisen jo! Der var for det meste to om at dele en flaske, og de kunne vist godt begge mærke virkningen!
Der var kun en af os der solgte vin, og vi skiftedes til jobbet. Det kostede kr.1.5o for at komme ind og danse i de forskellige forsamlingshuse, men vi havde jo råd til at betale. Vi gæstede alle forsamlingshus-baller vidt omkring, og salget gik fint.
Men vi solgte aldrig vin ved ballerne i Sdr. Onsild forsamlingshus. Karlene i byen kunne ikke forstå hvordan vi kunne få råd til at køre i bil rundt til baller, og vi beholdt hemmeligheden længe.
Som tidligere nævnt var det en træls tilværelse at være tjeneste¬karl i Onsild, men der var dog to ting vi glædede os til hvert år og det var Ambulancedagen i Hobro, og så nytårsaften. Nytårsaften 1933/34 endte dog med at blive for voldsom, den ville nu om dage blive karakteriseret som hærværk!
Sådan en aften var dengang næsten uden et eneste skud, for der var ikke råd til at købe fyrværkeri. En hundepistol og nogle propper med knald i var der nogle der havde, ellers intet. Men de gammeldags løjer med at gå fra gård til gård og vælte. Karlkammersengene blev brugt grundigt. Hos Niels Højgaard blev karlkammersengene båret ud og samlet og opredt med sengetøjet I hønsegården. Og hos Per Ladekarl satte vi den lange brandstige til laden og forsøgte at samle en arbejdsvogn overskrævs oppe på mønningen, men det lykkedes ikke, men delene blev liggende deroppe. Hos Marius Sørensen, Bendtshøj, et sted jeg havde i frisk erindring, havde jo knoklet der i et halvt år uden at få min løn, der blev hesteriven fjernet – den stod året rundt udenfor – og den blev kørt ned til smeden. Nielsen ved stationen’ og efterladt der. Havelåger blev hejst op i flagstangen et par steder, og ikke lokumspanden som der sommetider var taget førhen.
Vi var 8 karle som blev tilsagt til at møde hos politimester Ege i Hobro, og der fik vi en alvorlig irettesættelse foruden en bøde. Den blev for de 7 af os på 2 kr. hver, og den ældste fik en bøde på 8 kr. Vi kunne godt nære os for at lave den slags fjollerier nytårsaften mere.

Men voksne kunne nu også godt finde på at lave noget fjolleri i ledige stunder. Ved stationen’ var der to ikke så unge mænd som fandt på at bygge en flyvemaskine, men det var nu et såkaldt svævefly. Det var, Andreas’, gammel chauffør i Brugsen, og så A. Bay, som var æggemand. Hver uge kørte han rundt til folk i sin gamle FORD’ og samlede stemplede æg sammen.
,Flyvemaskinen lavede de af bambus og sejldug, et kæmpearbejde, de masede med det stel meget længet Men det blev færdigt og de valgte at afprøve det ude ved den store grusgrav der ligger bag mejeriet.
Desværre så jeg ikke deres flyvemaskine’ før den lå nede på bunden af grusgraven som stærkt beskadiget.
Hvem af de to flyveinteresserede der var prøvepilot kan jeg ikke huske, men han overlevede i hvert fald nedstyrtningen. Andreas passede sit chaufførjob i Brugsen, og A. Bay passede sin indsamling af hønseæg lang tid efter dette eksperiment.

Som nævnt tidligere var jeg hos mine bedsteforældre Ludvig og Cecilie Balle til jeg var lo år, og vi boede i Sparrehusene til 1924, hvor vi flyttede ind til byen og boede hos min ældste moster og onkel på “Vestergaard”. Det var jo det gamle stråtækte bindingsværksstuehus, som var velholdt både ud- og indvendig, men naturligvis meget upraktisk indrettet med alkover og et stort upraktisk køkken, men rare stuer.

Der fandtes også en stor muret bageovn og den blev brugt når der skulle bages rugbrød. Der blev altid bagt 8-punds brød, og bagningen tog en hel dag. Der blev nogle kæmpeskiver af disse rugbrød og de havde en dejlig smag.
Det hændte at den store bageovn blev brugt til andre formål, nemlig at sove i.
Der kom af og til to af landevejens børn’ på besøg, men ikke samtidig. Den ene hed Gøttrup – har glemt fornavnet – og han ville altid have at vide hvornår middagsmaden var grønkålssuppe og kogt flæsk, han holdt så meget af den ret. Han overnattede i kostalden.
Den anden vagabond Øv kaldt “-Jakob Himmelblaa” og han var også en ældre mand, som var glad for at få et stort, kraftigt måltid. Han overnattede også i kostalden. Men han ville altid gerne vide hvornår der skulle bages rugbrød, for han ville så gerne sove inde i den store ovn, for den var så dejlig varm at ligge i og den var lun så længe.

Der var endnu 2 storkereder på Vestergaard da vi boede der, den ene på taget i det sydøstlige hjørne, og den anden rede på taget i den nordlige ende af den vestlige længe, og det var kun den rede der var storke i hvert år. Efter branden var det jo slut med storke på den gård, men Laurits Lassen der boede overfor lavede en rede på sit lave udhus, og der var der storke i flere år.
Vestergaard var en smuk gammel gård, og jeg kan da huske da alle 4 længer var i bindingsværk. Men så ville Per Balle jo have en ny kostald hvor der var fodregange foran køerne, og den stald brød jo noget af det smukke ved den gamle gård, og bedre blev det ikke, da resten af bygningerne blev fornyet.
Da det gamle stuehus endnu eksisterede, var der omkring haven ud mod vejen et lavt dige af kampesten med en høj syrenhæk ovenpå, så hele haven var lukket, det så smukt ud. Alt det forsvandt 1925 da det nye stuehus blev bygget, men sådan går det jo.
Venlig hilsen

Viktor Balle

---

Randers, d.8.okt.2ol1
Til Ejgild Simonsen.
– Tak for brevet.
Det er godt den smule oplysninger jeg kan hjælpe med kan bruges, det er for mig en glæde og dem er der få af i min dagligdag.

Hvis det ikke ligefrem er medfødt kan de mennesker i min alder uden tvivl tillægge sig nogle særheder og jeg danner ikke nogen undtagelse. Bilder mig dog ind at ha’ de fleste under kontrol!
Det udtalte og det skrevne ord kan ikke ændres men det kan da beklages, og jeg beklager at jeg var i den tro I var flere om at klare jobbet i foreningen. De kritiske ord burde
Være fortiet og kun tænkt. At være overfor andre som man selv ønsker at blive behandlet har altid for mig været en god leveregel, og den har jeg forsøgt at følge hele livet, men der må også være plads_ til at fejle, ingen er fejlfri! ____
Du skriver at når der bliver tid vil du lægge mit brev ind på hjemmesiden hvilket er helt ok. I den forbindelse vil jeg gerne understrege, at det hele jeg har skrevet meget gerne må lægges på hjemmesiden, jeg ønsker blot at det som jeg har skrevet bliver gengivet med mine ord som jeg har skrevet. Det er vist ikke noget urimeligt ønske.

Du nævner kobbersmedens hus, den lille landejendom som blev kaldt Vinterskræk’ af Per Kobbersmeds svigersøn som også boede der med sin familie. Stedet er let at finde ved at køre ad Ulstrupvej til du når den sidste ejendom på venstre side før du kører under motorvejen: Op langs ejendommens nordlige side går/gik der en smal jordvej til stedet hvor Vinterskræk’ lå. Ved ikke om denne eneste vej stadig findes, der jo sker hele tiden ændringer i landskabet, måske er vejen sløjfet.

Den lille destruktionsfabrik i Sjørring kær kan jeg oplyse følgende om -hvad du måske ved – at ejeren hed Niels Balle. Han tog også rundt på egnen og hjemmeslagtede dyr på gårde og ejendomme. Jeg er kommet hos ham nogle gange p.gr. af at jeg kendte hans to sønner Kresten og Karl.
Kresten Balle blev gift med Kresten Højgaards ældste datter, Emilie, og blev kort efter direktør på Blaakilde’s fabrik eller destruktionsanstalt i Roslev i Salling. Karl Balle blev gift med den gamle ledvogter Thorups yngste datter, Signe, og han arbejdede i flere år på Blaakilde’s fabrik ved Hobro. Den lille destruktionsfabrik i Sjørring kær blev nedlagt, og stedet blev overtaget af Tage Laursen, en ældre bror til Folmer. Husker at der ved fabrikken var en stor beholder der var støbt ned i jorden, og den fandtes der længe efter at fabriksbygningen var fjernet.
Venlig hilsen
Viktor Balle

---

Randers, d.12.12.12
Lokalhistorisk Forening for Onsild-byerne.
Erindringer fra 192o-3o’rne har det med at dukke op i hukommelsen, og noget af det kan måske have nogen interesse for andre at høre, og derfor ændres min beslutning om at ophøre med at fortælle! Finder man, at det jeg skriver er uinteressant, jamen så findes der vel en skraldespand det kan smides i.
På ovennævnte tid blev den gamle skik stadig holdt i hævd på nogle gårde i Sdr. Onsild, at have en lænkehund. Den stakkels hund var tøjret med et kotøjr, og dette var altid svinet til af ekskrementer, der blev ikke holdt rent på hundens område.
Hos sognerådsform Fr. Frandsen havde man en stor sort glathåret lænkehund med et voldsomt temperament, den for rasende rundt i tøjret når fremmede nærmede sig. Frandsen havde arrangeret det således, at tøjret kunne forlænges så hundens område strakte sig til også at dække indkørslen til gårdspladsen.

Min onkel P.Balle havde også en lænkehund, en ulvespids -, Trofast’ hed den – en fredelig hund, som kun kunne skabe sig når der kom fremmede personer ind i gården.
Disse lænkehunde levede en forfærdelig tilværelse og blev fodret med madrester fra husholdningen, en meget blandet kost, der blev ikke taget hensyn til hvad hunden iflg. sin natur brød sig om at æde! (Iflg. Dansk Sprognævn med deres københavneri’ hedder det jo nu at alle dyr SPISER, det værste vrøvl! Og på svensk og engelsk æder’ man altså!)

Der knytter sig noget særligt til de 2 lænkehunde, som er nævnt ovenfor, de fik deres daglige portion madrester serveret på en kampesten, hvor der var en jævn fordybning på ca. 40-45 cm. I længde og bredde.
For begge disse sten gjaldt, at de på et tidspunkt for langt tilbage var fundet ude på markerne.
Om den sten hunden hos min onkel, P. Balle, åd af fortalte min bedstemor Cecilie Balle mig dengang, at P. balles far, Søren, som ejede gården på den tid, havde som ganske ung fundet stenen ved et mosehul ude på marken, og med stor besvær fået den slæbt hjem til gården med et par heste, det havde Søren Balle fortalt hende. Han havde syntes, at stenen var velegnet som trug ved lænkehunden.
Der er vel næppe tvivl om, at i begge tilfælde drejer det sig om sten, som fortidsmennesker har benyttet til at knuse, male de forsk. slags korn og frø de lavede grød af. Og stenenes størrelse viser jo, at menneskene boede fast på egnen på den tid, de kunne ikke tage dem med sig til andre steder,
og hvor befinder de 2 sten sig så slået til skærver eller anvendt i ingen ved det vel, – eller er der stenenes skæbne!
nu! Er disse museumsgenstande et eller andet støbt fundament, alligevel nogen, som kender til
M.v.h. Viktor Balle